Wednesday, May 30, 2007

En af vores bedste-bedsteste venner har i dag “sat sidste punktum” i sit speciale. Hvis jeg troede, at mit var op ad bakke i sin tid, har hans været op ad en lodret bjergside i snestorm, sneblind og uden udstyr.

Allan, du er for sej, jeg er stolt af dig.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

“Slamsugerbetonkanon.”

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en kan forrette af skade i de forkerte hænder!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, May 29, 2007

http://politiken.dk/udland/article313653.ece (ikke for sarte sjæle med børn)

- hvor er det dog trist. Det mest absurde er dog, at bilen stod parkeret på gaden foran det sted, hvor hun arbejdede. Er der da ikke nogen, der er gået forbi og har undret sig over, at der sad et fem måneder gammelt barn i bilen? Barnet har vel også skreget på et tidspunkt. It’s a cruel world.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Thursday, May 24, 2007

Pelle leger med ordene. F.eks. kom vi kørende i morges og så en lastbil.

Pelle: En GUL lastbil!
Anne: Ja, det er en postbil.
Pelle: En postbillastbil.

—-
Pelle kan nogle gange godt lide at gå rundt med en mandel eller en nød:

Pelle: En NØD! (og viser den frem)
Anne: Ja, men det er faktisk en mandel.
Pelle: Mandelnød.
—-
Ude i haven - Pelle peger på fliserne:

Pelle: MURSTEN!
Jesper: Ja, det ligner det, det er fliser.
Pelle: Flisermursten.

Aner man et mønster? Sej måde at få det sidste ord.  Men om ikke andet er det skønt, at knægten samler på ord.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, May 16, 2007

Fokus har ændret sig lidt i forhold til, hvad der er forkælelse og unødvendige anskaffelser. Nu drejer det sig i lidt større omfang om at holde Pelle glad uden at forkæle (eller forkøle) ham, og det er jo -som altid med børn- en balancegang. Blandt andet derfor har vi anskaffet os en stor havetrampolin, for det er han helt syg med. Det havde vi opgivet, da vi flyttede herud, for haven er ikke ret bred, og sådan en trampolin fylder virkelig halvdelen af haven i bredden. Desuden skråner haven, den ville tage udsigten, og der var meget i vejen, så det opgav vi. Indtil. Eftersom der næsten ikke er noget, Pelle griner mere af, som at hoppe på trampolin, er vi nu de stolte ejere af sådan en tingest - den kom op i går.

I går, da han fik øje på den uden i haven, satte han sig pænt på skammelen i gangen og sagde “sko på!” - og så skulle han ud. Han løb lidt hid og did i haven og hoppede af bare spænding, det var tydeligt, at han nærmest ikke troede sine egne øjne. Og han måtte slæbes skrigende ind to timer senere, da vi skulle spise, men han havde bare haft det så godt. Han havde endda sagt “elsker trampolinen”, og det var da noget af et statement.

I dag gentog det sig: “Sko på!” - men det øøøøste ned, så vi prøvede sådan at tale om noget andet. Pludseligt kommer knægten gående med skoene omvendt og halvt på og bad om hjælp. Jajada, lille skat.   Så ham i regntøj og moderen i regntøj, og så drog vi ud i regnen. Op på trampolinen i regntøj og ... strømpefødder. Jeg startede med det store kolde gys, for da jeg gik op på den, løb alt vandet jo ned på mine fødder - FOR POKKER, det var koldt i otte graders varme!

Jeg holdt ud i 20 minutter - og så besluttede jeg, at Pelle ikke skulle forkøles, og så gik vi ind. Naturligvis under højlydte protester, men jeg har et håb om, at den her trampolin kan lære ham, at gode ting kan holde op, uden at verden går under. Jeg håber. I dag var han vred og hys noget kortere end i går - og resten af aftenen i godt humør.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Dårligt humør i dag. Det allerhårdeste ved det her er, at han ikke vil komme til at fungere ordentligt socialt, fordi han f.eks. ikke vil kunne forstå de fleste samtaler. Jeg har selv været udenfor i perioder i min barndom og ungdom, og det var mit største håb, at ingen af mine unger kom ud i det. Men det gør mindst en af dem så. Øv.

Og så er jeg snart faret vildt i alt det, man kan gøre, og som måske virker - diæter, kosttilskud, forskellige behandlingsformer og jeg ved ikke hvad. Og man får straks dårlig samvittighed, helt automatisk. Og så endte jeg på en amerikansk hjemmeside, og så imploderede min hjerne da først helt, for der behandler man også med en masse forskellige terapier - men måske det i virkeligheden er inkluderet i det, man gør i Danmark, man gør måske bare noget forskelligt?

Det kunne være interessant at finde ud af, hvad man om 100 år siger om det, man gør i dag. “Ha, de fattede jo ikke et klap dengang - man fandt løsningen i 2018, og den havde ligget lige for i mange år…”.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, May 12, 2007

For et års tid siden tændte jeg computeren og loggede på messenger. En besked poppede op ...

12-05-2006 21:11:26 Samtalepartner:  nå har du så født
12-05-2006 21:11:36 Samtalepartner:  du har jo været offline hele dagen
12-05-2006 21:11:38 Anne:  yeps
12-05-2006 21:11:51 Anne:  ja, vi var lige omkring fødestue 15
12-05-2006 21:12:27 Samtalepartner:  hold da op - hvordan gik det så og hvad blev det?
12-05-2006 21:12:56 Samtalepartner:  tillykke!!
12-05-2006 21:12:57 Anne:  dreng

Tillykke min skat!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, May 11, 2007

Psykologen var her i går, og lidt mod forventning startede orkanen ikke på ny. Vi kommer videre - og det går stærkt. Nu kan vi snakke om det uden at være ved at tude, nu er vi konstruktive og praktiske. Psykologen kunne bekræfte det, vi allerede vidste - at vi sandsynligvis taler om en eller anden mild grad af autisme. “Sandsynligvis”, fordi det ikke er hende, der skal stille diagnosen, men ...

Der er klare tegn på det - han leger ikke med andre, han har meget ringe fantasi, han taler dårligt (både udtale og ordforråd), siger sære ting helt ude af sammenhæng og omtaler sig selv i anden/tredje person, han er svær at få kontakt med, har ind i mellem gentagne bevægelser, og han er meget glad for hjul og ting med hjul. Hans dagplejemor beskriver det samme - men først nu, hvor hun er blevet spurgt decideret om de forskellige ting, før det har hun ikke tænkt så meget over det. Sådan er det nok også med os - der er mange småting, vi ikke før har lagt mærke til. Når vi ser det listet op nu, slår vi os jo også for panden og tænker, hvordan vi dog ikke har lagt mærke til alt dette forlængst.

Det var et meget konstruktivt møde, hvor vi snakkede om, at Pelle skal tages op på en visitationskonference, hvor nogle kloge hoveder skal vurdere, som Pelle skal i en almindelig børnehave med ekstra normering (en såkaldt H-plads), eller om han skal i specialinstitution. Den konference vil finde sted efter sommerferien, og så ved vi så ikke, om der er ventetid på en plads. Jeg håber, at han får en plads i en almindelig børnehave - han kan godt lide at være sammen med andre børn, han kan bare ikke finde ud af at lege med dem, så derfor tror jeg, at han vil have det godt i en amindelig børnehave. Men det er jo heller ikke til at vide, hvordan han har det om fire måneder. Den institution, som Simon går i nu, har ikke H-pladser, så de kan ikke komme til at gå samme sted - men det må vi jo se på til den tid.

Men vi er på vej videre, og det føles rigtigt godt. Utroligt, så hurtigt det går.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, May 05, 2007

Næh, vi har tværtimod fået en orkan gennem familien. Pelle taler ikke så godt, og derfor kom der en talepædagog ind i billedet for nogle måneder siden. Han nægtede at samarbejde, så derfor kom der en psykolog ind over også. Hun har så gjort sig sine observationer, og hun mener, at Pelle har en kontaktforstyrrelse. Vi har længe haft på fornemmelsen, at noget har været galt med Pelle - at han på en eller anden ikke er alderssvarende. Han taler ikke ret godt, og han taler kun om meget konkrete ting. Han leger stort set ikke med andre børn, kun ved siden af. Han elsker at kigge på og tale om hjul. Han bliver meget nemt fustreret, og han kan ikke overskue så meget, så vi har mange daglige skrigeture.

Han skulle have startet i børnehave i tirsdags, men heldigvis var hans plads i dagplejen ikke taget, så det tog ikke lang tid at lave det om, så der bliver han indtil videre - det er hans trygge base, hvor han nærmest altid er glad.

Alting er meget nyt - sidste onsdag gik vi fra at tro, at hans vanskeligheder bundede i periodiske problemer med at høre pga. mellemørebetændelse, og så til at tale om udviklingsforstyrrelse, at høre specialinstititution nævnt som en mulighed og tale om, at han skal enten henvises til PPRs basisteam (Pædagogisk-psykologisk rådgivning) eller børnepsykiatrisk.

Psykologen spurgte, om ikke det er hårdt at være forældre til Pelle. Tjoh, det er det vel, men hvad ved vi - det er vel altid hårdt at have børn, og han er vores første, så vi ved jo ikke bedre. Og han har jo altid været stædig.

Man siger jo, at man ved sygdom og den slags skal holde sig fra nettet - hvis man googler
på kontaktforstyrrelse, kommer man ind og læse om autisme, så det giver da ikke mindre at bekymre sig om, for der er meget, der passer på ham - i en grad, der får nakkehårene til at stritte. Der er heldigvis også meget, der IKKE passer på ham - man har masser af kontakt med ham, han smiler til andre, man kan også få et kys og et kram, og han er bestemt ikke ligeglad med, om vi er der eller ej. Så det er slet ikke “helt galt”, om man så må sige.

Men det forklarer en del, trods alt. Så nu ved vi, at hvis der er noget, han ikke vil gøre (og ikke griner), er det nok, fordi han ikke kan overskue det og ikke, fordi han vil være på tværs. Vi har længe haft en bærbar og en film med til ham, når vi skulle noget - f.eks. til konfirmation, som vi var det i lørdags. Men nu er forskellen bare, at hvor vi før gjorde det mest for at give os fred, fordi han ellers hænger i gardinerne og skriger, er det nu mest for at give ham ro ved at lade ham være i den “verden”, han kan overskue. Det tog f.eks. heller ikke 30 sekunder at beslutte, at han ikke skulle med i kirke til konfirmationen. Vi har helt smidt “Det bør en treårig da kunne finde ud af”-åget, og jeg er i bakspejlet glad for, at vi ikke har skældt ham alt for meget ud gennem tiden.

Der er mange kameler, der skal sluges, og der rendt en del tårer siden sidste onsdag - for sent i seng, sove dårligt, dybe panderynker. Men det kan jo kun blive bedre herfra, og han skal jo nok få et godt liv alligevel. Det bliver bare et andet liv, end vi havde tænkt os. Og så han jo stadig vores lille Pellemus.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget