Thursday, May 12, 2011

Vi træner jo med Pelle nogle eftermiddage om ugen, og i dag skulle jeg så træne med ham. Det er ikke så nemt kun at hente Pelle og lade Simon blive i børnehaven 2-3 timer mere, men det plejer lige at gå an, fordi en pædagog er lige ved Simons side og hjælper ham igennem. I dag gik det i fisk, fordi hans kontaktbog har været væk et par dage, så hans pædagog vidste faktisk ikke, at jeg ville hente Pelle, og så har de været til fødselsdag i dag, så Simon var træt. Da jeg kom, sprang Simon hen til mig og krammede mig, og han krakelerede helt, da jeg sagde, at han skulle blive, mens jeg trænede med Pelle. Hold da op. Han bad flere gange om at komme med hjem, mens han hang på mig, og til sidst opgav han og løb væk og sad og græd bag en busk. Argh, manner. Der var jeg godt nok ved at sk*de det hele et stykke og tage dem begge med.

Nå, men Pelle har haft lidt ondt i maven i formiddag, men han var ok igen, så jeg vurderede, at vi godt kunne træne. Da vi så kommer hjem, og Pelle lige har siddet lidt, kan jeg mærke, at han er varm. Bingo, 38,6 i feber. ARGH, FCUK, FCUK og )(#&/%/()#&/¤(&%! Så kan vi jo ikke træne, og så kunne jeg jo godt have taget Simon med hjem! For filan da.

Og så har Simon endda fødselsdag i dag. Sikke noget.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, April 30, 2011

Ørj, hvor vi glædede os til påskeferien, for så skulle vi ud og rulle! I efteråret nåede vi lige et par overnatninger, hvor bladene var begyndt at drysse af træerne, men nu skulle vi af sted på fire overnatninger og prøve vores nye lille fortelt og det hele. Vi hentede vognen hjem fra vinterhi hos bondemanden i Vitved, og så skulle den gøres klar. Der er altså nogle svaler i den maskinhal om vinteren, der skulle have en prop bagi, er der!

Så tog vi til Skiveren Camping oppe ved Hirtshals. Vi havde et gavekort, ellers var vi altså heller ikke kørt så langt for fire dage. Det tog tre timer plus pauser. Men der var dejligt deroppe! Tæt ved stranden, fine faciliteter (inkl. internet), vi boede lige ved siden af legepladsen, og der var minigolf og go-carts til udlejning. Vi havde ikke flere konflikter, katastrofer og udfordringer, end vi ville have haft hjemme i sådan en ferie, vi havde det bare sjovere ind i mellem.   Vi fik også høstet en del erfaringer omkring campinglivet og de ting, man skal huske at have med, så nu er vi lidt mere klar til næste gang - woot-woot!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, April 26, 2011

Vi har været på camping her i påsken. Det er gået godt, og vi har ikke haft flere konflikter, end vi ville have haft herhjemme, og jeg har også hængt nogenlunde sammen. Jeg vil her berette om en enkelt situation, som jeg har tænkt lidt over.

På campingpladsen var der sådan et stort børnebadeværelse med tre lave brusere, to babybadekar og nogle forskellige tingester, der kunne sprøjte vand, hvis de ellers var tændt. Vi skulle have ungerne vasket, så vi går derop. Først prøver vi at få dem overbevist om at prøve bruseren eller i det mindste få vasket deres tæer i bruseren, men det kan vi godt glemme. De går i ragende panik. De er bange for bruseren herhjemme også, men der var jo ikke noget almindeligt badekar. Det ender med, at de får hvert et babybadekar, hvor Pelle så sidder skruet fuldstændigt ned i det - han er 130 cm høj. Nå, til sidst er de rene, vi får dem tørret (det kan de ikke selv - Pelle kan dog tørre sig halvvejs, fordi vi er begyndt at træne det), og så render de lidt rundt og leger.

Ind kommer så en mor og en dreng på ca. 4 år. Vi hilser, drengene har hoppet med ham på hoppepude. Han tager tøjet af, hopper selv op i bruseren og holder selv bruseren over sit hoved, mens moderen vasker ham. Da de så er færdige, hjælper hun ham ud på gulvet, og han går selv i gang med at tørre sig. Hun siger så “jeg går lige ud og ser til de andre - husk at tørre dig mellem tæerne”, og så går hun ud, og knægten får sig tørret. Så kommer faren ind og giver ham creme på og sætte ham til at tage nattøj på. Ingen natble nødvendig. Jeg bliver lidt trist til mode, som vi sidder der i badeværelset, for hvor han den dreng dog meget, som mine drenge overhovedet ikke har begreb om. Vi taler virkelig skærende kontrast.

Til sidst tager jeg mod til mig og siger til faren: “Hvor har du dog en dygtig dreng, alt det han kan selv”. Og så svarer faren sådan lidt overbærende, måske endda med en snert af hån, og et hovedkast i retning af drengen: “Ja, LIGE NU er han dygtig.” - jeg tager endnu mere mod til mig og siger “Jamen, han er da dygtig!” - og faren svarer “Jaja”.

For dælen da. Jeg er klar over, at folk med almindelige, neurotypiske og normaltudviklede børn ikke aner, hvor heldige de er - og heldigvis for det, at de ikke har haft det modsatte inde på livet. Men du der hånlige far, vær dog for pokker lidt stolt af din knægt, når nogen roser ham! Fat dog, at det vil ingen på under 80 år sige den slags af høflighed. Det kan da sagtens være, at den dreng ikke altid er lige så nem og dygtig, som han var lige der på badeværelset, men helt ærligt. Årh, jeg blev sgu så træt af almindelige forældre lige der. Og hvad ligner det at sige den slags, når knægten hører på det? Tal lige om at ødelægge hans selvtillid - han har sgu da ingen grund til at være dygtig, når hans dumme far alligevel ikke værdsætter det. Klaphat.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, April 06, 2011

Så er Simon startet i den nye børnehave, som også er Pelles børnehave. Det har været en hård uge for mig, må jeg indrømme. Da Pelle i sin tid skiftede børnehave, fordi de ikke havde ret meget fokus på hans udvikling, var det jo nemt nok - der var de jo bare nogle idioter, som man ikke kom til at savne, og sandt at sige havde Pelle ikke haft det sådan supergodt der.

Men Simon skulle nu forlade den børnehave/vuggestue, hvor han har gået i fire år. Han har ikke altid haft det lige godt, men de har gjort, hvad de kunne. Hvor de voksne er skønne og dejlige, omend fortravlede, hvor jeg har snakket løbende med mange om, at Simon græd sådan, når han blev afleveret, at han bed de andre børn, og alt muligt andet. Jeg har krammet en pædagog, da hun gik akut kold med stress og pludseligt gav sig til at sidde og græde midt i det hele, jeg har repareret deres sofabetræk og udklædningstøj og syet nyt til dem, og jeg har givet dem slik og kage til jul og sommerferie. Den børnehave var det sted, hvor jeg var helt almindelig mor, der boede i den anden ende af villakvarteret og mødte de andre forældre i Fakta. Jeg har haft nogle voksne at sludre kort med, når jeg kom, og det er faktisk ret rart, når man er sygemeldt, for så møder man ikke ret mange tilfældigt.

De sidste seks uger, hvor han har haft støtte på, har han haft det rigtigt godt. De andre børn har villet lege med ham igen, de har sagt højt til hans støtte, hvor dejligt det var, at han ikke længere bed dem, og han har været meget gladere. Tænk at skulle flytte ham netop, som han var blevet så glad for at være der igen.

Alt det skulle Simon sige farvel til, men det var i høj grad også mig, der skulle sige farvel til normaliteten. Indtil nu har diagnosen mest udmøntet sig i ord, tanker og nære handlinger, men en børnehaveflytning er virkelig en stor, fysisk manifestation af, at DER ER NOGET GALT. Selvfølgelig er det for det bedste, og det er det, der skal til. Al god vilje (og mange af dem holdt også virkelig meget af den lille bandit) til trods vil de ikke kunne give ham det, han har brug for, så det er godt, at det bliver sådan - godt, at Pelles børnehave har givet os den mulighed allerede nu og ikke først til sommer, hvor der først reelt var ledige H-pladser (det er pladser til børn med særlige behov). Til gengæld gik det op for mig i går morges, da Simon og jeg travede op mod børnehaven, at nu får jeg faktisk lov til at opleve en normalitet, jeg ikke før har oplevet: At have begge mine unger i den samme børnehave. Det var jo meningen for længe siden, da vi flyttede herud, men Pelle startede jo så aldrig i den lokale. Som de siger på engelsk: There is always a silver lining.

