Sunday, July 19, 2009
Vi har været på en uges ferie, og det har været en rigtig god ferie! Tidligere ferier med Pelle har ikke været nogen særlig succes. Han har ikke kunnet finde ro, og vi har ikke slappet det mindste af, fordi vi bare har krisestyret hver eneste dag. Derfor snakkede vi meget om, om vi overhovedet skulle på ferie, og hvad vi skulle prøve. Vi var ret hurtigt enige om camping, vi snakkede allerede sidste år om, at det da kunne være dejligt at have en lille campingvogn, så vi ville prøve at leje en campingvogn. Vi var så for sent ude til at finde sådan en, så vi endte med at leje et på forhånd opslået familietelt på Trelde Næs campingplads nord for Fredericia. Det var et godt valg! Vejret artede sig udmærket, der var ikke meget regnvejr. Vi boede lige ved siden af en legeplads, så ungerne var derovre flere gange om dagen, der var ikke alt for tætpakket, der var badeland, strand og daglige traktorture rundt på pladsen. Ungerne var nærmest glade fra morgen til aften, var på legepladsen, lege med sæbebobler, læste bøger, så en enkelt film en træt dag, var et par gange i badeland, nåede tre ture med traktoren plus en til nærmeste fritidslandbrug med heste og får, prøvede at blive trukket rundt på en hest, var ude og cykle på store mooncars og alt muligt andet. Turen til Givskud var ikke nogen succes, det skal vist lige vente et par år, før de kan se det sjove i det. Dyrene var vist for langt væk, og når det sjoveste sådan en dag er en tur med en traktor forklædt som tog, er det vist lidt skudt ved siden af.
Om aftenen kunne Jesper og jeg sidde og snakke og læse, drikke en enkelt sjus og lige tjekke dagens nyheder på det trådløse.

Vi er ikke blevet mindre begejstrede for tanken om en lille campingvogn, for campingplads var altså hyggeligt. Selv det at trave op og vaske op og sludre lidt med de andre er hyggeligt. Det biver spændende, hvornår vi får os sådan en tingest. ![]()
Tuesday, July 07, 2009
Simon og Pelle synger som bekendt en del for tiden. For tiden synger Simon “Ride, ride, ranke, hesten hedder Abildgrå, den skal Simon ride på” - sådan, teoretisk, i hvert fald. For han bor jo i Århus, og så bliver det “Riie, riie, ranke, hesten he-er Abildgrå, den skal Simon ride på” - og det er SÅ irriterende med de manglende d’er, når han godt kan sige “ride” korrekt i sidste sætning. Og nu er Pelle (som jo gentager visse ting 1000 gange i nøjagtig gengivelse) også begyndt med “riie, riie, ranke”, men det er så det eneste, han synger. Det bliver en lang sommerferie…
Saturday, July 04, 2009
For tiden er Simon lige så gammel, som Pelle var, da vi/man fandt ud af, at han har autisme. Det tænker jeg rigtigt meget over. Ingen tvivl om, at der er himmelvid forskel på Pelle 3 år og Simon 3 år. Faktisk så kæmpestor forskel, at jeg ikke FATTER, at der ikke var nogen, der råbte vagt i gevær, for hvis man bare vidste lidt om børn på 3 år (hvilket vi jo ikke gjorde, i sagens natur), var det da så klart og tydeligt som som amen i kirken, at noget var helt galt.
Friday, July 03, 2009
For et stykke tid siden snakkede Pelle om, at jeg skulle sy et skelet til ham, som man kan tage på. Mens jeg spekulerede på, hvordan jeg dog slap afsted med det, holdt han op med at tale om det, og jeg åndede lettede op og håbede, at Føtex snart får skelet-nattøj igen, så jeg kan slippe ud af pinen.
For tiden er ungerne helt vilde med at synge “Tre små kinesere”, så hvad har Pelle nu fundet på, at jeg skal sy til ham? En KONTRABAS! “Mor, så skal du sy en kontrabas til mig, som man kan spille på, på din flotte, flotte symaskine”. Altså, man kan da kun knuselske ham for at mene, at selvfølgelig kan mor sy alting, ligesom han forventer, at far har ALT det lego, som der er i kataloget, man skal bare hente det oppe på værelset, men hvordan dælen skal jeg sy en kontrabas, man kan spille på?! Jeg gav mig til at forklare ham, at man ikke kan sy en kontrabas, man kan sy bluser og bukser og leopardkostumer og hundekostumer, og så blev han så ked af det og blev ved med at insistere, og så lod vi det ligge lidt. Så gav han sig så til at tale om skelettet igen. Hvis nogen kender historien om Peddersen og Findus og nissemaskinen, så har jeg det cirka ligesom Peddersen…
Nu har vi boet her i lidt over to år, og der har altid været sådan en periodevis stank af kloak. Nogle gange mere end andre, i perioder ingenting, i perioder kunne her stinke en hel uge ad gangen. I bryggerset, gangen og de to badeværelser. Vi troede derfor, at det havde med kloaken at gøre. Vi har spurgt mange, hvad det mon kunne være, og alle har sagt “vandlåsen er tørret ud, smid en spand vand derned”, og vores svar har altid været “jamen, vi bruger jo alle vandlåse hver dag, og vi har prøvet”, og svaret har altid været “jamen, det kan ikke være andet”. Man kunne også lugte det, når man havde været i bad udenpå og gik ad trappen. Når der har været stank, har vi snust rundt - alle afløbsriste har været snust til, bag toilettet, sågar nede i krybekælderen har vi været, og vi har ikke kunnet lokalisere kilden. Nogle gange har vi kunnet stå uden for døren og lugte det. Da vi havde rotten på besøg i toilettet og efterfølgende havde kloakinspektion med kamera, bad vi dem tjekke, om de kunne finde noget, der kunne forårsage den infame stank. Ingen resultat.
Nå, i denne uge fik min stakkels mand nok! Derfor ringede jeg til det lokale vvs-firma med et “ja, jeg ved ikke, om I kan hjælpe mig, men ...” - og ud kom en venlig ung mand nogle dage senere. Han lyttede venligt til min mærkværdige forklaring “ja, nogle dage lugter det, og nogle dage ikke, og i dag lugter det desværre ikke rigtigt, og ...”. Han undersøgte hovedafløbet, han undersøgte faldstammen, han rykkede i alle rørene til førstesalen, han satte mig til at trække ud og tænde vandhaner rundt i huset, han tænkte og tænkte, og så gik han ovenpå på badeværelset. “PUUUUH, siger han så, da han går derind, “det kan jeg godt lugte!” - og jeg kunne virkelig ikke lugte noget. Hvor skræmmende, at man kan vænne sig så meget. Nå, men han undersøgte løs igen. Vi havde tidligere talt om udluftning af faldstammen, og nu kravlede han så ud i skunken (som også er udhænget på huset) ved siden af badeværelset. Badeværelset ligger over gangen, bryggerset og skunken er over hoveddøren. Derude flytter han en del rockwool og noget flamingo, og så taler han om stanken igen. Jeg stikker hovedet ud til ham og må give ham ret, der lugter lidt. Der er ikke meget plads, ret beskidt og langt over 30 grader ude i skunken - stakkels mand. Så beder han mig trække ud i toilettet, og så lyder der et PUUUUUUH ude fra skunken, og der vælter kloakstank ind gennem lemmen, og han skynder sig ud!
Det viser sig så, at der ude i skunken, lige over hoveddøren, er et rør, som giver udluftning af faldstammen. På det rør skulle have været påspændt et flexrør, som førte op på taget - det flexrør var så faldet af, og det betød, at udluftningen foregik i skunken. Det forklarer jo ligesom en del! FØJ, MANNER! Derfor har vi ikke kunnet lufte ud og slippe af med stanken, derfor har det lugtet uden for hoveddøren, derfor har vi ikke kunnet finde kilden, derfor derfor derfor. Og når det har blæst, har det jo blæst op under udhænget, og kloakstanken er blevet blæst ind i huset.
Den flinke unge mand fandt et nyt spændebånd ude i bilen, kravlede i skunken igen og satte to rør sammen. Jeg fandt ham en kold cola og havde nær krammet ham, inden han gik. Det her foregik torsdag formiddag, og jeg er stadig FULDSTÆNDIG I EKSTASE over, at her OVERHOVEDET IKKE LUGTER AF KLOAK NOGEN STEDER! For dælen, havde man dog bare ringet for to år siden.
Wednesday, July 01, 2009
... boede vi her: Brand i Frederiksgade 34 - lige netop i den lejlighed, hvor branden startede, 1. tv. Over halvdelen af lejligheden er udbrændt. Jeg vil tro, at det er første gang nogensinde, at nogen i den ejendom har været glade for, at Buddy Holly har åbent til kl. 5 om morgenen… Beboerne på 3. sal fortæller, at diskoteksgæsterne fik dem banket op - det er faktisk helt godt gjort, for soveværelserne i de lejligheder ligger 15-18 meter(!) fra døren til opgangen. Og gad vide, hvordan de overhovedet er kommet ind i opgangen, for der er lås på porten og på hoveddøren (det var der i hvert fald dengang). Meget dramatisk. Over halvdelen af lejligheden er udbrændt. (I artiklen står nr. 36, men det er altså nr. 34.) Her er en artikel mere: Brand
Thursday, June 25, 2009
Jeg vågnede kl. 6 i morges, da Simon stod og kaldte.
Simon: Det er varmt, mor ...
Anne: Har du det varmt, lille ven?
Simon: Du skal tørre min næse. Det er varmt, mor. [han mister allerede her tålmodigheden med mig og finde en rulle toiletpapir til mig]
Anne (lidt undrende): Ja, så kom herhen, min skat ....
... og nu var jeg så vågen nok til at se, hvad der foregik. Knægten havde det vildeste næseblod fra begge næsebor - det var blodet, der var varmt, og det løb ned ad ham. Hans bluse var sølet ind, og han havde blod i hele hovedet og op og ned af både arme og ben. Ned og ligge og slappe af, og så fik jeg ham vasket lidt, og han faldt så meget til ro, at det holdt op med at bløde. Så kunne jeg komme ind på hans værelse og rydde op - det lignende et slagtehus. Jeg gad nok vide, hvordan han kan komme så galt afsted i søvne. Børn har altså helt særlige evner…
ETA: Det skal lige indføjes, at gemalen også var del af næseblodskaos. Beklager, at jeg fik det til at lyde, som om jeg ene kvinde måtte kæmpe mod masserne.
Tuesday, June 16, 2009
Det er meget forskelligt, hvornår folk føler, at de begynder at blive gamle. Rynker? Ondt i ryggen? Reparationsalder? Større skostørrelse? Når de indre organer begynder at synke lidt nedad, og taljen udvider sig? I går rykkede det lidt for mig: Jeg var til tandlæge, fordi jeg har tyggeondt i de to kindtænder, jeg fik ordnet for to måneder siden. Det viser sig, at da jeg fik boret, da jeg skulle have skiftet fyldninger, er tænderne revnet ned i tandbenet, og derfor giver de sig, når jeg tygger med dem. Begge to. Og det er rigtigt træls, for det kan ikke gro sammen. Så først skifter man hele tyggefladen ud med plastic. Hvis det ikke virker, kan man sætte en krone på. Og måske skal man have tænderne rodbehandlet. Og hvis man er rigtigt heldig, skal man have dem trukket ud.
Jeg venter lige et par måneder også ser, om ikke tanden bare vænner sig lidt til de for så vidt stadig lidt nye plasticfyldninger. Tandlægen sagde, at det ikke bliver værre, men i den lille folder med billedet af den flækkede tand, som jeg fik med hjem, står der, at hvis man ikke gør noget, risikerer man, at himmelen falder ned i hovedet på én. Så jeg skal vist tage nogle valg. Bah.
Monday, June 15, 2009
![]()
Things are a bit tough around here, men de sidste dage er jeg begyndt at kunne falde i søvn af mig selv relativt hurtigt, så jeg kan mærke, at det går den rigtige vej. Oh, I like. Jeg har lavet en Wordle fra Wordle.net her på bloggen - og jeg hæfter mig ved det største ord i den, maler den på min venstre arm med spritpen og råber YES!
Tuesday, May 26, 2009
14 gode boller - langtidshævede
12,5 g gær
2 tsk salt
2 tsk sukker
5 dl koldt vand
- rør sammen.
5 dl hvedemel
5 dl speltgrahamsmel (eller alm. grahamsmel)
- rør i. Det skal være klistret. Hvis du vil have lettere boller, så brug mindre grahamsmel og mere hvidt mel.
Der skal være plads til, at det kan hæve til cirka det dobbelte. Sæt låg eller vitawrap på og sæt i køleskabet (eller køligt) i 12-24 timer. Tag en stor spiseske og sæt passende klatter dej på en bageplade. Bag i 12-15 minutter ved 200 grader.
Tuesday, May 19, 2009
I dag var jeg på suppestegogis med tidligere kolleger fra skobranchen, Linda og Signe. Eneste indvending mod caféen er, at de staver “laks” og “okse” med x - lax er altså ikke en fisk, og oxe er et efternavn. Maden var fin nok.
