Wednesday, June 02, 2010
Jeg er klar over, at man ikke skal præge børn for meget med sine holdninger til drengefarver og pigefarver. Men jeg synes altså godt, at Pelle kunne have valgt noget andet end LILLA, da vi var oppe og købe clogs til ham. Helt ærligt. Jeg spurgte ham, om ikke han syntes, at lilla var lidt en pigefarve. “NEJ, mor, det er en DRENGEfarve!” - og så måtte jeg jo klappe i og betale. De er godt nok ret panglilla, men knægten er glad. Jeg spurgte, om man stadig kunne få de der tingester til at sætte i hullerne til pynt, men det kan man ikke - pokkers, så havde jeg nappet et par dødningehoveder til at drengificere dem lidt. Men nej. 
Monday, May 03, 2010
Vi var til fødselsdag i går - 1. maj er det præcis 10 år siden, at amerikanerne slukkede for scramblingen på GPS-signalet, så det blev præcist nok til, at ikke-militære kunne bruge det til noget fornuftigt, og 3. maj (altså netop i dag) gemte en amerikaner den første geocache nogensinde. Han gravede en tønde ned i en skov, fyldte den med ting og sager og lagde koordinaterne ud på nettet. Han vidste, at det ville blive stort, så han filmede det hele, lidt sjovt. (video her: http://www.youtube.com/watch?v=LMHZcgM11GU)Nå, men i den anledning er der 10 års-events over hele verden (vi har været med i næsten fem år, tænk sig), og der har været 10 i Danmark i denne weekend, og vi var så til nok det mindste i går 45 minutter herfra ved Kalø Vig. Vi havde ungerne med, så vi nåede kun tre, men det var vist også passende gåtur i skoven til mig, jeg var fuldstændigt smadret resten af dagen i går. Men det var en god tur, var det, dejligt at komme ud igen.
Sunday, May 02, 2010
Han prøvede at skylle mine briller ud i toilettet. Heldigvis lykkedes det ikke - jeg tør ikke tænkt på, hvad sådan et par briller kunne gøre for en faldstamme, en vandlås og en kloak med rottespærring på. Lille bandit…!
Wednesday, April 21, 2010
Før facebook skulle man tænke på, hvad man skrev på sin blog, fordi hele verden KUNNE læse det. Nu skal man tænke over, hvad man skriver på i sin facebook-status, fordi endnu flere ser det, hvis ens blog altså ikke er en ofte læst blog. Folk, der læser min blog, kender mig på den ene eller den anden måde, så derfor kan jeg vel også skrive noget mere om, hvordan jeg har det. Så derfor ...
Jeg er jo stadig sygemeldt med hovedpine, koncentrationsbesvær, eksplosionsfare og alt det der, og i vore dage bliver man sendt i/tilbudt “aktivitet for sygemeldte” - det er 10 timers aktivitet om ugen, så man ikke tørrer ind derhjemme, fordi alle undersøgelser viser, at hvis langtidssygemeldte tusser for længe rundt derhjemme, øges risikoen for, at de aldrig kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Konceptet er fint nok - i mit tilfælde er det så 7 timer om ugen, fordi man kan trække lægeordineret træning fra. Jeg har været til nogle kursusgange om smertetackling og til kreativt værksted, hvor jeg har leget med glas. Jeg har gået sammen med unge mennesker, for hvem de 10 timer rent faktisk er det eneste skemalagte i deres uge, og de er glade for ikke længere at gå hjemme og kede sig. Pyh. Jeg er “kun” deltidssygemeldt, fordi jeg også har Pelles hjemmetræningsprojekt at passe, og det går det meste af min energi med. Aktiviteterne er i hold, så selvfølgelig er det på bestemte tidspunkter, og det betyder, at jeg enten har for travle dage, og/eller at det går ud over min egen træning eller Pelles træning, og under alle omstændigheder ryger min hviledag. Ingen af delene er nogen fordel for noget som helst. Det er godt nok en kamel at sluge, at jeg ikke kan ret meget i forhold til “gamle dage”. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan få lov at være sygemeldt, jeg er taknemmelig over, at vi har fået lov at træne med Pelle, som vi gør, men jeg mangler lige en guide til, hvordan man jonglerer med det hele.
Thursday, April 08, 2010
Jeg er nu blevet henvist til neurolog. Jeg har ikke fået det stort bedre de sidste måneder, og jeg er ved at få spat. Og jeg har nu fået noget smertestillende af lægen. Det er lidt en pille at sluge (haha), men jeg kan jo lige så godt være realistisk.
Så for lige at peppe indlægget her lidt op, vil jeg vise noget, jeg fik lavet i påsken:
En hel uglefamilie, en til os hver
Sunday, March 21, 2010
For nogle dage siden, da jeg var ved at hente Simon, hørte jeg ud af øjenkrogen, hvordan nogle af de mellemstore piger havde gang i et dramatisk skænderi. Der var (naturligvis, fristes man desværre til at sige) ingen pædagoger i nærheden, så det fik lov at udvikle sig. En af pigerne endte med at stortude og stå og skrige “DU HAR ØDELAGT MIT LIV!” ad en anden. Kors i hytten, mand. Jeg tænkte i mit stille sind, at det måske er derfor, at jeg har fået drenge, for det overdramatiske pigefis er da næsten ikke til at holde ud, og det føles jo slemt nok for pigerne lige i situationen, men ... argh. Fast forward til et roligt kvarter i går formiddag, hvor jeg sidder foran computeren, og Simon og Pelle faktisk sidder sammen og ser tv uden at drille hinanden. Pludseligt lyder det efter et stykke tids tavshed ud af det blå fra Simon: “Du har ødelagt mit liv, Pelle.” - manner, moderen kom op ad stolen og fik påpeget en ting eller to.
Friday, March 19, 2010
Jeg er startet i aktivering. “Aktivering af sygemeldte” for at være helt præcis. Undersøgelser viser, at jo længere tid langtidssygemeldte går hjemme og tusser, jo mindre er sandsynligheden for, at de kommer ud på arbejdsmarkedet igen. Det lyder jo logisk nok. Så altså: Aktivering af sygemeldte på et arbejdsmarkedscenter, og det er jeg så kommet i gang med. Det er 10 timer om ugen, og jeg får så fradrag for de tre timer om ugen, jeg er til genoptræning. Det giver syv timer, og det er så de næste tre uger fordelt på kreativt værksted, hvor jeg arbejder med koldglas (skære og udsmykke glas og ind i en ovn, og så kommer der fade, smykker og den slags ud), og så undervisning i psykologisk smertetackling.
I fredags var jeg første gang til undervisning i smertetackling, og det var ret interessant. Jeg vidste det meste i forvejen, men her er dagens mest interessante: Kedsomhed er den sikre vej til flere smerter. Hvis hjernen keder sig, vil den tage det input, der er, og hvis det input er smerter, vil hjernen forstærke smerteoplevelsen. Det giver jo meget god mening, ligesom hvis man tænker negativt om noget, så vil ens oplevelse af det blive negativt - og det er da noget, man kan handle på. Så den sidste uges tid har jeg udfordret mig selv lidt mere - jeg har også betalt for det, men man skal jo udfordres. Men det var megahårdt at sidde til undervisning - det vidste jeg godt, at det ville blive. Sidde stille, se den samme vej, koncentrere sig og høre efter, alle fire ting er ret hårdt for mig - og jeg var også så dårlig bagefter, at jeg tog lige hjem i seng, sov 1½ time, vaklede op igen, hentede Simon, havde det dårligt resten af dagen, og lørdagen var også dårligere end status quo. Men kreativt værksted var mere håndterligt - vi var kun to på holdet, så ingen larm, og vi skulle lave forskellige ting, skære, vaske, slibe, stå op, sidde ned, så der var tilpas med variation.
Thursday, March 04, 2010
“Han mener det godt” er altid en god forklaring/undskyldning, hvis nogen har sagt eller gjort noget, der kan være upassende, klodset, fornærmende eller bare tåbeligt, hvis man på nogen mulig måde kan finde et formildende element i udsagnet eller handlingen. Det har jeg tænkt en del over. Jeg skal ikke kunne afvise, at det bunder i, at jeg er lidt træt af den floskel. Jeg vil sige, at hvis den er i brug om den samme person og/eller samme handling mere end én gang, så er der ikke nogen “god mening”, for så har vedkommende ikke forstået et klap. F.eks. hvis en mand hvert år på bryllupsdagen giver sin kone en buket blomster, hun er allergisk overfor, så er der altså ikke nogen “god mening” i det, så er manden en torsk. (Og nej, det er ikke mig selv, jeg nævner, jeg er ikke allergisk. ) - Eller giver en æske chokolade til folk, som de godt ved er på slankekur. Eller giver legetøj i mange små dele til et barn på to år, når de burde vide bedre. Mange mener tilsyneladende, at “at mene det godt” er undskyldning for ubetænksomhed, ligegyldighed og så at være helt almindelig uforskammet. Det er altså mærkeligt.
Monday, February 22, 2010
Fastelavn er interessant med små børn og endnu mere interessant med børn med autisme. Det er ikke naturligt sjovt for dem - det der fantasi og udklædning, jeg vil ikke have noget på hovedet, hvorfor skal jeg stå i kø, jeg hader al den larm, hvad skal jeg med den kølle, hvorfor skal du bestemme, hvad jeg skal med køllen, hvorfor må jeg ikke løbe med den, hvorfor må jeg kun slå én gang, og hvorfor skal jeg aflevere den igen, når jeg endelig har fået den?
Fastelavn er jo en social ting og en vigtig begivenhed i mange børns liv, så derfor mener vi, at det er en god idé at arbejde på at lære Pelle at deltage i fastelavn. Når han kan overskue det, vil han også få glæde af det. For to år siden ville Pelle i hvert fald ikke klædes ud. Sidste år gik det bedre, de havde trænet udklædning i børnehaven i løbet af året, han havde en abe-kappe, han nemt kunne tage af og på, og han var med på kø-slå-aflevere-kølle-rytmen, og han var så begejstret, når det var hans tur. I år har det været helt fantastisk. For nogle uger siden begyndte vi at snakke om, hvad han gerne ville være til fastelavn, og han besluttede sig for at være skorstensfejer. Simon ville ikke være noget. Jeg printede et billede af to skorstensfejere til ham, som vi så snakkede meget om, og han bestilte en uniform, en hat, en kost og en stige. Stigen fik jeg ham dog heldigvis talt fra, og han tilføjede senere et hvidt tørklæde til bestillingen. I løbet af nogle dage fik jeg tingene færdige, og Pelle var lykkelig. Han tog det på mange gange, og mange aftener tog han det sågar med i seng. Men da det var færdigt, blev Simon ked af det, han ville også være skorstensfejer. Så syede jeg et sæt til ham også, men da det var færdigt, ville han ikke være skorstensfejer. (AAARGGHGHGHH!) Han ville være haj! Eller racerkører. (Det med racerkører havde de fået idéen til, da de var med deres far i Racehall i Viby (gocart-hal) og se gocart-løb, men det fik vi da talt Pelle fra, eftersom hans skorstensfejerudstyr var næsten færdigt på det tidspunkt.) - Nå, men Simon fik så besked på at vælge mellem det, vi havde i forvejen, så han kunne blive abe, leopard, hund, pirat, brandmand eller skorstensfejer. Han valgte så brandmand, og de var skønne begge to - Simon havde også en brandslange, den glemte vi lige på billedet:
Ja, jeg er en ringe blogger, men jeg vil helst blogge om spændende og interessante ting, og dem er der ikke så mange af, når man stadig trasker rundt med evighedshovednakkepine. Oh well. Men kort kan siges, at Pelles træning går godt, og jeg ville blive vanvittig uden min symaskine. Nåja, og så er jeg træt af sne.
Nå, men midt i førnævnte sne og kulde har vi for en gangs skyld været ude i god tid og bestilt sommerferien! Vi var jo i telt sidste år på en campingplads, og det var en rigtig god uge. Den eneste dårlige dag var onsdag, hvor vi var i Givskud Zoo - DET var ikke sagen, for mange mennesker og for meget af alt muligt, men dagene på campingpladsen og små udflugter passede alle godt, så vi prøver noget lignende i år. Vi pønser på engang at købe en campingvogn, så vi skal lige afprøve konceptet grundigt. I år har vi valgt at leje en campingvogn (som godt nok er større og dyrere end noget, vi selv skal have, men udvalget er ikke så stort) på en mindre campingplads ved Nibe. De har et lille udendørs badeland, ligger ned til vandet, har en legeplads, en kiosk, en grill, og ikke mindst internet og daglige traktorture rundt på pladsen. Så er alle vist glade.
Monday, January 04, 2010
... men bestemt ikke Annus horribilis.
Årets tre store begivenheder, hvoraf de to var inden for samme fem dage, der virkelig lavede ting om for os:
1) Jeg blev fyret i slutningen af marts sammen med mine tre kolleger, fordi skobranchen flyttede kontoret til København.
2) I midten af juli fik vi besked om, at vi havde fået bevilget ABA-hjemmetræning til Pelle
2) I midten af juli blev vi påkørt i bilen, og jeg har siden døjet med piskesmældslignende symptomer.
Min lille familie
Simon er nu 3½ år og en glad dreng med voksende ordforråd og interesse i verden omkring ham. Han har bestemt sine meninger - vi kalder ham ind i mellem teenageren, når han ikke hører det. Han er glad for at gå i børnehave, men han er stadig tit ked af det og græder hjerteskærende, når han skal afleveres. Han er en kærlig dreng, der gerne kysser og krammer, og han holder meget af sine venner i børnehaven. Der er ved at komme lidt mere sul på ham efterhånden, og han er ikke så tit forkølet længere, og hans ben er ikke længere så usikre. Han kommer desværre til at bide ind i mellem - jeg ved ikke helt, hvad han tænker på, når han sætter tænderne i låret på sin yndlingspædagog, og det ved han vist heller ikke helt selv. Samtidig gnaver han i sine ærmer, sin hue og sin jakkekrave, så der er vist kløe i de der tænder. Han er ikke spor interesseret i at smide sin ble, men han er da i det mindste holdt op med at blive stinkende arrig, når man tager ham ud for at skifte ham.
Pelle rykker for vildt! Han havde nogle trælse måneder i starten af året, hvor han ikke havde det så godt, men det blev bedre, og siden vi kom i gang med ABA-træningen i august, er der sket store forskelle. Væsentligt færre frustrationsanfald og flip, meget større ordforråd, en større interesse i verden omkring ham, så alt i alt er han blevet en gladere dreng, der virker til at have det bedre og hvile bedre i sig selv. Det er en stor glæde. Han har det så godt, at fremmede ikke spotter autismen, hvis de giver sig til at tale længe med ham. Han blev diagnosticeret på børnepsyk i foråret, og diagnosen er infantil autisme med svag mental retardering, så det var helt som ventet. Han smed bleen i foråret, og det var dejligt, for han var sørme en stor dreng at pukle op på puslebordet. Vi regner med at få udsat skolestart, så vi har 1½ år endnu med hjemmetræning og verdens bedste børnehave, og så vil han forhåbentligt være så langt i sin udvikling, at han kan starte i almindelig skole med støtte.
Jesper er glad for sit arbejde, men han trænger vist snart til lidt mere fritid. Han er kommet i ilden igen efter sommeren, fordi det går op og ned med, hvor meget jeg kan deltage i husligt arbejde og pasning af børn. Men han tager det i stiv arm.
Helbred
Som sagt blev vi kørt ind i juli, og jeg har haft ondt i hovedet, ondt i nakken, koncentrationsbesvær og svimmelhed lige siden. Det er ret bekymrende, at det endnu ikke er gået væk, for nu er det alligevel snart et halvt år siden. Jeg går til genoptræning og har gået en del til kiropraktor og fysioterapeut, og det er stadig noget skidt. Det påvirker nærmest endnu mere end tiden efter operationen gjorde, fordi der var da en del fremskridt, og der er stor forskel på ikke at kunne gå og ikke at kunne tænke og huske ordentligt. Musklerne i mit ben er ikke helt trænet op endnu - bl.a. op-ad-bakke-musklen, den store bag på låret, er noget svag i det, så hvis jeg går op ad en bakken, kommer jeg til at halte som en gammel mand. Meget yndigt.
Bolig
Mit syrum er næsten færdigt. Vi inddrog hjørnet af stuen til mit syrum, og der mangler stadig et par låger på et skab, og jeg flytter stadig lidt rundt på nogle af tingene, fordi jeg i virkeligheden har lidt flere ting, end der er plads til på de 6 m2, men jeg ELSKER mit syrum. Det er bare skønt at kunne gå til og fra. Planen var at overveje gipsvæg ind til stuen og gennemgang til kontoret, men gipsvæggen blev droppet, fordi det ville gøre stuen så mørk, og gennemgangen til kontoret blev droppet, dels af dovenskab, dels fordi der ikke er plads til at have gennemgang, dels fordi Jesper ikke skulle trækkes med larmen inde fra mig. Vi er godt tilfredse, som det er nu, og jeg er så glad. Fik jeg sagt, at jeg er glad for mit syrum?
De er begyndt at bygge lidt mere og tage vores udsigt, men til gengæld har de som det første bygget en Fakta! DEN er vi glade for! Vi kan se derover fra første sal, vi kan gå derover, og den generer os overhovedet ikke.
Arbejde
Æh ja, jeg blev jo så fyret, og jeg nåede ikke at finde noget andet, før vi blev kørt ind i, og jeg blev sygemeldt. Det er lidt komisk at tænke på, at jeg ikke sygemeldte mig umiddelbart efter uheldet, fordi “det gik nok væk på et par uger”. HA!
Hobby
Geocaching og syning er stadig toppen! Vi har desværre ikke fået geocachet så meget siden sommeren, men jeg håber, at vi kan få taget revanche. Men med mit dumme hoved er det så ubehageligt at rende ind og ud af bilen og gå rundt på ujævnt terræn. Så jeg syr noget mere, end jeg geocacher. Jeg har sammen med et par andre oprettet en forening, så vi kan låne offentlige lokaler. Det brugte vi, da vi havde en underviser fra England her i efteråret, og vi mødes hver anden tirsdag på den lokale skole for at sy og hygge os. Oh, I love it.
Venner og familie
Love you all. Jeg er stadig ved at vænne mig til kun at se brormand og familie to gange om året, når de er hjemme fra udlandet, og jeg holder nok aldrig op med at være træt af det.. Og som enhver børnefamilie ser vi vennerne for sjældent. Men ungerne bliver større, Pelle kan overskue mere, så jeg er sikker på, at det bliver et bedre år end sidste år.
Malurten i bægeret
Jeg er træt af altid at have ondt og være et skravl.
Hvordan gik det så med nytårsforsættene fra sidste årsopgørelse?
Ja, her er en fra 2007: Ikke drikke så meget kaffe med sukker: Jeg drikker kaffe med mælk og sukker, og sådan er det.
At blive bedre til ikke at komme så tæt på stress igen. - njah, jeg ved sgu ikke. Stress er måske ikke så problematisk, når man ikke har et arbejde, men jeg skal love for, at man kan have stress uden at have travlt. Det har taget mig lidt tid at forstå det, men når man slår nakken, som jeg har gjort, så får man simpelthen stress, fordi kroppen har så svært ved at holde hovedet på plads, og hjernen er forvirret.
Holde min nye vægt. Ja, det går sgu rimeligt. Det er jeg glad for. Men det er ikke et nytårsforsæt, det er et livsforsæt, for det er altså en daglig udfordring.
Blive bedre til sytekniske ting – jeg vil være bedre end ”avanceret begynder”. - jeg arbejder da på sagen. Men jeg kan stadig ikke sy tøj, der sidder ordentligt, efter jeg har tabt mig. Det er dælme træls. Men jeg arbejder på det!
Komme op i gear igen – jeg (og det er Jesper nok også!) er så træt af, at jeg altid er så træt. (Indsæt selv hånlig latter og græmmelse her…) - nåja, det gik da fint det første halve år af 2009.
Nye mål for 2010
Ja, jeg håber vist bare på, at min nakke og mit hoved får det bedre, så jeg vil gøre, hvad jeg kan for det - blive ved med at træne, blive ved med at være optimist. Hvis man ikke har sit helbred, har man ingenting, og så er det vist en dum idé at sætte for luftkastelsagtige mål. Men jow, få det bedre, så jeg kan få et job og noget mere kvalitetstid med mig selv og alle andre.
Friday, December 11, 2009
Pelle i går: Mor, kan du huske, da jeg slog en prosit oppe i børnehaven? (Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle starte med at rette, så jeg lod den passere…)
Vi er på vej i børnehaver, og Pelle ser en af de her rensdyr formet af en lyskæde stå i en forhave.
Pelle: Se, Simon, et rensdyr! Så du det?
Simon: JA! Med et gevær.
Selvom den havde været nem at rette (ja, altså, gevir, ikke?), så var jeg også nødt til at lade den passere, fordi jeg brugte al energi på at køre og IKKE grine højt. Som Jesper mumlede lidt senere: “Det var godt, at den ikke havde dolk, det havde været meget værre…”)
Thursday, November 12, 2009
[brok] Jeg er stadig sygemeldt pga. piskesmæld. I lang tid er det gået langsomt fremad. Langsomt, men dog fremad. Men nu er det godt nok gået i stå, og den sidste uge har været rædsom. På en rigtig god dag kan jeg ikke falde i søvn for hovedpine, og når jeg så endelig falder i søvn, kan jeg vågne flere gange om natten pga. hovedpinen, og når jeg så kommer hjem fra børneafleveringsrunden der omkring kl. 9, kan jeg ikke gå op og sove igen, fordi jeg har alt for ondt i hovedet. Og nakken. Og i helvede. Det er drolen splidme svært at være optimistisk og glad og alt det der. Og jeg passer min (genop)træning og holder mig aktiv og bla bla bla. Suk. [/brok]
Men bortset fra det, så går det GLIMRENDE!
Wednesday, November 11, 2009
Sidste lørdag skulle jeg køre nogle ting fra IKEA til Lystrup for Louise og Preben, som er flyttet i hus. Til formålet lånte vi en IKEA-trailer. Det er jo i sig selv afsindigt at tage i IKEA d. 31. oktober, hvor der lige er kommet løn OG børnepenge, men når flyttelæsset kommer mandag, og man mangler reoler, er det jo bare der, man skal i IKEA.
Ingen problemer med at komme til Lystrup og læsse af, men på vej tilbage hoster bilen og går ud. Jeg tænker, at jeg nok bare gearede op for hurtigt. 500 meter fra IKEA hoster den igen og går ud. Og vil ikke starte igen. Så der står vi så med en død bil og en lånt trailer. Ingen har tid til at komme og køre traileren til IKEA for os - de fleste er ikke hjemme, andre har netop fået et dødsfald i familien, og sidste udvej bor en time væk. Ja, altså, i virkeligheden er sidste udvej Falck, som meget venligt lader mig tegne et trailerabonnement med det samme, og så sender de en vogn ud til mig. Jeg sender Louise og Preben videre, de skal nå at købe maling, og det gavner ikke deres tidsplan eller noget at sidde og glo sammen med mig, og jeg får en banan (god ting, eftersom jeg ikke havde fået frokost, jeg havde jo ikke regnet med, at det skulle være et heldagsprojekt), og jeg sætter mig til at spille på min telefon. Lige omkring det tidspunkt, hvor jeg begynder at fryse rigtigt meget, dukker meget venlig Falckmand Jens op. Han forsøger ihærdigt at få sparket liv i Skodaen, men han må opgive. Først læsser han bilen op på ladet, og så sætter han en krog på, så han kan trække IKEA-traileren efter ladvognen. Det så TOSSET ud. Vi er nu godt ud på eftermiddagen, og IKEAs parkeringsplads er godt fyldt op, men han får da manøvreret ladbilen derop og sætter traileren på plads for mig (jeg kan jo ikke løfte sådan noget pga. min nakke) og snakker lidt om, at det er fint med ham, han godt kan lide opgaver med udfordringer i(!). Så ned i vareudleveringen (hvor man skal aflevere traileren). Argh. Vi taler seriøst om, at køen var så lang, at dørene ikke kunne lukke. Så står jeg der i køen og skal aflevere ledningen og nøglen til traileren, mens flink Falckmand venter på mig. ARGH! Da jeg har stået der i 15 minutter, og køen nærmest ikke har rykket sig, foreslår min sidemand i køen, at jeg sniger mig udenom. Det gør jeg så, og jeg får endda tiltusket mig en kvittering - jeg må have set meget sølle ud, siden den unge mand forbarmede sig over mig. Jeg spæner ud og op i ladbilen igen. Jeg skal til Tranbjerg, og bilen skal til Egå (hvem har sagt, at det skulle være nemt?), og han vælger så at køre mig hjem først. Jeg er hjemme 17:15, så der røg planen om en lur, inden vi skulle til bryllupsfest kl. 19:00, men vi nåede det da. Min mor skulle passe ungerne, så vi lånte hendes bil. Nå, men selvfølgelig har mekanikeren en masse andet at lave, så mandag går med busser og lift med alle mulige - manner, det var bøvlet, men det er det jo, når man planlægger efter at have en bil. Nå, men tirsdag eftermiddag ringer han så, at den er klar, men at Falckmanden må have glemt at låse den, for da han hentede den udenfor for at tage den ind, var den ikke låst, og den var blevet endevendt. Alle løse ting (og da det jo er os, er der en del) var rodet rundt, de 200 kroner i askebægeret og to æsker Tic-tac(!) var væk, pusletasken var blevet tømt ud, og jeg opdagede senere, at de to rum i siden af bagagerummet, hvor man har startkabler og den slags, også var blevet rodet igennem. De havde så tændt radioen og ladet den køre, så bilen var HELT flad for strøm. Mekanikeren havde ryddet op, da jeg kom, men jeg kan tænke mig, hvordan der har set ud. Det var nok børn, siden slikket var væk - ingen voksne ville vel tage to halve æsker pastiller, som man typisk tager op til munden og hælder ind med.
Men! Jeg har valgt ikke at være sur. Jeg kan godt forstå, at Falckmanden havde travlt efter at have brugt flere timer på mig. Radioen var der, autostolene var der, eneste skade er nogle ridsede CD’ere og en gennemblødt bamse (jeg vil tro, at de havde ladet døren stå på klem, bunden af bilen i den ene side var våd), og de kunne have ødelagt alt, forsøgt at stjæle den (det var de så ikke kommet så langt med, da den jo var helt død) eller have stjålet radioen og autostolene, efterladt en død kat, sprættet sæderne op og pisset ud over det hele. Jeg har fået fat i Falck, og de kigger på, om de kan erstatte pengene og cd’erne, selvom vores forsikringsselskab ikke vil vide af sagen. Det er faktisk løgn, når jeg siger, at jeg har valgt ikke at være sur, for jeg har ikke på noget tidspunkt været sur. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det kunne været gået meget værre. Til gengæld er regningen fra meknikeren kommet i dag. Argh, manner.
Og som mit motto siger: “Intet er så galt, at det ikke er godt for en god historie.” For ikke at tale om: “Hvorfor gøre en kort historie kort?”
Tuesday, October 27, 2009
Jeg har været på kursus i weekenden sammen med otte andre. Jeg har selv arrangeret det med god hjælp fra Lene, og underviseren fra England boede her, og så holdt vi kurset på en skole lørdag og søndag. Kurset handlede om et system til symønstertilretning, som hedder Fit for Real People, og det er genialt. Nu har vi rodet med at arrangere det i over et halvt år, så det var et stort øjeblik faktisk at stå med underviseren foran sig i lufthavnen. Kurset gik rigtigt godt, og vi håber på at kunne arrangere anden del i foråret. Og jeg er nu superklog, og bare man dog kunne klemme sig ind i tidslomme i en uges tid og bare sy og sy ...
Page 1 of 30 pages 1