Så altså: Farvel til gammel børnehave og goddag til ny. Simon græd virkelig meget, da han en uge før fik at vide, at han skulle skifte, men i løbet af ugen vænnede han sig til tanken, og de var på besøg derhenne. Det hjælper selvfølgelig, at han kender børnehaven og er kommet der masser af gange de sidste to år, og så har han jo Pelle i nærheden, trods alt.

Et par dage inden flytning hang vi ud deroppe et par timer en eftermiddag og så bl.a. hans nye rum. Her er Pelle og Simon ved at prøve, om det passer - og ja, det er ude på badeværelset, men fordi han er et ekstra barn, så har de faktisk ikke plads i garderoben til ham.

Vi gav de voksne i den gamle børnehave en gave. Jeg lavede en filtkurv til deres nyindrettede personalerum (som først skulle have været med pink puder, derfor købte jeg pink, men så var de limegrønne i stedet, og så måtte jeg jo lave en limegrøn “blomst” på den), fyldte den med slik og en 3 liters-vin til deres næste personalefest.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, April 03, 2011

Vi har købt et nyt fortelt. Vi havde formanet hinanden om, at vi under ingen omstændigheder skulle købe noget nyt, før vi havde prøvet det gamle af, så vi var sikre på, hvor lidt plads vi kunne nøjes med, hvor døren skulle være og bla bla bla. Men altså ... det gælder simpelthen om at få det campinghalløj indrettet, så min dumme nakke og hvad der ellers gør ondt ikke blive overbelastet. Det fortelt, der fulgte med vores campingvogn, er virkelig tungt, så det ville kræve mindst to voksne at sætte op. Hvem skal så løfte i stedet for mig, og hvem skal så holde øje med ungerne i mens? Så derfor har vi nu købt et letvægtsfortelt, som vejer 16,5 kilo og kan sættes op af én mand. Teltet kan ses her: http://www.tent-tents.com/overzichtpagina3.asp?cat=2&id=12&arid=7310 - tanken med at købe et telt med en oplukkelig side er, at så kan man bære havebordet ud og ind alt efter, hvor godt vejret er - jeg er lidt kuldeskær, så der skal være godt vejr, før jeg vil sidde ude, men med sådan et udhæng kan man sidde ude, sidde i teltet med udhænget lukket op, helt inde i teltet og helt inde i campingvognen. Så har vi da noget at vælge i mellem. En sten faldt fra mit hjerte, og nu glæder jeg mig endnu mere til første tur.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

I et akut anfald af forårsglæde gav jeg mig til at google opskrifter på kammerjunkere. Så stødte jeg på den her: http://www.idenyt.dk/artikler_show.asp?show=14798

Ingredienserne er:
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 tsk vanilje eller revet skal fra en økologisk citron
35 g sukker
75 g smør eller margarine
1 æg
1/2 dl mælk - vælg variant alt efter, hvor meget fedt, du ønsker i kammerjunkerne

Nåja! I 50 ml skummetmælk er der 0,05 gram fedt, og i 50 ml sødmælk er der 1,75 gram fedt. Vi har lige puttet 75 g smør i, så valget af mælk er VIRKELIG udsalgsgivende for den samlede fedtprocent. Mmm-mmm!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, March 05, 2011

Dette indlæg er “navnefrit”, så jeg undgår at pege fingre. Men jeg er virkelig mystificeret over dagens oplevelse, så jeg bliver nødt til lige at dele det lidt.

Jeg købte en ny overlock-symaskine i august. Det var lidt et trøstekøb - jeg havde fået feriepenge, og jeg var bare så træt af hovedpine, så NU ville jeg have noget lækkert! Jeg byttede en gammel i købet, som jeg har haft i mange år, så jeg vidste godt, hvordan man skulle bruge netop sådan en, men jeg kunne ikke rigtigt få den nye til at makke ret. Det er en topmodel inden for overlockere, så den burde jo være til at gå til. Nå, men måske jeg bare skulle lære den nye fine at kende - den gamle var et hakkebræt af en anden verden. Den bliver ved med at drille mig, og i oktober ender jeg så med at tage den ud til forhandleren, hvor mekanikeren tester den, og de kan ikke finde noget galt. Da jeg forklarer, hvornår det går galt, og at det ikke sker, når man bare tester med to flade stykke stof, er svaret “jamen, vi kan ikke sy”. Men vi aftaler så, at der bliver sendt en syprøve til importøren. Tre uger senere skal jeg på kursus i butikken, og der er svaret så “syprøven er blevet væk”. Der bliver lavet en ny, og den hører jeg heller aldrig noget om. Jeg begynder tydeligt at fornemme, at de simpelthen ikke tror på mig. Jeg ringer et par gange, og han lover at ringe, når han hører noget, men jeg hører aldrig noget. I december ringer jeg igen, og der bliver aftalen så, at han vil tale med en anden mekaniker, som måske kan tage den med hjem og kigge på den i den efterfølgende uge, og så vil han lige ringe tilbage - og jeg hører ikke noget. Jeg ringer igen i januar, men han har stadig ikke hørt noget fra de teknikere, der skulle kigge på syprøven. I midten af februar får jeg nok og tager derud med den og får ham til at sende den til den anden mekaniker. Så følger et par runder med “han er lige ved at kigge på den nu” , uden at det passede, men til sidst blev den repareret, og i onsdags ringer jeg så derud for at høre, om den var på vej, og “ja, den er sendt, jeg ringer, når den er her”. Ikke en lyd. I dag ringede jeg så og fik at vide, at den var kommet torsdag, men at mekanikeren ikke havde sendt sedlen med, så han havde ikke mit nummer. (Nå nej, du har ikke mit nummer - jeg er jo også kun i din kundedatabase.)

Nå, men jeg hentede den så. Jeg kan ikke finde ud af at skælde ud i den slags situationer, så jeg var tilpas afdæmpet.
Anne: Synes du selv, at jeg har fået god kundeservice i den her sag?
Mand: Jamen, det er da ikke min skyld, at telefonnummeret ikke var med!
Anne: Jamen, du har ikke mindre end otte gange siden oktober lovet at vende tilbage til mig, uden at du har gjort det? [nævner et par eksempler]
Mand: Så har jeg nok ikke haft noget at vende tilbage med.
Anne: Hvorfor har du så ikke fulgt op på det hos dem, du skulle have svar hos?
Mand: Det har jeg nok ikke haft tid til.
Anne: Tid? Jamen, du lever vel af dine kunder?
Mand: Hvis du har en kvittering, kan du få pengene tilbage. Så slutter den bare der.
Anne: Øh ... altså, jeg vil jo gerne handle hos dig, men jeg vil ikke være til grin på den måde.
Mand: Hvis du har en kvittering, kan du få pengene tilbage. Så slutter den bare der.
Anne: Øh, okay. Det tænker jeg lige over. God weekend. (og så smuttede jeg)

Say what? Nu har jeg selv arbejdet med kundeservice i en del år - hvis en kunde ringede til mig og rykkede for noget, så ville jeg da følge op på det. Jeg ville da tage alvorligt, hvis sagen havde strukket sig, og kunden havde ringet om det samme før. Og jeg ville da aldrig svare “det har jeg ikke tid til”. Og hvis en kunde havde haft en dårlig oplevelse, så sørgede jeg da for at beklage det, sige noget udglattende og så rent faktisk prøve at komme kunden lidt i møde og gøre noget ved det. Jeg har tidligere i forløbet forklaret ham, at jeg var rigtigt træt af, at der ikke skete noget i sagen, og jeg var ked af at have en state-of-the-art-maskine, der ikke virkede ordentligt, så der var da ikke så meget at være i tvivl om.

Så nu overvejer jeg, om jeg benytte mig af tilbuddet og levere maskinen tilbage. Jeg har ikke engang testet endnu, om den virker ordentligt efter reparationen, for jeg er faktisk rigtigt ked af den oplevelse. Og det overrasker mig, at det går mig sådan på. Jeg fik maskinen til en god pris i august, så jeg vil ikke kunne få samme maskine et andet sted for de penge, jeg får tilbage. Men måske er jeg i virkeligheden ligeglad, måske ville jeg blive mere glad for en anden. Suk. Det er ikke lige det, man regner med, når man køber en topmodel inden for bedste mærke på markedet.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, February 26, 2011

Pelle har været on/off syg med feber og mavepine i fire uger. Der har været tre omgang med feber af et par dages varighed, og mavepinen har været stort set konstant. Der er nok også lidt “rille” i det - det er jo rart og bekvemt at tusse rundt herhjemme med mor eller far og slippe for de store krav. I hvert fald er han blevet meget kravsafvisende og decideret rigid på nogle områder - manner, den knægt mangler noget modspil. Nu satser vi på, at han kan komme i børnehaven igen på mandag.