Jeg tror ikke, at jeg har grinet så meget og så inderligt i mindst en måned. Jeg kan mærke det i maven endnu, og det var virkelig tiltrængt. Vi havde en “kaffeaftale”, og tidspunktet blev sat til 12:45, og jeg tænker mig overhovedet ikke om, da jeg spiser lidt frokost, inden jeg tager afsted. Det havde nok været naturligt at tænke “frokostaftale” i stedet. Nå, men jeg tager forskud på aftensmaden og spiser en anden omgang frokost sammen med de to andre, og så griner vi ellers igennem i to timer, mens vi taler om jobsøgning, gourmetmad, det stik modsatte af gourmetmad, lidt om skobranchen, lidt om mænd og lidt om alt muligt. En skøn eftermiddag. Det kan kun blive godt, når vi skal mødes med den gamle skobranche om to uger.
... som han kunne vise med fingrene. I tirsdags blev Simon tre år gammel, og han blev fejret af besøg fra vuggestuen, og i søndags blev han fejret ved det store familieræs, begge dele var rart og hyggeligt.



De sidste par måneder har han rykket sig helt vildt, det gør de jo gerne i ryk, og nu kan vi have hele samtaler med ham, og han kan sige rigtigt mange ting, og man kan høre, at tænkeren kører på fuld damp. Hvor er det skønt at være vidne til. Min lille store dreng.
Saturday, May 16, 2009
Jobsøgning er naturligvis noget, jeg bruger tid på. Ingen tvivl om, at der til visse stillinger er helt vildt mange ansøgere. Helt vildt. Det kan så aflæses i nogle jobopslag. I gamle dage, når man så et superspecifikt jobopslag, kunne man i reglen gå ud fra, at de allerede havde kandidaten, men at de af en eller anden årsag skulle slå stillingen op. I vore dage er det nok snarere, fordi de ønsker at indskrænke ansøgerfeltet, så de hurtigere kan sortere i de mindst 185 ansøgninger - eller sikre, at de ikke modtager det tredobbelte. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er årsager til det jobopslag, man kan finde herunder, men jeg må godt nok sige ... holdaop. Tror de virkelig selv, at de finder sådan en? Man får jo hovedpine af LIX-tallet alene.
—————————————————-
Koordinator for rekruttering af studerende
AARHUS UNIVERSITET , Århus
Aarhus Universitet søger med tiltrædelse snarest muligt og senest 1. august 2009 en koordinator for rekruttering af studerende (AC-fuldmægtig). Stillingen er nyoprettet og tidsbegrænset for 1½ år med mulighed for fastansættelse efter evaluering af projektet.
Du skal som koordinator dels fungere som idégenerator for Aarhus Universitets rekrutteringsarbejds¬gruppe og dels være med til at sikre, at arbejdsgruppens egne ideer og planer omsættes i praksis. Du skal primært varetage udviklingsopgaver frem for driftsopgaver. Som koordinator skal du samarbejde med og have din gang blandt Aarhus Universitets hovedområder og centrale afdelinger samt universitetets eksterne samarbejdspartnere.
Koordinatoren vil blive ansat i Kommunikationsområdet og referere til vicedirektøren for kommunikation. Da hovedparten af jobbet skal udføres i tæt samarbejde med formanden for rekrutteringsarbejdsgruppen, får du kontorplads dels på det centrale Informationskontor og dels ved formanden for rekrutteringsgruppen.
Baggrund for stillingen
Aarhus Universitet ønsker at styrke arbejdet med tiltrækning af studerende. Derfor har rektoratet nedsat en rekrutteringsarbejdsgruppe, der sammen med den nye koordinator skal sikre anvendelse af ‘best practice’ fra de mange aktiviteter, der foregår på universitetets ni hovedområder. Desuden skal koordinatoren foretage analyser og skabe nye interne og eksterne kontakter, der kan styrke og kvalificere Aarhus Universitets rekrutteringsaktiviteter rettet mod kommende studerende.
Opgaver
Du skal blandt andet
- afdække, inspirere og videndele ‘best practice’ fra enkelte hovedområder til de øvrige
- styrke sammenhæng og synergi mellem hovedområdernes rekrutteringsaktiviteter - såvel nye som eksisterende
- understøtte implementering og koordinering af (nye) rekrutteringsaktiviteter på tværs af hovedområderne
- indsamle og videndele ‘best practice’ til hovedområderne fra andre universiteter i og udenfor Danmark
- kontakte nye, ikke-opdyrkede, eksterne samarbejdspartnere og stakeholdere og vedligeholde og udbygge kontakten til de allerede eksisterende samarbejdspartnere og stakeholdere (fx studievalgscentre, gymnasier, andre universiteter, mv.) for at koordinere og indsamle viden
- analysere AU’s organisation, projektledelse og arbejdsgange mht. rekrutteringsaktiviteterne
- fungere som sparringspartner for nye uddannelser i forbindelse med rekrutteringsaktiviteter
- udarbejde årsplaner for AU’s rekrutteringsaktiviteter og udarbejde en langsigtet strategi, målsætning og handlingsplan for universitetets rekrutteringsaktiviteter
- indsamle viden og afdække mangler i universitetets rekrutteringsindsats
- analysere, hvordan AU’s mange rekrutteringstiltag virker
- forestå fokusgruppeundersøgelser af AU’s rekrutteringsaktiviteter
- fungere som akademisk sekretær for ‘Arbejdsgruppen for rekruttering af studerende’.
Kvalifikationer
Du skal have en relevant akademisk uddannelse, gerne med kommunikation i fokus. Du har erfaring med at arbejde med rekruttering af studerende og grundig indsigt i videregående uddannelser - såsom opbygning, studieliv, kultur(forskelle) og organisering. Det er desuden en fordel, hvis du har kendskab til ungdomsuddannelsernes overordnede opbygning, kultur(forskelle) og organisering. Det er også et plus, hvis du har et netværk til personer i uddannelsesverdenen: Aarhus Universitet, de øvrige universiteter, ungdomsuddannelserne, grundskoleuddannelserne, studievalgscentre o.l., og hvis du har indsigt i ungdomskulturerne.
Vi forventer, at du er selvstændig og ambitiøs, har gode samarbejdsevner og er udadvendt, og du skal være dialogisk i din tilgang og god til at kommunikere med dine omgivelser. Du skal kunne udføre eller organisere analyser, undersøgelser og fokusgruppeundersøgelser. Du skal være handlings- og løsningsorienteret og være en god projektleder - herunder dels have mod til at være projektleder for og igangsætter af ‘usikre’ projekter. Du skal kunne følge de sager, som du arbejder med, til dørs. Du skal være indstillet på fleksible arbejdstider i perioder pga. mødeaktivitet og deadlines.
Vi tilbyder
Du kommer til at indgå i et inspirerende miljø af kommunikations- og vejledningsmedarbejdere både centralt og på hovedområderne med store muligheder for at præge og udvikle arbejdsområdet.
Thursday, May 07, 2009
Pelle har været i biografen for første gang! Vi har ikke rigtigt vidst, hvornår vi skulle prøve den slags, men jeg vandt så to billetter til den nye Mumitrold-film på Geekculture.dk (de kære mennesker), og så var det jo bare om at få dem brugt. Skæbnen ville så, at Jesper og Pelle var de eneste i salen (med plads til næsten 200 mennesker), så der havde været rig lejlighed til højlydt at tale om filmen, for slet ikke at tale om at finde en rigtig plads. Pelle havde så også sagt, at han skulle i biografen, “ligesom [dreng fra børnehaven], og så skal man have slik!” - jow jow, det er ikke alt, der går over hovedet på ham.
... og så måtte faderen jo hoste op.
Tuesday, May 05, 2009
Jo mere tid, man har, jo mindre tid har man tilsyneladende.
Jeg søger job, naturligvis gør jeg det. Sammen med alle de andre. Hvis man ringer og stille de gode spørgsmål om et job, man vil søge, skal man tænke sig om to gange, frør man spørger “har I fået mange ansøgninger?”, for der lyder et suk på dybde med Marianergraven i den anden ende og et “ja, det må man sige”. Jeg fik svar tilbage på en ansøgning, hvor der stod “tak for din ansøgning, vi vil bruge maj på at kigge de indkomne ansøgninger igennem”. Man tør jo næsten ikke tænke på, hvor mange de har fået…
Der er mange ting omkring Pelle og systemet, der står på spring til at gøre mig alt mellem potentiel drabskvinde og rystende grøntsag, så jeg prøver at kanalisere energien til noget postivt. Jeg cykler gode ture, og jeg har efterhånden fået mit syrum (a.k.a et hjørne af stuen) op at stå. Der mangler stadig at blive ryddet lidt op, og så skal jeg i IKEA efter hængsler til lågerne, som jeg kom til at lægge fra mig, da vi var derude, så de kom ikke med hjem, men nu nærmer det sig. Jeg vil glæde mig til, at det er et lille hjørne af mit liv, som jeg kan styre næsten 100%, og som ikke kræver noget til gengæld. Det trænger jeg til.
I hvert fald går det ikke ret godt med at styre kaffe- og colaindtaget, og så taler vi ikke mere om det!
På lørdag skal vi til bryllup. Jeg glæder mig HELT VILDT! Det skal blive godt med noget rigtigt dejligt og festligt. Det kommende ægtepar er skønne mennesker, så det kan kun blive godt.
Og jeg ser frem til sommeren. Og et nyt job. Og en lidt mere samarbejdsvillig ryg. Og måske ro.