Wednesday, June 28, 2006

Papirkalender igen ...

Jeg har med store, bedende øjne afleveret min stakkels PDA til min storebror, som nærmest opgav, da han så, at der skal bruges specialværktøj til at åbne den, men han overgav sig med et suk, da jeg nærmest klynkede. Bare den nu kan reddes.

Indtil dommen over den falder har jeg måttet investere, for jeg kan ikke klare mig helt uden noget til at holde styr på min fortravlede hverdag på barsel (HA!) - lige nu står mine aftaler på bagsiden af en gammel Harald Nyborg-kvittering. Og hvad kan man få af kalendere på denne tid af året? Ja, rigtigt gættet ...

image

... en studiekalender. Der er skoleskema, telefonkæde, ferieoversigt og en side til termins- og eksamensdatoer og -tider bagi. Good grief. Jeg mener - jeg har kæmpet i årevis for ikke længere at være studerende, og nu ender jeg med en studiekalender. Ok, jeg havde et valg, men jeg har alligevel ikke brug for min store Filofax, som med kalenderblade og hipt omslag vejer næsten et kilo. Jeg ved godt, at man for evig studerer i livets skole, men ... skoleskema? Jeg må hellere rive den side ud. grin

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, June 26, 2006

Fatal Alert? Fatal Exception?

Min ellers så trofaste PDA er vist ved at stille træskoene. Den er gået så meget ned, at den ikke kan resettes, og så er der vist ikke meget tilbage at gøre. Den har fulgt mig trofast i mere end fem år, og den har faktisk funktioner, som jeg aldrig nåede at bruge - ligesom jeg nu kan se, at jeg ikke havde behøvet at købe en model, der kunne bruge udvidelseskort, for jeg har aldrig haft brug for mere end de indbyggede 8 mb - en skam, egentlig, for det var en ret tyk sag, fordi den kunne det. Det var en laber sag dengang, den havde farveskærm!

Jeg blev ikke supergod til at skrive tegn, den kunne genkende. Jeg brugte den faktisk kun til kalender og kabale, og så havde jeg en ve-tæller installeret på den, så man (eller manden) ikke selv skulle holde øje med varighed og interval, men bare kunne trykke på start og stop. Det med kabalen var ret smart - jeg var med i Ventilen i et par år, og i starten kunne møderne være meget lange og ustrukturerede, og når min hjerne ikke længere kunne klare mere, så tog jeg lige en pause på fem minutter med en kabale, og så var jeg klar igen. Ingen opdagede noget (tror jeg), for jeg sad jo bare med min kalender. grin

Jeg savner den allerede.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, June 21, 2006

Lidt om ungerne :-)

Simon er nu snart seks uger og har det godt.  Han er en rigtig hyggefrans, der helst er på arm hele tiden og bestemt ikke vil lægge sig til at sove selv, men det ville Pelle heller ikke, og det har han da i store træk lagt af sig. Derudover sover han ikke ret godt efter kl. 4 om morgenen, står op sådan mellem 7:00 og 8:00 og sover meget sjældent igen før kl. 13, så ind i mellem er moderen lidt brugt der om eftermiddagen. grin

image image

Pelle er nu stærkt på vej tilbage i de raskes rækker, han har bare lidt rester af forkølelsessår tilbage. Han sover igen om natten, han spiste rugbrød i dag, og han har været mere end almindeligt aktiv. Vi var med mine forældre i Harald Nyborg i dag, og han skulle undersøge alt og så forfra igen. Nåja, og så er han lidt mindre hysterisk - og det er jo også gode tegn. grin 

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, June 18, 2006

Yes! Jeg fik den SIDSTE!

image

... og sukker, økocitroner og atamon - så er hyldeblomstsæsonen indledt!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, June 16, 2006

Pelle er syg - igen

Pelle er syg igen. Han kom hjem med høj feber tirsdag, og det lignede halsbetændelse. Afsted til lægen onsdag, det blev ikke bedre, afsted igen i dag, og vi kom hjem med penicillin. Efter hans flyvefald med tænderne forrest holder vi godt øje med tænderne, og de seneste dage er tandkødet blevet rødt og har blødt lidt, og da det her til aften var blevet markant værre, tog Jesper afsted til tandlægevagten med ham. Det viser sig, at det slet ikke er halsbetændelse - den lille stakkel har mundhulebetændelse (gingivostomatitis), som kommer af ... herpesvirus. Min lille dreng har fået herpes. Jeg ved godt, at der hverken er døde eller sårede, men jeg har altid prist mig lykkelig for, at jeg ikke har det skidt, for jeg har set hos mange, hvor slemt det kan være med de dersens forkølelsessår, så jeg er noget rystet over, at Pelle nu har fået det. Hvordan i alverden får et barn på to år herpes?! Hverken Jesper eller jeg har det. Så vidt vides kysser han ikke på nogen nede i dagplejen. Og hvordan har lægen og den lægestuderende set på ham to gange i denne uge uden at opdage noget? Jeg spurgte endda, om den der plet på hans overlæbe var et savlesår eller hvad. Det var det så ikke… Nu skal jeg alligevel derned med Simon på tirsdag, og så kan de få besked, kan de - tandlægen var ikke i tvivl, og nu har jeg læst om det, og der er alle tegn på skidtet.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, June 12, 2006

Den røde badeand!

I svømmehallen har de nogle røde badeænder i plastic, som Pelle alle dage har været helt syg med. De er det store hit. Den er ca. 15 cm høj, så der var masser af and at holde fast i. Jeg spurgte formanden for svømmeklubben om, hvor man kunne købe dem, men det vidste han ikke, for de var mange år gamle. Pelle ønskede sig så en rød badeand til sin 1 års fødselsdag, men røde badeænder lader sig ikke opdrive - orange, yep, lilla, yep, men ikke røde. Hvis man googlede på +badeand +rød, kom Pelles ønskeseddel op som nummer 2. Vi opgav. I lørdags på campingpladsen kom Pelle så pludseligt travende med lige netop sådan en rød badeand. Den kom fra campingpladsens tv-stues legetøjsarsenal. Pelle var mægtig begejstret, så jeg sendte ham og Jesper over til campingfatter for at høre, om vi måtte købe den and. Campingfatter måtte lige spørge campingmutter, og så fik Pelle den FORÆRET - og til gengæld sagde han så “campingfatter”. grin

image

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, June 11, 2006

Hård weekend

Så er vi hjemme fra geocachingevent, og det var fedt! Vi nåede ikke at finde så mange, faktisk kun tilsammen 5 ud fra de 25, som var blevet lagt i dagens anledning, men vi er jo ikke så hurtige med barnevogn, klapvogn og middagslur. grin  Det er fedt at ses med andre geocachere, nu kender vi efterhånden nogle stykker. Rent tilfældigvis kender jeg en af frontløberne for sporten i Danmark fra Fidonet for 20 år siden, og ham mødte jeg så for første gang i går. Det var lidt skægt. grin  Men pyh, hvor er vi alle trætte - for sent i seng i flere dage er ikke godt. Jesper er på arbejde i dag, og så skulle jeg have været med drengene(!) nede hos mine forældre, men jeg ringede og aflyste, fordi der var lige kaotisk nok herhjemme, og Simon ville KUN være på arm, og jeg holdt kun lige skansen, fordi trætte Pelle så video. Men så kom min mor og hentede Pelle, og så henter vi ham senere - og så kan Simon (som liiige er faldet i søvn) hjælpe mig med at vaske noget tøj. Der går jo en del til, når den lille gylpetrold folder sig ud. grin

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, June 06, 2006

Anne og drengene ...

Min mor talte her forleden i telefon med en, netop som jeg var arriveret med ungerne, og så omtaltes jeg: “Anne og drengene er lige kommet” - det plejer jo at være “Anne og Pelle” (når Jesper ikke er med, altså). Jeg er blevet omdefineret. Jeg er i sandhed blevet mor til to. grin

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Geocaching!

Ja, der sker ikke så meget her for tiden, men jeg oplever ikke så meget andet end gylp, bleer og vasketøj, og det gider jeg ikke at skrive om her.

På lørdag skal vi på geocachingevent på Fyn - det skal nok blive godt! Der er 120 tilmeldte og fællesspisning og alt muligt. Det skulle jo blive godt vejr i weekenden, og det er vi glade for - det ville ikke være fedt at tage ungerne med på udendørsdag i stiv kuling eller sidde og amme i en skov i haglvejr.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, June 02, 2006

Oh, den liflige duft ...

... som spreder sig, når man skærer i årets første vandmelon. Uuuuuhhhhmmmm! (Og den smager også godt.)

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Page 1 of 1 pages

Powered by ExpressionEngine