Saturday, September 12, 2009

Oprindeligt skulle vi have været på Pletten i dag for at høste, thi vi har ikke været der i et par måneder, og græsset står garanteret så højt, at der snart indløber en klage fra grundejerforeningen. Men så var Pelle trist og virkede til at have lidt ondt i maven, og så skulle vi ikke afsted. I stedet ville vi så tage i Storcenter Nord (så vi kom lidt ud af huset), og så ville Jesper købe nye bukser. Men så skulle vi lige det ene og det andet først, og da vi så ENDELIG skal afsted, så vil Simon pinedød ikke med. Han var træt og havde scoret sig en sut (hvilket normalt er helt utilstedeligt der midt på dagen, når man er 3 år), og han ville altså ikke med på udflugt. Så det endte med, at Jesper og Pelle tog afsted, og jeg er blevet hjemme hos Simon. Eller, “hos Simon” er vist egentlig en tilsnigelse, for han vil bare lege selv - så han trængte vist til en slappe af-dag i dag.

Vi er kommet godt i gang med træning med Pelle - mit hjerte svulmer, når vi sidder der og træner, han er altså bare dygtig, når han forstår, hvad der foregår.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, August 24, 2009

Fredag og lørdag kom der brev fra den unge mands forsikringsselskab, hvor de vedkender sig ansvar for hhv. bil og mig. Det tog også kun en måned, men dejligt, at bilen kan blive ordnet. Så nu er der bestilt taksator på hos mekanikeren. Så mangler jeg bare at finde en, der lige så hurtigt kan få skruet min nakke ordentligt sammen igen. Jeg er bange for, at det ikke går helt så nemt, selvom jeg er i behandling, men jeg tænker, at jeg er rette vej - det går bare lidt langsomt.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, August 14, 2009

Det er en typisk bemærkning i institutioner, at det er de voksne, der bestemmer. Vi bruger ikke selv den bemærkning ordret, men vi kan høre, at ungerne kender den. F.eks. sker det ind i mellem, at hvis en af dem ikke vil gøre, som f.eks. hans far siger, kan han sige “Du er ikke voksen! Mor er voksen!”. Simon kom med den absolutte perle:

Jesper (til meget vranten og tvær Simon): Du skal altså gøre, hvad jeg siger.
Simon (kigger surt og trodsigt op på Jesper): Du er ikke voksen! Du er en sur gammel mand!

—
Pelle har hørt Gummi-Tarzan som lydbog en del på det seneste. Her til morgen sad han og spiste cornflakes, og pludseligt spilder han mælk ned i skødet: “Hjælp, hjælp, jeg har fået buksemælk!”

—
Ved morgenbordet sidder Jesper og mumler lidt om, at han har ondt i hovedet.

Pelle: Har du ondt i hovedet, far?
Jesper: Ja, lidt.
Pelle: Har du også ondt i håret?

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, August 09, 2009

Fra tid til anden bliver jeg spurgt, hvorfor jeg ikke syr nogle ting og sælger på Trendsales eller Etsy - f.eks. børnetøj. Folk betaler rask væk 2-300,- for et par bukser til børn i velour. Jo, altså, der er to grunde til det: Så snart jeg skal serieproducere, går jeg kold. Jeg mister al motivation. Det kunne selvfølgelig løses ved at sy på bestilling. Men så er der værste: Jeg evner ikke at se, hvornår noget er hipt, fashion forward og smart. Et eller andet lille sted i min hjerne er jeg en 85-årig bitterfisse, hvad den slags angår. Jeg synes, at meget ER SÅ GRIMT! Og som bekendt er den røde streg mellem hipt og grimt meget, meget tynd. Problematisk. Et hurtigt eksempel kunne være denne taske:

Jeg ved, at den er hip. Stoffet er in, bambushåndtag er hot, pompombånd er sagen, de der glastingester er toppen, farverne matcher uden at matche for meget, men .... jeg synes, at den er rædselsfuld. Ak dog.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, August 08, 2009

Jeg snakkede i årsopgørelsen 2008 om et nytårsforsæt, der hed “blive bedre til sytekniske ting”. Og det arbejder jeg på. Derfor har jeg ikke fået produceret så forfærdeligt mange ting, må jeg indrømme - men jeg har godt nok syet meget testmateriale, om man så må sige. Jeg elsker mit syrum - hjørnet af stuen er jo blevet mit, og jeg ræser derover ved enhver given lejlighed. Praktisk nok er fjernsynet lige på den anden side af mit klippebord, så hvis abstinenserne er for slemme, kan jeg liste derover, mens ungerne lige ser lidt film, og så kan jeg sy OG holde øje med dem. Smart, ikke?

Når man syr tøj til sig selv (og andre) er der tre ting i det: Design (er det en god farve, passer modellen til personen), det sytekniske og det konstruktionsmæssige (passer modellen på personens krop). Det sidste er i reglen det mest komplicerede for alle, der syr, med mindre man er sin størrelses standardmål. Efter jeg har tabt mig, er det blevet endnu sværere for mig at få ting til at passe - i gamle dage lagde jeg bare lidt til her og og trak fra der, og så gik det da nogenlunde. Den går bare ikke længere, og jeg har været ved at blive VANvittig. Så jeg købte et par bøger om det og blev lidt klogere, men ikke klog nok, og jeg begyndte derfor i foråret at kigge lidt på at tage et kursus i at rette købesymønstre til, så de passer til de skævheder, man nu har, og jeg har længe haft kig på en metode, hvor man retter papirmønsteret til (klipper, folder, forlænger, forkortet, alt muligt), og når papirsmønsteret så passer, så kaster man sig ud i sit pæne stof - en af tilgangene til den metode hedder Fit for Real People. I Danmark har man traditionelt en lidt anden tilgang, og jeg vil gerne lære FFRP-metoden. De holder kurser i det i Portland i Oregon, og der bor LaCrosse, som jeg arbejdede for, og vi håbede på, at vi engang skulle derover og se hovedkvarteret, som en eller anden havde snakket om engang, og så kunne jeg jo blive lidt længere og være på kursus. Smart, ikke? Da de så fyrede os, var der jo ikke meget fremtid i det håb, og jeg kiggede efter noget andet. Der er en enkelt dame i Europa, der underviser i systemet, men det ville blive ret dyrt at tage til England, finde overnatning, leje bil, købe mad og alt muligt, så i stedet (long story short) arrangerede vi et kursus her i Danmark og har fået hende til at komme herover. Kurset er nu fuldt booket med ni deltagere, og det løber af stablen i slutningen af oktober. Det bliver fantastisk, og jeg glæder mig sådan. Så jeg p.t. undlader at kaste mig ud i for meget syning til mig selv ud over tørklæder(!) - jeg bliver bare endnu mere gal og rasende.

Men man kan jo kaste sig over andre fantastiske ting i sit syrum, mens man venter på kurset, der vil redde verden. Hermed en update fra december-agtigt - i hvert fald noget af det, jeg har fået lavet.Derudover har jeg brugt en del tid på at produktudvikle og lave små pusletasker og -underlag og forskellige småting. Jeg har også lavet en lille taske (med mange detaljer, argh) til malebøger og farveblyanter til ungerne, som de overhovedet ikke har brugt endnu.

Virkelig mange dyrekapper til små børn. Her er ungerne og deres kusine i julegave. Jeg lavede også udklædningstøj til vuggestuen - det blev til tre dyrekapper, to dinokapper, to tylskørter, to pallietskørter og fem sølvskørter i nervøs velour. Drengene fik også lignende kapper i brun (skulle ligne Peter Pedal) til fastelavn.

Mit julefrokost-outfit. Det lykkedes mig at lave en nederdel, der passede.

Julegave til niece - uldkjole med foer. Den her var dælme en tandudtrækker. Manner, der var mere håndsyning, end jeg har tålmodighed til igen lige foreløbigt.   Andre julegaver var tørklæder og indkøbsnet.

Indkøbsnet - dem har jeg lavet nogle stykker af, her er blot to.

Forklæder til drengene med Traktor Tom.

Shorts til drengene - elendigt billede, men de har lommer og poser ved knæene. Vældig seje. Jeg har lavet flere par til dem, men de var ikke så spændende.

Pelle bad mig sy brandmandsjakker - og ja, det vil jeg meget hellere end at sy en kontrabas. De her er blevet det store hit!

Fødselsdagsgave til niecen - denne gang var der slet ingen håndsyning, så der var jeg lidt klogere…

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, August 03, 2009

Kære unge mand, der kørte ind i os.

Du kom kørende hen mod rundkørslen. Du kiggede lige til siden, sagde du, og da du bremsede, satte din ABS pludseligt ud, dine bremser blokerede, og derfor kunne du ikke nå at bremse, og derfor ramte du os. Ret skal være ret, du var rigtigt ked af, at det var sket, og du undskyldte mange gange, forsikrede mig om, at det ikke var med vilje og ønskede mig god bedring, da jeg blev lodset ind i ambulancen.

Først ville du have os til at tage bilen til mekaniker for at se, hvor dyrt det blev at reparere, så ville du måske betale selv. Det blev så for dyrt, mente du, og det skulle gå over forsikringen, og du ville lige vende tilbage med policenummer. Der gik nogle dage, uden at vi hørte fra dig, men så forlød det, at du havde glemt din telefon hos en kammerat, at din kæreste havde været på sygehuset i weekenden, og at du lige skulle ud til dine forældre for at hente papirerne. Det var sidste mandag, og siden har vi ikke hørt et kvæk. Nu har vi sat vores forsikringsselskab og politiet på at rode det ud, men tiden går og går, og vi kan ikke få repareret bilen, før dit forsikringsselskab sender en taksator - et held, at bilen stadig kan køre, ellers havde vi ikke haft bil i nu to uger, fordi du ikke kan køre bil og heller ikke kan tage så meget ansvar for dine handlinger, at du lige sørger for at give os de informationer, vi har brug for. Jeg har også stadig brug for policenummeret på din ansvarsforsikring, fordi jeg stadig har det skidt efter påkørslen, men det bekymrer dig tilsyneladende heller ikke så meget.

Du mener absolut ikke, at du kørte for stærkt. Hvis vi et øjeblik kigger på sagen udefra: Du er i starten af tyverne, meget korthåret, har fine tatoveringer på dine store overarme og en tyk halskæde. Du kører i en Audi A3 med skørter ned til asfalten og et anlæg så stort, at der ikke er plads bag i bilen til din smadrede forreste kofanger, selvom du lægger sæderne ned. Du kan ikke stave helt så godt, du kan ikke huske dit eget mobilnummer, og du kan ikke skrive dit CPR-nummer korrekt (man skal ikke skrive 19 foran sit fødselsår). Du skal ud til dine forældre for at finde ud af, hvem dit forsikringsselskab er, det tyder det lidt på, at du måske ikke helt selv står for den forsikring, selvom det jo ikke er lovligt. I det hele taget er det lidt suspekt, at du er blevet så tavs. Du kunne jo lige bede dine forældre ringe til mig med policenummeret. Eller bare prøve at tage telefonen, når jeg ringer - eller ringe tilbage. Jeg vil så gerne tro på det bedste i folk, men det er svært lige nu - lige om lidt finder jeg vel ud af, at du hedder Brian til mellemnavn.

Hvis jeg nogensinde hører, hvorfor du pludseligt blev så tavs, skal jeg i retfærdighedens navn nok noteret det her i brevet efterfølgende.

Viele Grüsse, ...

UPDATE: Jeg har nu talt med dit forsikringsselskab. Forsikringen er endnu ikke oprettet i deres system, og manden i telefonen læste op af en mail, der var blevet sendt til oprettelsesafdelingen: “Hej, vil I være søde at oprette den forsikring, da der er indløbet en skadesanmeldelse”. “Aha”, sagde jeg så, “han har måske lige købt bilen?” - “Ja, det er ikke så længe siden…” - javel-ja, hihi, det forklarer jo en hel del. Men når de så har fået oprettet forsikringen, så vil de så sende dig et brev, hvor de beder dig anmelde skaden. Når du så har fået det gjort (og det skynder du dig lige med, ikke?), vil de sende os et brev, hvor de beder os køre bilen på værksted og ringe efter deres taksator.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, July 29, 2009

For to år siden i maj døde fire voksne og et ufødt barn i en spøgelsesspritbillistulykke på motorvejen ved Fredericia, og to små drenge mistede deres forældre. Forældrene havde en indbyrdes aftale med nogle nære venner, at hvis der skete noget, så tog de sig af hinandens børn. Og det gjorde der så, men de er en samlet familie i dag, så vidt man kan læse. Lige siden har jeg jævnligt tænkt på, at alle skulle have sådan en aftale med nogen, så det var klart fra starten, hvem der skulle passe på ens børn, hvis der skete noget. Aftenen før sidste uges påkørsel (tankevækkende…) tænkte jeg på det igen. I dag hørte jeg, at et barn på fire år i en af ungernes børnehave har mistet sin mor, og hvor er det dog trist.

Jeg tror, at det er svært under alle omstændigheder at skulle spørge nogen om det - det er nemmere, hvis man har tætte venner og kommer til at tale om det en sen nat efter noget rødvin og noget. Men det er rigtigt svært, når man har et handicappet barn, for det er jo et større arbejde end et “almindeligt” barn, og kan man bede nogen om det, og vil de turde sige nej af skræk for, at nogen tror, at de diskriminerer? Og hvem kan træffe de rigtige valg for Pelle? Hvis han ikke har det godt, hvor han i givet fald kommer hen, vil han måske blive mere og mere umulig, indtil han måske til sidst bliver sendt på institution. Rædsom tanke. Jeg tænker stadig, så det kna-ger.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Thursday, July 23, 2009

(Et indlæg for dem, som ikke har læst det på Facebook. Jeg er klar over, at det ikke bliver ved med at være interessant, men jeg skriver jo også bloggen for selv at kunne huske ting om 20 år. )

Vi var ude og geocache med Lars tirsdag, og kl. 16:30 holder vi og skal køre ud i en rundkørsel og snakker om, at vi skal have noget slik efter den lange gåtur. Jesper kører, jeg sidder på bagsædet. SKRIIIIITSJ, BONK ... vi blev kørt ind i bagfra. VI sidder og kigger rundt for at finde ud af, hvor lyden kommer fra, så vi har nok hørt den i to eller tre sekunder. Vi springer ud af bilen for at se nærmere på skaderne. Da jeg har stået op i nogle sekunder, bliver jeg svimmel og utilpas, og jeg har ondt i nakken. Jeg kommer ned og sidde og snakker med de andre om, om ikke der er noget med, at man skal ringe til nogen, hvis man har det skidt og ondt i nakken efter en påkørsel. Jesper ringer, og 10 minutter efter kommer ambulancen, og jeg får krave på og bliver spændt fast på et såkaldt spineboard, da de ikke vil løbe nogen risiko, når jeg har dårlig ryg i forvejen. Da jeg får pakket hovedet ind i skumgummipuder, siger redderen “ja, du får luksuspakken i dag”.   Mens de er ved at spænde mig fast, spørger en af redderne Jesper indgående, om han har ondt nogle steder. Hm, ja, jo, det havde han egentlig (nu kunen han tænke på sig selv, da først jeg var på vej afsted - søde mand), og så ringede de også efter en ambulance til ham. Politiet dukkede også op på et tidspunkt, men jeg fangede ikke så meget af det, da jeg på det tidspunkt ikke kunne røre mig. Nå, men anden ambulance kom hurtigt, og vi køres til skadestuen i Horsens med fuld udrykning. Undervejs i ambulancen får vi taget blodtryk og blodsukker, tjekket iltning i blodet og lagt veneflod, så jeg er klar til skadestuen, hvis jeg “skal have noget”. Vi ankommer, og jeg bliver kørt ind på en stue, hvor en læge kommer og undersøger mig. Det besluttes, at jeg skal til MR-scanning og røntgen, så der bliver jeg kørt over. De glemte at tage mine øreringe ud, da jeg havde kraven af et øjeblik, så dem mosler vi noget med at få ud inden MR-scanningen. Jeg kommer tilbage igen og venter. Efter tre kvarter kommer lægen og siger, at de havde glemt at sende billederne fra røntgen. Da de så endelig kommer, vil lægen gerne have en second opinion fra sin bagvagt, men han er lige begyndt at operere, og han vil være tilbage om senest 1½ time. Og jeg ligger der og må ikke andet. Heldigvis kunne de da fremskaffe et bækken, da jeg var helt gul i øjnene.   Mere end to timer senere kommer lægen så ind og frikender mig, der er ikke noget at bekymre sig om, og jeg kan så efter fire timer få kraven af. Og så skyndte vi os hjem til mine forældre for at få noget at spise!

Vi har rigtigt meget at være taknemmelige for. Det kunne være gået riiiivegalt. Jesper havde foden på bremsen, da vi blev ramt - havde han ikke haft det, var vi blevet skubbet ud i den ret trafikerede rundkørsel og sikkert ramt igen. Havde påkørslen været kraftigere, havde det gået hårdt ud over mig, for jeg sad et sted uden nakkestøtte. Havde vi haft ungerne med, uha uha. Udover det rent forfærdelige i tanken, ville de ikke kunne sige, at de havde det skidt, og det ville også have været ret svært at få dem undersøgt, uden at vi kunne stå ved siden af dem og berolige. Det var meget surrealistisk at ligge i ambulancen og vide, at Jesper lå i den bagved, og på skadestuen lå han inde på stuen ved siden af - jeg vidste jo godt, at det ikke var alvorligt, men det var virkelig mærkeligt. Jeg håber aldrig, at det sker igen.

Den unge mand, der ramte os, var rigtigt ked af det. Han forsikrede mig endda om, at det ikke var med vilje! Hans ABS satte ud i det kritiske øjeblik, så hans bremselængde blev noget længere end forventet. Han fik ødelagt sin kofanger, da han bankede ind i vores anhængertræk. Jeg kiggede på ham med mild undren, da han forklarede, at han ikke havde plads til den afkørte kofanger bag i bilen, selvom han lagde sæderne ned, fordi der var anlægget.

Gode ven Lars, der var med på passagersædet, slog sig ikke så meget som os, så han kunne køre vores bil til skadestuen og i øvrigt have det forkromede overblik over situationen. Det var godt nok rart. Jeg prøvede at få ham til at tage hjem, da vi blev kørt til skadestuen, men han insisterede på at tage med, og han kom først afsted midt på aftenen, da han blev hentet.

Bilen får lov at overleve - den skal bare have ny kofanger og nyt anhængertræk. Dejligt, dejligt, jeg orkede heller ikke at skulle parlamentere med en taksator om erstatning, dem bliver man ALTID snydt af. Nu må vi se, om den ungemand vælger selv at betale, eller om det skal gå over forsikringen.

Jeg havde det cirka ligeså behageligt, som ansigtsudtrykket indikerer. Kraven presser underkæben tilbage, så man får overbid, derfor de flyvende fortænder.

Da jeg lå i ambulancen var jeg lidt flov, for var det virkelig nødvendigt med al det postyr, bare fordi jeg havde slået mig lidt? Der er jeg i løbet af dagen kommet på andre tanker, for min nakke er rigtig øm, jeg har hovedpine, og jeg har det som en mellemting mellem influenza og tømmermænd - også selvom jeg tager smertestillende. Ingen tvivl om, at det ikke at spørge med, sådan noget nakkehalløj.

Jesper har det bedre end mig, og vi har begge været ude at køre uden bekymring, så vi skal nok komme ovenpå. Vi er glade, er vi.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, July 19, 2009

Da vi kom hjem fra ferie, lå der brev i postkassen fra kommunen. Svar på vores ansøgning om ABA-træning til Pelle. Vi har prøvet i to år, vi sendte en ansøgning under en ny lov i starten af december, vi har ventet og ventet, vi har haft både ubehagelige og behagelige møder, og nu var svaret der endeligt. Vi har fået vores projekt. Jeg får stadig gåsehud ved tanken, og jeg har endnu ikke helt fattet det. Vi er så glade. Nu skal vi bare have detaljerne til at falde på plads. Følelsen af endelig at få muligheden for at hjælpe sit barn så godt som muligt kan slet ikke beskrives.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Vi har været på en uges ferie, og det har været en rigtig god ferie! Tidligere ferier med Pelle har ikke været nogen særlig succes. Han har ikke kunnet finde ro, og vi har ikke slappet det mindste af, fordi vi bare har krisestyret hver eneste dag. Derfor snakkede vi meget om, om vi overhovedet skulle på ferie, og hvad vi skulle prøve. Vi var ret hurtigt enige om camping, vi snakkede allerede sidste år om, at det da kunne være dejligt at have en lille campingvogn, så vi ville prøve at leje en campingvogn. Vi var så for sent ude til at finde sådan en, så vi endte med at leje et på forhånd opslået familietelt på Trelde Næs campingplads nord for Fredericia. Det var et godt valg! Vejret artede sig udmærket, der var ikke meget regnvejr. Vi boede lige ved siden af en legeplads, så ungerne var derovre flere gange om dagen, der var ikke alt for tætpakket, der var badeland, strand og daglige traktorture rundt på pladsen. Ungerne var nærmest glade fra morgen til aften, var på legepladsen, lege med sæbebobler, læste bøger, så en enkelt film en træt dag, var et par gange i badeland, nåede tre ture med traktoren plus en til nærmeste fritidslandbrug med heste og får, prøvede at blive trukket rundt på en hest, var ude og cykle på store mooncars og alt muligt andet. Turen til Givskud var ikke nogen succes, det skal vist lige vente et par år, før de kan se det sjove i det. Dyrene var vist for langt væk, og når det sjoveste sådan en dag er en tur med en traktor forklædt som tog, er det vist lidt skudt ved siden af.   Om aftenen kunne Jesper og jeg sidde og snakke og læse, drikke en enkelt sjus og lige tjekke dagens nyheder på det trådløse.

Vi er ikke blevet mindre begejstrede for tanken om en lille campingvogn, for campingplads var altså hyggeligt. Selv det at trave op og vaske op og sludre lidt med de andre er hyggeligt. Det biver spændende, hvornår vi får os sådan en tingest.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, July 07, 2009

Simon og Pelle synger som bekendt en del for tiden. For tiden synger Simon “Ride, ride, ranke, hesten hedder Abildgrå, den skal Simon ride på” - sådan, teoretisk, i hvert fald. For han bor jo i Århus, og så bliver det “Riie, riie, ranke, hesten he-er Abildgrå, den skal Simon ride på” - og det er SÅ irriterende med de manglende d’er, når han godt kan sige “ride” korrekt i sidste sætning. Og nu er Pelle (som jo gentager visse ting 1000 gange i nøjagtig gengivelse) også begyndt med “riie, riie, ranke”, men det er så det eneste, han synger. Det bliver en lang sommerferie…

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, July 04, 2009

For tiden er Simon lige så gammel, som Pelle var, da vi/man fandt ud af, at han har autisme. Det tænker jeg rigtigt meget over. Ingen tvivl om, at der er himmelvid forskel på Pelle 3 år og Simon 3 år. Faktisk så kæmpestor forskel, at jeg ikke FATTER, at der ikke var nogen, der råbte vagt i gevær, for hvis man bare vidste lidt om børn på 3 år (hvilket vi jo ikke gjorde, i sagens natur), var det da så klart og tydeligt som som amen i kirken, at noget var helt galt.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, July 03, 2009

For et stykke tid siden snakkede Pelle om, at jeg skulle sy et skelet til ham, som man kan tage på. Mens jeg spekulerede på, hvordan jeg dog slap afsted med det, holdt han op med at tale om det, og jeg åndede lettede op og håbede, at Føtex snart får skelet-nattøj igen, så jeg kan slippe ud af pinen.

For tiden er ungerne helt vilde med at synge “Tre små kinesere”, så hvad har Pelle nu fundet på, at jeg skal sy til ham? En KONTRABAS! “Mor, så skal du sy en kontrabas til mig, som man kan spille på, på din flotte, flotte symaskine”. Altså, man kan da kun knuselske ham for at mene, at selvfølgelig kan mor sy alting, ligesom han forventer, at far har ALT det lego, som der er i kataloget, man skal bare hente det oppe på værelset, men hvordan dælen skal jeg sy en kontrabas, man kan spille på?! Jeg gav mig til at forklare ham, at man ikke kan sy en kontrabas, man kan sy bluser og bukser og leopardkostumer og hundekostumer, og så blev han så ked af det og blev ved med at insistere, og så lod vi det ligge lidt. Så gav han sig så til at tale om skelettet igen. Hvis nogen kender historien om Peddersen og Findus og nissemaskinen, så har jeg det cirka ligesom Peddersen…

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Nu har vi boet her i lidt over to år, og der har altid været sådan en periodevis stank af kloak. Nogle gange mere end andre, i perioder ingenting, i perioder kunne her stinke en hel uge ad gangen. I bryggerset, gangen og de to badeværelser. Vi troede derfor, at det havde med kloaken at gøre. Vi har spurgt mange, hvad det mon kunne være, og alle har sagt “vandlåsen er tørret ud, smid en spand vand derned”, og vores svar har altid været “jamen, vi bruger jo alle vandlåse hver dag, og vi har prøvet”, og svaret har altid været “jamen, det kan ikke være andet”. Man kunne også lugte det, når man havde været i bad udenpå og gik ad trappen. Når der har været stank, har vi snust rundt - alle afløbsriste har været snust til, bag toilettet, sågar nede i krybekælderen har vi været, og vi har ikke kunnet lokalisere kilden. Nogle gange har vi kunnet stå uden for døren og lugte det. Da vi havde rotten på besøg i toilettet og efterfølgende havde kloakinspektion med kamera, bad vi dem tjekke, om de kunne finde noget, der kunne forårsage den infame stank. Ingen resultat.

Nå, i denne uge fik min stakkels mand nok! Derfor ringede jeg til det lokale vvs-firma med et “ja, jeg ved ikke, om I kan hjælpe mig, men ...” - og ud kom en venlig ung mand nogle dage senere. Han lyttede venligt til min mærkværdige forklaring “ja, nogle dage lugter det, og nogle dage ikke, og i dag lugter det desværre ikke rigtigt, og ...”. Han undersøgte hovedafløbet, han undersøgte faldstammen, han rykkede i alle rørene til førstesalen, han satte mig til at trække ud og tænde vandhaner rundt i huset, han tænkte og tænkte, og så gik han ovenpå på badeværelset. “PUUUUH, siger han så, da han går derind, “det kan jeg godt lugte!” - og jeg kunne virkelig ikke lugte noget. Hvor skræmmende, at man kan vænne sig så meget. Nå, men han undersøgte løs igen. Vi havde tidligere talt om udluftning af faldstammen, og nu kravlede han så ud i skunken (som også er udhænget på huset) ved siden af badeværelset. Badeværelset ligger over gangen, bryggerset og skunken er over hoveddøren. Derude flytter han en del rockwool og noget flamingo, og så taler han om stanken igen. Jeg stikker hovedet ud til ham og må give ham ret, der lugter lidt. Der er ikke meget plads, ret beskidt og langt over 30 grader ude i skunken - stakkels mand. Så beder han mig trække ud i toilettet, og så lyder der et PUUUUUUH ude fra skunken, og der vælter kloakstank ind gennem lemmen, og han skynder sig ud!

Det viser sig så, at der ude i skunken, lige over hoveddøren, er et rør, som giver udluftning af faldstammen. På det rør skulle have været påspændt et flexrør, som førte op på taget - det flexrør var så faldet af, og det betød, at udluftningen foregik i skunken. Det forklarer jo ligesom en del! FØJ, MANNER! Derfor har vi ikke kunnet lufte ud og slippe af med stanken, derfor har det lugtet uden for hoveddøren, derfor har vi ikke kunnet finde kilden, derfor derfor derfor. Og når det har blæst, har det jo blæst op under udhænget, og kloakstanken er blevet blæst ind i huset.

Den flinke unge mand fandt et nyt spændebånd ude i bilen, kravlede i skunken igen og satte to rør sammen. Jeg fandt ham en kold cola og havde nær krammet ham, inden han gik. Det her foregik torsdag formiddag, og jeg er stadig FULDSTÆNDIG I EKSTASE over, at her OVERHOVEDET IKKE LUGTER AF KLOAK NOGEN STEDER! For dælen, havde man dog bare ringet for to år siden.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, July 01, 2009

... boede vi her: Brand i Frederiksgade 34  - lige netop i den lejlighed, hvor branden startede, 1. tv. Over halvdelen af lejligheden er udbrændt. Jeg vil tro, at det er første gang nogensinde, at nogen i den ejendom har været glade for, at Buddy Holly har åbent til kl. 5 om morgenen… Beboerne på 3. sal fortæller, at diskoteksgæsterne fik dem banket op - det er faktisk helt godt gjort, for soveværelserne i de lejligheder ligger 15-18 meter(!) fra døren til opgangen. Og gad vide, hvordan de overhovedet er kommet ind i opgangen, for der er lås på porten og på hoveddøren (det var der i hvert fald dengang). Meget dramatisk. Over halvdelen af lejligheden er udbrændt. (I artiklen står nr. 36, men det er altså nr. 34.) Her er en artikel mere: Brand

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget