Tuesday, October 31, 2006

Altså, helt ærligt ...

Nu har jeg de sidste par år i hemmelighed været vranten på alt det Halloweenpjank. Jeg synes, at det ser tåbeligt ud med enten rådne eller frostskadede græskar ved hoveddøren, og jeg er træt af det hype, der er i alle butikker flere uger inden. Sådan noget amerikansk pjat!

I dag har jeg så læst i avisen, at det i virkeligheden er en europæisk skik, som udvandrere tog med sig til Amerika, og det var oprindeligt en roe, man skar ud. Så det er i virkeligheden vores egen skyld. Kan man da ikke have lov at være gammelkonetvær i fred? grin  Om et par år ser man sikkert også mig stå og hakke i et græskar, men indtil da ... grin

Posted by Anne in
(7) CommentsPermalink

Arbejdsbekymringer uden at have et arbejde

Oh, jeg er endt i den klassiske bekymring “arbejde versus familie”, og det endda uden jeg overhovedet har et arbejde.

Jeg gruer for, hvordan jeg finder mig et arbejde, jeg ikke vil hade. Hade alene af den grund, at jeg skal være væk hele dagen fra mine dejlige unger. I dag snakker man om, at arbejdskraften skal være mobil, at man skal køre efter arbejde, men det vil jeg faktisk ikke. Det stod lysende klart for mig i dag, hvor jeg kørte ude på motorvejen i almindelig myldretid: Det har jeg bare ikke lyst til at gøre hver dag.

Jeg har haft overvejelser om at søge et job, hvor jeg i givet fald ville få lidt over en halv time på arbejde, og det synes jeg endda er for meget, for jeg vil ikke være sådan en, hvor ungerne bliver afleveret kl. 7:45 og hentet 16:30, fordi vi “kun” har én bil.

Jeg er røvforkælet, andre har det meget værre, og jeg aner ikke, hvad jeg snakker om. Jeg ved det godt. Men jeg vil IKKE-IKKE-IKKE først hente ungerne 16:30-17:00 hver dag - det vil jeg bare ikke (og jeg vil heller ikke møde 5:30 grin. Jeg har prøvet at være væk 9 timer hver dag - jeg kunne hverken nå at aflevere eller hente Pelle - piv!

I modsætning til mange andre har jeg ikke de vilde ambitioner p.t. Jeg har ikke lyst til at blive hjemmegående, jeg vil gerne ud og bruge mit hoved lidt. Kan man mon få lov at bruge sit hoved på deltid?

Posted by Anne in
(1) CommentsPermalink

Saturday, October 28, 2006

En riiiigtig dårlig dag at vælge til shopping!

Jeg har et par gavekort til H&M liggende, og jeg skal have en ny vinterfrakke. I denne uge har H&M 10% på alting, så jeg forhandlede mig til en times udgang uden børn her til formiddag og SÅ skulle der shoppes!

Jeg kører glad mod byen lidt over 11 - det tager normalt 11 minutter at komme ind til Bruuns Galleri (et center). Jeg tror endda, at jeg når at sidde og synge lidt og nyde udsigten. På et tidspunkt rammer jeg en kø. Det er ikke unormalt, at der er kø lige der, så jeg venter i godt humør. Køen sneeeegler sig afsted. På et tidspunkt ser jeg en hel kødrand af mennesker, der står i kø. Jeg sidder i køen og kigger på køen. Folk står med fire lag tøj og fryser. Flere myldrer til i fuldt firspring. Jeg ser et par laaangt nede i køen stå med en barnevogn og et meget lille barn, som faderen står med i armene - okay, tænker jeg så, så må det være noget vigtigt, de står i kø til, siden han gider at stå der. Er der mon et band, der giver autografer? Åbningsudsalg?

Da jeg efter lang tid får drejet af mod Bruuns Galleri, holder jeg også i kø der. Mens jeg holder i kø inde i parkeringshuset, bliver de sidste pladser fyldt op. SÅ strittede alle konens nakkehår, og jeg kører igen og kommer hjem en time efter afgang uden overhovedet at have været ude af bilen.

Efter at have undersøgt sagen har jeg nu fundet ud af, hvad der havde fået det halve Jylland på benene: Deal | No Deal søger deltagere. Måske er det fint nok, at jeg slet ikke nåede op i centeret, det havde givetvis været med livet som indsats…

Posted by Anne in
(3) CommentsPermalink

Friday, October 27, 2006

Jeg er træt ...

... rigtigt træt. Jeg har været småsyg de sidste tre dage med evig hovedpine, ondt i hele kroppen og småfeber. Simon har spist og jamret den halve nat OG kradset mig i ansigtet mindst 50 gange, så jeg har skuldrene helt oppe omkring ørerne af irritation. Jeg skal afsted til behandling her i formiddag, så der har jeg da et par timer garanteret fri for jammer, for der kommer min mor og passer jammerkommoden. Og så er det weekend - Jesper tager til Bruce Springsteen-koncert, og jeg tager ned til mine forældre med ungerne og sover der, så Jesper ikke skal op halv syv søndag morgen efter at være kommet hjem halv fem. Så jeg er sikker på, at det kun kan blive bedre af en weekend. grin

Posted by Anne in
(0) CommentsPermalink

Sunday, October 22, 2006

En lille status på ungerne

Nu er det vist tiden for en lille status på afkommet.

Simon er nu 5½ måned og bliver ikke mindre grinebidder og fjalet, som dagene går. Det er altså skægt! Han tager desværre ikke på, som han skal - han har ikke taget på de sidste 1½ måned. Han vil ikke have noget som helst andet end bryst - vi har prøvet alt, tror jeg. Men nu er han på tvangsgrød, for han skal lære at spise, så han kan tage lidt på - det andet er jo en kedelig tendens. Vi har nu i 9 dage skulle give ham grød to gange om dagen, og de sidste par dage er han da holdt op med at græde ulykkeligt, så snart han så skeen - nu får Jesper en enkelt skefuld om dagen i ham. At være lille og sulten giver også nogle rigtigt trælse nætter med mange opvågninger og lange jamreture - det giver så også forældrene nogle trælse nætter. grin

Pelle er snart en stor dreng - den seneste måned er han rykket på mange område, og den seneste uge har vi nærmest ingen konflikter haft. Det har bare været glade Pelle hele dagen - det er godt nok dejligt. (Især i forhold til ugen inden, der var skrig og skrål!) Og hans sprog er rykket en del, hvilket tydeligt gør tingene lidt nemmere for ham.

Jaja, alt i alt er det nu ikke så ringe endda. grin

Posted by Anne in
(1) CommentsPermalink

Saturday, October 21, 2006

Opbrud i familien - eller hvad man nu skal sige

I disse timer er min bror på vej sydpå i sin nye Suzuki Grand Vitara. For et par uger siden fik vi at vide, at han flytter med familien til Kiev (hovedstad i Ukraine), hvor han har fået arbejde hos et dansk firma, der leverer software til danske firmaer. Han er så flyttet pr. i dag, resten af familien følger efter til nytår. (Alt dette er bl.a. årsag til, at vi har for mange Bruce Springsteen-billetter.) I næste uge er de alle fire dernede for at finde lejlighed, kigge på skole og børnehave og så‘rn.

Jeg er ikke udpræget begejstret, må jeg sige. Men de kommer hjem til jul og ellers cirka hvert kvartal, har de sagt. Hvor længe de bliver? Ja, det ved de ikke engang selv.

Posted by Anne in
(0) CommentsPermalink

Billetter til Bruce Springsteen

Fire billetter til Bruce Springsteen lørdag d. 28. oktober sælges - unummerede ståpladser. Prisen er pålydende (600,- pr. stk. inkl. gebyr), men hvis du køber dem alle, kan der forhandles. grin

Posted by Anne in
(5) CommentsPermalink

Monday, October 16, 2006

Behøver jeg at sige mere?

image

I det mindste var vi på en vigtig og forhåbentligt glædebringende mission.

Posted by Anne in
(5) CommentsPermalink

Thursday, October 12, 2006

Den hoppende vaskemaskine

Vores vaskemaskine vandrer, fordi den står på et gulv, der skråner mærkeligt. Jeg er så TRÆT af det - den hopper ned fra sin intermistiske opklodsning og larmer og alt muligt. Jeg skal løfte den på plads hver gang og så lige stille lidt på skruerne igen, og det holder jo ikke. Hvilken håndværker skal man ringe efter for at få ordnet sådan noget?

Posted by Anne in
(5) CommentsPermalink

Sunday, October 08, 2006

En “Jesper”...

Her i huset har vi et begreb, der hedder “en Jesper”. Det går ud på, at man starter elkedlen og går ind og sætter sig igen. Når den så har kogt, glemmer man at gå ud og lave kaffe. Så går der lidt tid, og så går man ud og tænder igen, og så glemmer man den igen.

Vi snakker om, hvor drønsmart en Quooker er, og hvor fedt det kunne være at have sådan en, men så kan man jo aldrig nogensinde lave en Jesper igen, og hvad skal vi så snakke om i weekenden?

Posted by Anne in
(5) CommentsPermalink

Sunday, October 01, 2006

I svømmehallen

Vi går til familiesvømningen søndag formiddag. Det er som regel den ene forælder, der er afsted med ungerne. Mødrene har derfor drengene med ind, og det er også fint nok - men når en halvstor dreng tuller rundt med sagerne strittende frem foran sig, så synes jeg måske nok, at han er stor nok til at gå alene ind til herrerne… smile

Posted by Anne in
(6) CommentsPermalink

Page 1 of 1 pages

Powered by ExpressionEngine