Sidste onsdag startede der en støttepædagog til Simon i børnehaven. Hun skal være der i seks uger, og så flytter Simon hen i Pelles børnehave. Så godt nok er det en midlertidig foranstaltning, men hold da op, hvor har det bare været godt for ham. Umiddelbart tænkte jeg, at alle børn ville blive glad for øget voksenkontakt, men der siger de i børnehaven, at de fleste børn helst ville være fri for det, så ingen tvivl om, at det gavner ham lille Mons - og at han ved, at det er godt for ham. Nu sidder han f.eks. og spiser sammen med fire andre børn og en voksen i et andet rum, hvor han før sad med to voksne og alle de andre børn, og det betyder, at han nu har ro nok til faktisk at kunne få spist noget. Han har siddet og klippe og limet ting til sit fastelavnsris i løbet af ugen, fordi der er en voksen, der kan hjælpe ham med at koncentrere sig og hjælpe med finmotorikken. Og han var så stolt. Årh, hvor er det godt, at han endelig får nogle succesoplevelser. Og vi får en helt anderledes Simon hjem - før var han træt og frustreret hver eneste dag, nu kommer han de fleste dage glad hjem. Ah ... vi nyder vores åndehul.

Om et par uger går det løs igen, når han skal skifte børnehave, og vi skal snakke med kommunen igen (det koster nogle gange mange kræfter), men lige nu nyder vi orkanens øje.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, February 19, 2011

Nu viser det sig så, at drengen, der malede grafitti på Jellingestenen, har autisme.

http://www.bt.dk/krimi/autistisk-dreng-bag-jellingsten-graffiti

“Han kan ikke skelne mellem rigtigt og forkert”. Det bliver interessant at se, hvad kommentarerne bliver på det i løbet af de næste dage. Jeg kan ikke umiddelbart forudse det. Hvis det havde været en dreng med ADHD, så havde den fået hele armen med dårlig opdragelse, forkerte diagnoser og råben og skrigen om, hvem der ikke havde gjort det godt nok.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, February 18, 2011

For meget lang tid tiden spurgte Simons børnehave mig, om jeg ville sy dem noget udklædning til eventyr. Det ville jeg gerne, for der var ikke nogen deadline, så det kunne jeg sådan proppe ind, når det passede. Tiden gik, og de havde lidt svært ved at komme i omdrejninger om, hvad de ville have og sådan, men til sidst blev de enige med sig selv om, hvad de gerne ville have, det var så i efteråret, men de ville gerne have, at der blev købt ind inden nytår, for det var i det indeværende regnskabsår, at de havde fået lov at bruge pengene. Så jeg købte ind, så kom Simons diagnose, så kom beslutningen om, at han skulle flytte børnehave, og pludseligt var det ikke særligt fedt at stå med alt det udklædning, der skulle sys, når nu Simon aldrig ville få gavn af det. Nå, men jeg bed tænderne sammen og fik det lavet, og så slemt var det selvfølgelig heller ikke, og de blev da også glade for det. Men selvfølgelig havde det været sjovere at bruge al den tid og ikke mindst energien på noget til mig selv eller ungerne.

Jeg har skrevet et lidt mere synørdet indlæg om det ovre på Syforsyningens blog, og der er billeder af menageriet også. http://syforsyningen.blogspot.com/2011/02/kostumer-til-klods-hans.html

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, February 07, 2011

En god veninde har været syg og sengeliggende pg plaget i TO UGER først med det ene, og så med det andet. Derfor bagte jeg en omgang cookies til hende. Jeg lavede en flipflapper (som kan hedder mange ting, se her) som kort og inderst inde stod der så, hvem det var fra. Jeg tog derud for at aflevere. De har en laaaang indkørsel. Jeg sneg mig op til huset, stillede kagedåsen på dørtrinnet, bankede hårdt på, og så spænede jeg halvt ned ad indkørslen og gemte mig bag hækken for at tjekke, om døren blev åbnet. Da den så blev åbnet, spænede jeg ned til bilen, sprang ind og kørte. Desværre havde jeg glemt, at vejen i min holde-retning er blind, hvis jeg nu havde været ordentligt forberedt, kunne jeg have kørt min vej hurtigere. Derfor måtte jeg køre op ad vejen og holde og vente lidt i tilfælde af, at nogen gik ud for at kigge ude ved vejen, inden jeg kørte hjem.

Og hvor kommer ungdommeligheden så ind? Jo, jeg følte mig som en 9-årig igen, da man lavede dørklokkefis, da jeg sad og fnes bag hækken.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, January 31, 2011

Jeg synes, at jeg de sidste par måneder er rendt ind i lidt for mange tumper. Eller bare folk, der opfører tumpet og for dårligt. Så er det, at jeg må tage mig selv solidt i nakken for ikke at gøre eller sige noget, jeg enten kommer til at fortryde, eller som kommer til at involvere politiet og min straffeattest. Eller begge dele.

How people treat you is their karma; how you react is yours.  ~Wayne Dyer

En god lille sætning at gå og mumle, synes jeg.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Thursday, January 27, 2011

Jeg var i Stof og Stil her forleden, og mens jeg står og leder efter noget på en reol, kommer der en mor med sin datter på ca. 6 år travende efter en ekspedient. Moren siger så: “Ja, jeg skal have noget sort strækstof, det skal være det allerbilligste, du har, det er jo bare til fastelavnstøj”, mens hun ler lidt overbærende.

Jeg forstår til en vis grad rationalet - men sådan en kommentar kan da ikke undgå at gøre pigen ked af det. Og få hende til at føle sig, som om hendes fastelavnstøj ikke er noget værd. Der er godt nok mere følsomme måder at sige den slags på. Hrmf.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, January 25, 2011

Jeg bryder mig i virkeligheden meget lidt om ordet “håndarbejde” - det lugter simpelthen så gammelt. På den anden side bryder jeg mig heller ikke ret meget om den nye trend med “krea-“altmuligt. Kreablog, kreapiger, krearum, kreapause, kreaaften, kreakasse, Jeg synes, at det bruges for løst - bare man limer en en perle på en æske fra et færdigt sæt, så er man simpelthen så krea! Der mangler lidt substans og respekt for ... ja, håndarbejde. Jeg mangler noget midt i mellem, og jeg ved godt, at jeg er lidt umuligt på det punkt. Hvis jeg spredte mig til mere end syning, så havde jeg ganske givet et andet syn på den sag. Jeg hverken strikker, hækler, broderer, maler, laver blomsterbinding, scrapbooking og den slags, og måske er jeg i virkeligheden ikke ret kreativ. Jeg læser med dyb undren og respekt om folk, der kan kigge ud på vejret og lade sig inspirere til en kjole, være i et andet land og blive inspireret til en kollektion af mønstre, eller som høre noget musik og pludseligt kan male et fantastisk billede. Jeg fatter ingenting af det. Det er sikkert derfor, at jeg ikke sådan er specielt “fashion forward” - jeg ser ingen tendenser. Men måske ser jeg i det hele taget ikke så meget, jeg kommer jo ikke ret meget ud (det ser man så også på mit nys målte D-vitamin-tal, som er i kategorien “svær mangel”).

Nå, men i den forbindelse var jeg inde på Unikalks hjemmeside, hvor der var et spørgeskema. Og hvor blev jeg dog glad! Se her engang:

Selvfølgelig er det et reklamebureau eller noget lignende med fingeren på pulsen, der har formuleret det. Og undersøgelsen vidste, at jeg er kvinde. Men det viser, at håndarbejde er blevet så naturlig en del af moderne kvinders liv, og det kan man da kun være glad for.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, January 23, 2011

Her er vores nye bil #2. Skoda Felicia 1,6 1997. Den minder meget om vores gamle Skoda, som er en stationcar, og den havde helt klart den store udstyrspakke, som den lille her ikke har - det betyder, at den ikke har splitbagsæde, centrallås og servostyring. Puha, det med den manglende servo skal man lige vænne sig til, jeg var helt lam i armene af at køre hjem via de små gader i Århus C, da vi lige havde købt den.   Men fin er den, og den eneste ting, der skal repareres her og nu er bagrudeviskerens motor.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget