Saturday, October 28, 2006
Jeg har et par gavekort til H&M liggende, og jeg skal have en ny vinterfrakke. I denne uge har H&M 10% på alting, så jeg forhandlede mig til en times udgang uden børn her til formiddag og SÅ skulle der shoppes!
Jeg kører glad mod byen lidt over 11 - det tager normalt 11 minutter at komme ind til Bruuns Galleri (et center). Jeg tror endda, at jeg når at sidde og synge lidt og nyde udsigten. På et tidspunkt rammer jeg en kø. Det er ikke unormalt, at der er kø lige der, så jeg venter i godt humør. Køen sneeeegler sig afsted. På et tidspunkt ser jeg en hel kødrand af mennesker, der står i kø. Jeg sidder i køen og kigger på køen. Folk står med fire lag tøj og fryser. Flere myldrer til i fuldt firspring. Jeg ser et par laaangt nede i køen stå med en barnevogn og et meget lille barn, som faderen står med i armene - okay, tænker jeg så, så må det være noget vigtigt, de står i kø til, siden han gider at stå der. Er der mon et band, der giver autografer? Åbningsudsalg?
Da jeg efter lang tid får drejet af mod Bruuns Galleri, holder jeg også i kø der. Mens jeg holder i kø inde i parkeringshuset, bliver de sidste pladser fyldt op. SÅ strittede alle konens nakkehår, og jeg kører igen og kommer hjem en time efter afgang uden overhovedet at have været ude af bilen.
Efter at have undersøgt sagen har jeg nu fundet ud af, hvad der havde fået det halve Jylland på benene: Deal | No Deal søger deltagere. Måske er det fint nok, at jeg slet ikke nåede op i centeret, det havde givetvis været med livet som indsats…
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Page 1 of 1 pages