Thursday, March 04, 2010
“Han mener det godt” er altid en god forklaring/undskyldning, hvis nogen har sagt eller gjort noget, der kan være upassende, klodset, fornærmende eller bare tåbeligt, hvis man på nogen mulig måde kan finde et formildende element i udsagnet eller handlingen. Det har jeg tænkt en del over. Jeg skal ikke kunne afvise, at det bunder i, at jeg er lidt træt af den floskel. Jeg vil sige, at hvis den er i brug om den samme person og/eller samme handling mere end én gang, så er der ikke nogen “god mening”, for så har vedkommende ikke forstået et klap. F.eks. hvis en mand hvert år på bryllupsdagen giver sin kone en buket blomster, hun er allergisk overfor, så er der altså ikke nogen “god mening” i det, så er manden en torsk. (Og nej, det er ikke mig selv, jeg nævner, jeg er ikke allergisk. 
) - Eller giver en æske chokolade til folk, som de godt ved er på slankekur. Eller giver legetøj i mange små dele til et barn på to år, når de burde vide bedre. Mange mener tilsyneladende, at “at mene det godt” er undskyldning for ubetænksomhed, ligegyldighed og så at være helt almindelig uforskammet. Det er altså mærkeligt.
Monday, February 22, 2010
Fastelavn er interessant med små børn og endnu mere interessant med børn med autisme. Det er ikke naturligt sjovt for dem - det der fantasi og udklædning, jeg vil ikke have noget på hovedet, hvorfor skal jeg stå i kø, jeg hader al den larm, hvad skal jeg med den kølle, hvorfor skal du bestemme, hvad jeg skal med køllen, hvorfor må jeg ikke løbe med den, hvorfor må jeg kun slå én gang, og hvorfor skal jeg aflevere den igen, når jeg endelig har fået den?
Fastelavn er jo en social ting og en vigtig begivenhed i mange børns liv, så derfor mener vi, at det er en god idé at arbejde på at lære Pelle at deltage i fastelavn. Når han kan overskue det, vil han også få glæde af det. For to år siden ville Pelle i hvert fald ikke klædes ud. Sidste år gik det bedre, de havde trænet udklædning i børnehaven i løbet af året, han havde en abe-kappe, han nemt kunne tage af og på, og han var med på kø-slå-aflevere-kølle-rytmen, og han var så begejstret, når det var hans tur. I år har det været helt fantastisk. For nogle uger siden begyndte vi at snakke om, hvad han gerne ville være til fastelavn, og han besluttede sig for at være skorstensfejer. Simon ville ikke være noget. Jeg printede et billede af to skorstensfejere til ham, som vi så snakkede meget om, og han bestilte en uniform, en hat, en kost og en stige. Stigen fik jeg ham dog heldigvis talt fra, og han tilføjede senere et hvidt tørklæde til bestillingen. I løbet af nogle dage fik jeg tingene færdige, og Pelle var lykkelig. Han tog det på mange gange, og mange aftener tog han det sågar med i seng. Men da det var færdigt, blev Simon ked af det, han ville også være skorstensfejer. Så syede jeg et sæt til ham også, men da det var færdigt, ville han ikke være skorstensfejer. (AAARGGHGHGHH!) Han ville være haj! Eller racerkører. (Det med racerkører havde de fået idéen til, da de var med deres far i Racehall i Viby (gocart-hal) og se gocart-løb, men det fik vi da talt Pelle fra, eftersom hans skorstensfejerudstyr var næsten færdigt på det tidspunkt.) - Nå, men Simon fik så besked på at vælge mellem det, vi havde i forvejen, så han kunne blive abe, leopard, hund, pirat, brandmand eller skorstensfejer. Han valgte så brandmand, og de var skønne begge to - Simon havde også en brandslange, den glemte vi lige på billedet:
Ja, jeg er en ringe blogger, men jeg vil helst blogge om spændende og interessante ting, og dem er der ikke så mange af, når man stadig trasker rundt med evighedshovednakkepine. Oh well. Men kort kan siges, at Pelles træning går godt, og jeg ville blive vanvittig uden min symaskine. Nåja, og så er jeg træt af sne.
Nå, men midt i førnævnte sne og kulde har vi for en gangs skyld været ude i god tid og bestilt sommerferien! Vi var jo i telt sidste år på en campingplads, og det var en rigtig god uge. Den eneste dårlige dag var onsdag, hvor vi var i Givskud Zoo - DET var ikke sagen, for mange mennesker og for meget af alt muligt, men dagene på campingpladsen og små udflugter passede alle godt, så vi prøver noget lignende i år. Vi pønser på engang at købe en campingvogn, så vi skal lige afprøve konceptet grundigt. I år har vi valgt at leje en campingvogn (som godt nok er større og dyrere end noget, vi selv skal have, men udvalget er ikke så stort) på en mindre campingplads ved Nibe. De har et lille udendørs badeland, ligger ned til vandet, har en legeplads, en kiosk, en grill, og ikke mindst internet og daglige traktorture rundt på pladsen. Så er alle vist glade.
Monday, January 04, 2010
... men bestemt ikke Annus horribilis.
Årets tre store begivenheder, hvoraf de to var inden for samme fem dage, der virkelig lavede ting om for os:
1) Jeg blev fyret i slutningen af marts sammen med mine tre kolleger, fordi skobranchen flyttede kontoret til København.
2) I midten af juli fik vi besked om, at vi havde fået bevilget ABA-hjemmetræning til Pelle
2) I midten af juli blev vi påkørt i bilen, og jeg har siden døjet med piskesmældslignende symptomer.
Min lille familie
Simon er nu 3½ år og en glad dreng med voksende ordforråd og interesse i verden omkring ham. Han har bestemt sine meninger - vi kalder ham ind i mellem teenageren, når han ikke hører det. Han er glad for at gå i børnehave, men han er stadig tit ked af det og græder hjerteskærende, når han skal afleveres. Han er en kærlig dreng, der gerne kysser og krammer, og han holder meget af sine venner i børnehaven. Der er ved at komme lidt mere sul på ham efterhånden, og han er ikke så tit forkølet længere, og hans ben er ikke længere så usikre. Han kommer desværre til at bide ind i mellem - jeg ved ikke helt, hvad han tænker på, når han sætter tænderne i låret på sin yndlingspædagog, og det ved han vist heller ikke helt selv. Samtidig gnaver han i sine ærmer, sin hue og sin jakkekrave, så der er vist kløe i de der tænder. Han er ikke spor interesseret i at smide sin ble, men han er da i det mindste holdt op med at blive stinkende arrig, når man tager ham ud for at skifte ham.
Pelle rykker for vildt! Han havde nogle trælse måneder i starten af året, hvor han ikke havde det så godt, men det blev bedre, og siden vi kom i gang med ABA-træningen i august, er der sket store forskelle. Væsentligt færre frustrationsanfald og flip, meget større ordforråd, en større interesse i verden omkring ham, så alt i alt er han blevet en gladere dreng, der virker til at have det bedre og hvile bedre i sig selv. Det er en stor glæde. Han har det så godt, at fremmede ikke spotter autismen, hvis de giver sig til at tale længe med ham. Han blev diagnosticeret på børnepsyk i foråret, og diagnosen er infantil autisme med svag mental retardering, så det var helt som ventet. Han smed bleen i foråret, og det var dejligt, for han var sørme en stor dreng at pukle op på puslebordet. Vi regner med at få udsat skolestart, så vi har 1½ år endnu med hjemmetræning og verdens bedste børnehave, og så vil han forhåbentligt være så langt i sin udvikling, at han kan starte i almindelig skole med støtte.
Jesper er glad for sit arbejde, men han trænger vist snart til lidt mere fritid. Han er kommet i ilden igen efter sommeren, fordi det går op og ned med, hvor meget jeg kan deltage i husligt arbejde og pasning af børn. Men han tager det i stiv arm.
Helbred
Som sagt blev vi kørt ind i juli, og jeg har haft ondt i hovedet, ondt i nakken, koncentrationsbesvær og svimmelhed lige siden. Det er ret bekymrende, at det endnu ikke er gået væk, for nu er det alligevel snart et halvt år siden. Jeg går til genoptræning og har gået en del til kiropraktor og fysioterapeut, og det er stadig noget skidt. Det påvirker nærmest endnu mere end tiden efter operationen gjorde, fordi der var da en del fremskridt, og der er stor forskel på ikke at kunne gå og ikke at kunne tænke og huske ordentligt. Musklerne i mit ben er ikke helt trænet op endnu - bl.a. op-ad-bakke-musklen, den store bag på låret, er noget svag i det, så hvis jeg går op ad en bakken, kommer jeg til at halte som en gammel mand. Meget yndigt.
Bolig
Mit syrum er næsten færdigt. Vi inddrog hjørnet af stuen til mit syrum, og der mangler stadig et par låger på et skab, og jeg flytter stadig lidt rundt på nogle af tingene, fordi jeg i virkeligheden har lidt flere ting, end der er plads til på de 6 m2, men jeg ELSKER mit syrum. Det er bare skønt at kunne gå til og fra. Planen var at overveje gipsvæg ind til stuen og gennemgang til kontoret, men gipsvæggen blev droppet, fordi det ville gøre stuen så mørk, og gennemgangen til kontoret blev droppet, dels af dovenskab, dels fordi der ikke er plads til at have gennemgang, dels fordi Jesper ikke skulle trækkes med larmen inde fra mig. Vi er godt tilfredse, som det er nu, og jeg er så glad. Fik jeg sagt, at jeg er glad for mit syrum?
De er begyndt at bygge lidt mere og tage vores udsigt, men til gengæld har de som det første bygget en Fakta! DEN er vi glade for! Vi kan se derover fra første sal, vi kan gå derover, og den generer os overhovedet ikke.
Arbejde
Æh ja, jeg blev jo så fyret, og jeg nåede ikke at finde noget andet, før vi blev kørt ind i, og jeg blev sygemeldt. Det er lidt komisk at tænke på, at jeg ikke sygemeldte mig umiddelbart efter uheldet, fordi “det gik nok væk på et par uger”. HA!
Hobby
Geocaching og syning er stadig toppen! Vi har desværre ikke fået geocachet så meget siden sommeren, men jeg håber, at vi kan få taget revanche. Men med mit dumme hoved er det så ubehageligt at rende ind og ud af bilen og gå rundt på ujævnt terræn. Så jeg syr noget mere, end jeg geocacher. Jeg har sammen med et par andre oprettet en forening, så vi kan låne offentlige lokaler. Det brugte vi, da vi havde en underviser fra England her i efteråret, og vi mødes hver anden tirsdag på den lokale skole for at sy og hygge os. Oh, I love it.
Venner og familie
Love you all. Jeg er stadig ved at vænne mig til kun at se brormand og familie to gange om året, når de er hjemme fra udlandet, og jeg holder nok aldrig op med at være træt af det.. Og som enhver børnefamilie ser vi vennerne for sjældent. Men ungerne bliver større, Pelle kan overskue mere, så jeg er sikker på, at det bliver et bedre år end sidste år.
Malurten i bægeret
Jeg er træt af altid at have ondt og være et skravl.
Hvordan gik det så med nytårsforsættene fra sidste årsopgørelse?
Ja, her er en fra 2007: Ikke drikke så meget kaffe med sukker: Jeg drikker kaffe med mælk og sukker, og sådan er det.
At blive bedre til ikke at komme så tæt på stress igen. - njah, jeg ved sgu ikke. Stress er måske ikke så problematisk, når man ikke har et arbejde, men jeg skal love for, at man kan have stress uden at have travlt. Det har taget mig lidt tid at forstå det, men når man slår nakken, som jeg har gjort, så får man simpelthen stress, fordi kroppen har så svært ved at holde hovedet på plads, og hjernen er forvirret.
Holde min nye vægt. Ja, det går sgu rimeligt. Det er jeg glad for. Men det er ikke et nytårsforsæt, det er et livsforsæt, for det er altså en daglig udfordring.
Blive bedre til sytekniske ting – jeg vil være bedre end ”avanceret begynder”. - jeg arbejder da på sagen. Men jeg kan stadig ikke sy tøj, der sidder ordentligt, efter jeg har tabt mig. Det er dælme træls. Men jeg arbejder på det!
Komme op i gear igen – jeg (og det er Jesper nok også!) er så træt af, at jeg altid er så træt. (Indsæt selv hånlig latter og græmmelse her…) - nåja, det gik da fint det første halve år af 2009.
Nye mål for 2010
Ja, jeg håber vist bare på, at min nakke og mit hoved får det bedre, så jeg vil gøre, hvad jeg kan for det - blive ved med at træne, blive ved med at være optimist. Hvis man ikke har sit helbred, har man ingenting, og så er det vist en dum idé at sætte for luftkastelsagtige mål. Men jow, få det bedre, så jeg kan få et job og noget mere kvalitetstid med mig selv og alle andre.
Friday, December 11, 2009
Pelle i går: Mor, kan du huske, da jeg slog en prosit oppe i børnehaven? (Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle starte med at rette, så jeg lod den passere…)
Vi er på vej i børnehaver, og Pelle ser en af de her rensdyr formet af en lyskæde stå i en forhave.
Pelle: Se, Simon, et rensdyr! Så du det?
Simon: JA! Med et gevær.
Selvom den havde været nem at rette (ja, altså, gevir, ikke?), så var jeg også nødt til at lade den passere, fordi jeg brugte al energi på at køre og IKKE grine højt. Som Jesper mumlede lidt senere: “Det var godt, at den ikke havde dolk, det havde været meget værre…”)
Thursday, November 12, 2009
[brok] Jeg er stadig sygemeldt pga. piskesmæld. I lang tid er det gået langsomt fremad. Langsomt, men dog fremad. Men nu er det godt nok gået i stå, og den sidste uge har været rædsom. På en rigtig god dag kan jeg ikke falde i søvn for hovedpine, og når jeg så endelig falder i søvn, kan jeg vågne flere gange om natten pga. hovedpinen, og når jeg så kommer hjem fra børneafleveringsrunden der omkring kl. 9, kan jeg ikke gå op og sove igen, fordi jeg har alt for ondt i hovedet. Og nakken. Og i helvede. Det er drolen splidme svært at være optimistisk og glad og alt det der. Og jeg passer min (genop)træning og holder mig aktiv og bla bla bla. Suk. [/brok]
Men bortset fra det, så går det GLIMRENDE!
Wednesday, November 11, 2009
Sidste lørdag skulle jeg køre nogle ting fra IKEA til Lystrup for Louise og Preben, som er flyttet i hus. Til formålet lånte vi en IKEA-trailer. Det er jo i sig selv afsindigt at tage i IKEA d. 31. oktober, hvor der lige er kommet løn OG børnepenge, men når flyttelæsset kommer mandag, og man mangler reoler, er det jo bare der, man skal i IKEA.
Ingen problemer med at komme til Lystrup og læsse af, men på vej tilbage hoster bilen og går ud. Jeg tænker, at jeg nok bare gearede op for hurtigt. 500 meter fra IKEA hoster den igen og går ud. Og vil ikke starte igen. Så der står vi så med en død bil og en lånt trailer. Ingen har tid til at komme og køre traileren til IKEA for os - de fleste er ikke hjemme, andre har netop fået et dødsfald i familien, og sidste udvej bor en time væk. Ja, altså, i virkeligheden er sidste udvej Falck, som meget venligt lader mig tegne et trailerabonnement med det samme, og så sender de en vogn ud til mig. Jeg sender Louise og Preben videre, de skal nå at købe maling, og det gavner ikke deres tidsplan eller noget at sidde og glo sammen med mig, og jeg får en banan (god ting, eftersom jeg ikke havde fået frokost, jeg havde jo ikke regnet med, at det skulle være et heldagsprojekt), og jeg sætter mig til at spille på min telefon. Lige omkring det tidspunkt, hvor jeg begynder at fryse rigtigt meget, dukker meget venlig Falckmand Jens op. Han forsøger ihærdigt at få sparket liv i Skodaen, men han må opgive. Først læsser han bilen op på ladet, og så sætter han en krog på, så han kan trække IKEA-traileren efter ladvognen. Det så TOSSET ud. Vi er nu godt ud på eftermiddagen, og IKEAs parkeringsplads er godt fyldt op, men han får da manøvreret ladbilen derop og sætter traileren på plads for mig (jeg kan jo ikke løfte sådan noget pga. min nakke) og snakker lidt om, at det er fint med ham, han godt kan lide opgaver med udfordringer i(!). Så ned i vareudleveringen (hvor man skal aflevere traileren). Argh. Vi taler seriøst om, at køen var så lang, at dørene ikke kunne lukke. Så står jeg der i køen og skal aflevere ledningen og nøglen til traileren, mens flink Falckmand venter på mig. ARGH! Da jeg har stået der i 15 minutter, og køen nærmest ikke har rykket sig, foreslår min sidemand i køen, at jeg sniger mig udenom. Det gør jeg så, og jeg får endda tiltusket mig en kvittering - jeg må have set meget sølle ud, siden den unge mand forbarmede sig over mig. Jeg spæner ud og op i ladbilen igen. Jeg skal til Tranbjerg, og bilen skal til Egå (hvem har sagt, at det skulle være nemt?), og han vælger så at køre mig hjem først. Jeg er hjemme 17:15, så der røg planen om en lur, inden vi skulle til bryllupsfest kl. 19:00, men vi nåede det da. Min mor skulle passe ungerne, så vi lånte hendes bil. Nå, men selvfølgelig har mekanikeren en masse andet at lave, så mandag går med busser og lift med alle mulige - manner, det var bøvlet, men det er det jo, når man planlægger efter at have en bil. Nå, men tirsdag eftermiddag ringer han så, at den er klar, men at Falckmanden må have glemt at låse den, for da han hentede den udenfor for at tage den ind, var den ikke låst, og den var blevet endevendt. Alle løse ting (og da det jo er os, er der en del) var rodet rundt, de 200 kroner i askebægeret og to æsker Tic-tac(!) var væk, pusletasken var blevet tømt ud, og jeg opdagede senere, at de to rum i siden af bagagerummet, hvor man har startkabler og den slags, også var blevet rodet igennem. De havde så tændt radioen og ladet den køre, så bilen var HELT flad for strøm. Mekanikeren havde ryddet op, da jeg kom, men jeg kan tænke mig, hvordan der har set ud. Det var nok børn, siden slikket var væk - ingen voksne ville vel tage to halve æsker pastiller, som man typisk tager op til munden og hælder ind med.
Men! Jeg har valgt ikke at være sur. Jeg kan godt forstå, at Falckmanden havde travlt efter at have brugt flere timer på mig. Radioen var der, autostolene var der, eneste skade er nogle ridsede CD’ere og en gennemblødt bamse (jeg vil tro, at de havde ladet døren stå på klem, bunden af bilen i den ene side var våd), og de kunne have ødelagt alt, forsøgt at stjæle den (det var de så ikke kommet så langt med, da den jo var helt død) eller have stjålet radioen og autostolene, efterladt en død kat, sprættet sæderne op og pisset ud over det hele. Jeg har fået fat i Falck, og de kigger på, om de kan erstatte pengene og cd’erne, selvom vores forsikringsselskab ikke vil vide af sagen. Det er faktisk løgn, når jeg siger, at jeg har valgt ikke at være sur, for jeg har ikke på noget tidspunkt været sur. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det kunne været gået meget værre. Til gengæld er regningen fra meknikeren kommet i dag. Argh, manner.
Og som mit motto siger: “Intet er så galt, at det ikke er godt for en god historie.” For ikke at tale om: “Hvorfor gøre en kort historie kort?”
Tuesday, October 27, 2009
Jeg har været på kursus i weekenden sammen med otte andre. Jeg har selv arrangeret det med god hjælp fra Lene, og underviseren fra England boede her, og så holdt vi kurset på en skole lørdag og søndag. Kurset handlede om et system til symønstertilretning, som hedder Fit for Real People, og det er genialt. Nu har vi rodet med at arrangere det i over et halvt år, så det var et stort øjeblik faktisk at stå med underviseren foran sig i lufthavnen. Kurset gik rigtigt godt, og vi håber på at kunne arrangere anden del i foråret. Og jeg er nu superklog, og bare man dog kunne klemme sig ind i tidslomme i en uges tid og bare sy og sy ...
I en af børnehaverne er der en mor til et barn, som ikke virker sådan super tilfreds. Hun vranter tit over, at der er noget andet galt. Hun er begyndt at sætte sedler op til pædagogerne på barnets garderoberum og tøjkasse på badeværelse. Den første besked var “SOFIE SKAL SOVE I LANGÆRMET TRØJE!!”. Den næste besked var “HUSK HUE, NÅR HUN SKAL UD!!” Den tredje besked er “HUSK HJEMMESKO!!”. Så blev jeg til sidst så provokeret, at jeg sneg mig ud på badeværelset og tilføjede “HUSK UDRÅBSTEGN!!” Jeg synes simpelthen, at det er en uforskammet måde at kommunikere på!! Ikke særligt venligt!!
Friday, October 09, 2009
Jeg har stadig evindelig hovedpine og nakkeproblemer efter den dumme påkørsel i juli. Jeg har det dog generelt set bedre, jeg behøver efterhånden kun sjældent at hvilke mig midt på dagen, og jeg er friskere i hovedet og den slags, men mange småting udløser en kraftig reaktion. Jeg har f.eks. lige været til frisøren - sådan en omgang hårvask, frottering, rede-klippe-rede-klippe-børste og børste lidt mere, og jeg var klar til at kaste op i hækken på vej hjem. Pyyyh ....
Sunday, October 04, 2009
Pelle og Simon sad i bilen en dag, da vi var på Pletten for at slå græs, fordi græsslåmaskinen larmede, og det hader Pelle. De kan normalt sagtens sidde der og lege, men for tiden er Pelle meget glad for ure, og det er givetvis det, der blev uret i bilens endeligt. Jeg ved, at det i hvert fald er Pelle, der er dets banemand, eftersom uret var gået i stå på gerningstidspunktet, 15:06, og der sad han på forsædet. Vores ur i bilen er en af de store skiver på instrumentpanelet, og der stikker sådan en lille pind ud til at stille uret med. Jeg HADER ikke at have ur, så det måtte jeg jo så til mekaniker med - belejliget nok skulle den aldrende vogn alligevel derud. Jeg snakkede med mekanikeren om uret i telefonen, og han kunne slet ikke forestille sig, hvad der var sket, siden uret var gået helt i stå. Nå, men jeg henter bilen:
Mekaniker kigger på mig med tydelig undren: Hvad var det, du sagde, havde din søn ødelagt uret?
Anne: Yep. Det kan jeg se på tidspunktet.
Mekaniker (endnu mere undren): Så må han godt nok have mange kræfter. Han havde presset pinden tværs gennem printpladen, og der skal altså mange kræfter til.
Anne: Ja, det skal såmænd nok passe, det har han også, haha.
Mekaniker: Så jeg var nødt til at have hele instrumentpanelet ud og bestille et helt ur, for de ville ikke bare sælge mig printpladen, for den går normalt ikke i stykker alene.
Mekaniker mumler så lidt om, at nu får knægten nok en skideballe oven i den, han fik, da han havde ødelagt det, og jeg beroliger ham med, at det får han ikke. Den kommentar gav nok en vis indikation af regningens størrelse, men jeg har besluttet at grine af det, indtil regningen kommer.
Ligesom en læge engang spurgte “ser han godt?”, hvortil svaret var “ih ja, han kan se en postbil på flere hundrede meters afstand”, kan dette måske bruges som indikation på både fin- og grovmotorik? Manner, de unger.
Friday, October 02, 2009
Min yndlingschokolade er udgået! Hvor kunne de. Hvor kunne de. Snøft.
PS: Stadig ondt i hovedet, men generelt en lille bedring.
Friday, September 25, 2009
Jeg skulle hente en på universitetet i går, og jeg kom lidt tidligt (very unlike me) og holdt derfor og ventede ca. 15 minutter. Det var tørvejr, det begyndte at regne, folk fik fri og kørte, folk mødte ind for at gå til forelæsning, så jeg nåede at opleve en hel del på det kvarter. Jeg vil bare sige, at jeg godt kan forstå, at folks mobiler går i stykker - de unge mennesker tager dem jo frem i øsende regnvejr! Og tænk, at det stadig kun er uendeligt få studerende, der bruger cykelhjelm - jeg mener, på psykologi burde man da vide noget om hovedskader. Til gengæld var der ikke ret mange rygere ude i det elendige vejr. Og så kom der også en pige, der lod sine ear plugs rasle hen ad jorden, mens hun parkerede, med det resultat, at ledningen viklede sig grundigt ind i navet på baghjulet. Manner, hvor dumt.
Næh, da jeg var studerende, havde jeg en Nokia 2110 og en Nokia 3210, og dem havde man etui om for at kunne have dem i lommen, så de ikke støvede til indvendigt. Those were the days.
PS: Jeg har købt en orange vinterjakke på Ebay i England. Update følger, når den er kommet til huse.
Wednesday, September 16, 2009
Som bekendt har jeg to drenge. Ingen af dem har nogensinde haft nogen særlig mening om, hvilken farve deres tøj eller sko skulle have. På det punkt er der jo altså STOR forskel på drenge og piger. Jeg lytter med en vis misundelse til Lene, som kan have sin datter med i Stof og Stil, og så finder pigen noget, hun gerne vil have tøj i, og så syr mor det, og så er hun lykkelig. På den anden side er der jo også visse fordele i at kunne give ungerne hvad som helst på, så længe det er rent. Nå, men i går kom det store efterårskatalog fra H&M så ind ad døren, og jeg satte mig med Simon for at prøve at afæske ham en mening om vinterfrakke. Jow jow - selvfølgelig vælger han en orange jakke, som fås i str. 8-16 år. Og han blev rigtig gal, da jeg prøvede at spørge, om ikke også nogle af de andre var pænt. Nejnej. Så nu er jeg på jagt. Og på den. For selvfølgelig er sådan en u-op-drivelig. Det er bare ikke en farve, der er jakker i i denne sæson. For første gang har et af mine børn en mening om sit tøj, og så er det ikke til at finde. Iiiih….!
Saturday, September 12, 2009
Oprindeligt skulle vi have været på Pletten i dag for at høste, thi vi har ikke været der i et par måneder, og græsset står garanteret så højt, at der snart indløber en klage fra grundejerforeningen. Men så var Pelle trist og virkede til at have lidt ondt i maven, og så skulle vi ikke afsted. I stedet ville vi så tage i Storcenter Nord (så vi kom lidt ud af huset), og så ville Jesper købe nye bukser. Men så skulle vi lige det ene og det andet først, og da vi så ENDELIG skal afsted, så vil Simon pinedød ikke med. Han var træt og havde scoret sig en sut (hvilket normalt er helt utilstedeligt der midt på dagen, når man er 3 år), og han ville altså ikke med på udflugt. Så det endte med, at Jesper og Pelle tog afsted, og jeg er blevet hjemme hos Simon. Eller, “hos Simon” er vist egentlig en tilsnigelse, for han vil bare lege selv - så han trængte vist til en slappe af-dag i dag.
Vi er kommet godt i gang med træning med Pelle - mit hjerte svulmer, når vi sidder der og træner, han er altså bare dygtig, når han forstår, hvad der foregår.
Page 1 of 29 pages 1