Sunday, October 26, 2008
Linda har tagget mig. Og jeg har spekuleret i dagevis på, om jeg har seks sære vaner. Jeg ville nemt have kunnet svare for 10 år siden, men jeg ved ikke, om det betyder, at jeg er blevet mindre quirky eller ikke længere tror, at jeg er quirky.
Reglerne lyder:
Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours).
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.
Unspectacular quirks of mine
1) Jeg har det bedst, hvis lyskontakterne står ens. Da jeg boede hos mine forældre for 10 år siden, boede jeg i kælderen, og ved toppen af trappen var fire kontakter. De skulle helst stå ens, når jeg gik i seng - om de så betød, at jeg måtte gå ned ad trappen i mørke. Jeg er ikke helt så hys længere, men jeg har det bedst, når lyskontakten til de to loftslamper i køkkenet står ens.
2) Jeg har det bedst, hvis jeg har dynen foldet op under fødderne. Det kommer sig nok af min mangeårige og aldeles irrationelle skræk for spøgelser og lignende, når jeg skal sove.
3) Jeg glæder mig stadig over tallet 103. Før internettets almindelige udbredelse var jeg på Fidonet, og der hørte jeg til hos nummer 103. Jeg havde så 103.7, og derfor bliver jeg altid nostalgisk, når klokken er 10:37.
4) Jeg foretrækker at have Num Lock slået fra. Sådan har jeg haft det altid, for min første computer havde ikke automatisk Num Lock, fordi der ikke var et ekstra sæt piletaster på XT-tastaturer. Derfor brugte jeg altid det numeriske tastatur til piletaster, og da der kom AT-tastaturer med ekstra piletaster og automatisk Num Lock, slog jeg bare Num Lock fra. Det er til stor frustration for kolleger og andre, der lige skal bruge min computer. Jeg bruger stadig tallene på det numeriske tastatur, jeg slår bare lige Num Lock til først og så fra igen bagefter.
5) Jeg er komme-for-sent-menneske, men sjældent mere end 3 minutter. Og jeg hader andre for det, når de kommer mere end 5-10 minutter for sent, for det er eklatant mangel på respekt for andres tid. Derfor underskylder jeg også selv behørigt for det og giver besked, når jeg kan. Og jeg planlægger tit at skulle afsted et kvarter tidligere, for så kommer jeg som regel til tiden.
6) Jeg foretrækker at skrive tal med bogstaver, hvis jeg kan - jeg vil heller skrive otte minutter end 8 minutter. Det er bare pænere. Men da det ser lidt noller ud med fem-ti minutter, måtte jeg i 5) skrive 5-10 minutter, og så måtte jeg også rette tre minutter til 3 minutter, for det ser da først dumt ud, når man blander det. Men det gjorde ondt. Det samme, hvis jeg kommer over tolv - det ser også træls ud med fjorten minutter.
... jeg kan ikke finde på flere at tagge. Beklager.
Saturday, October 25, 2008
Det går fremad dag for dag. Jeg holder mig på 2-3 pamoler på en dag, jeg passer mine øvelser, og jeg bruger kun mine krykker uden for huset, selvom jeg faktisk var ovre hos naboen og låne en cykelpumpe i dag uden at have krykker med. (Det var så ikke mig, der skulle ud at cykle…) Men det er godt at fornemme, at selvom der er langt igen, så er målet stadig i sigte. Det er fantastisk at kunne komme rundt uden krykker! Intet mindre.
Jeg har også fået gang i symaskinen. Utroligt, som det har fyldt i mit hoved, at jeg bare så gerne ville i gang - måske, fordi der har været så meget andet, jeg ikke har kunnet. Indtil videre har jeg fået lavet tre julegaver, lavet en prøveopsyning af et mønster, jeg skal bruge til en “pels"jakke, en elefant-/dragehue til Simon, nogle plasticlommer til syblade (som man kan sy af stofstrimler og badeforhæng i klar plastic) og lidt løse småting. Det er ikke så ringe endda.
Og her et par billeder af ungerne. De har det rigtigt godt for tiden, Pelles udvikling over de seneste måneder er i sandhed bemærkelsesværdig. Som et ud af mange eksempler har vi ikke tidligere kunnet få taget gode billeder af ham, fordi han ikke ville have det. Her er så et godt eksempel på det modsatte. 
Simon er kommet lidt væk fra sit hysteriske toårig-trip, så ham har vi meget fornøjelse af. Ordene vælter ud af dem begge, og de har virkelig skruet op for fælles-balladen, så vi næsten ikke kan tænke i al den larm. Oh well.
Wednesday, October 22, 2008
Ja, ganske som Signe forudsagde har jeg været rigtig, rigtig træt. Ih du milde. Zzzzzzzz….. Hovedpine! Mon ikke det er pamol-afgiftning, der gør sig gældende der? Måske man skulle bestille sig en tid hos en zoneterapeut? (Nånej, hvordan skal jeg komme derhen…) Helt vildt ømme muskler. Hvordan kan noget, man næsten ikke har, gør så ondt? Nær-fantomsmerter?
I dag så jeg de sidste afsnit af House sæson 1 - for de uindviede handler det om en læge, som går med stok, fordi hans ene ben er dårligt. Jeg går værre end ham, når jeg skal gå uden krykker. Vi taler seriøst om skib i havsnød. Heldigvis er Jesper ikke så ond, at han optager det på video.
Men altså, still hanging in there. Og smiler stadig, omend lidt anstrengt ind i mellem.
Tuesday, October 21, 2008
... af en hofte, om ikke andet. Der er flere, der har spurgt, hvad jeg egentlig har fået lavet. Nu har jeg fået fingre i røntgenbillederne, så nu kan jeg på forholdsvis ublodig vis tegne og forklare. Klar?
Billede 1: Før operationen
Her ser vi min højre hofte, som den så ud før operationen. Den lyserøde pil peger på problemet: At hofteskålen ikke dækker den runde hofteknogle godt nok.
Billede 2: To dage efter operationen
Her er der så gået to dage siden operationen. De tre røde pile peger de tre steder, for de mejslede hofteskålen fri, hvorefter de har drejet den og skruet den på igen. De to lange hvide streger er skruer, og de små streger er klipsene i operationsarret. Den lyserøde pil peger nu på problemet, der er blevet rettet - hofteskålen dækker nu den runde knogle bedre. Den gule pil peger på et solidt stykke knogle, der på mystisk vis allerede er væk på billede 3.
Billede 3: Seks uger efter operationen
Den gule pil peger på det sted, hvor der nu ikke længere er en mindre knagerække af overflødig knogle. Den lyserøde pil peger igen på problemets løsning, og den grønne pil peger på, at loftet i hofteskålen nu er helt lige. Man kan også se, at knoglerne er groet fint sammen.
Alt i alt: Ganske vellykket, patienten overlevede.
Jeg var til røntgen og kontrol på sygehuset i går, og med professorens ord ser det helt perfekt ud. Jeg skal derfor begynde at lære at gå uden krykker, og jeg kunne passende begynde med at gå rundt hjemme uden. Han undrede sig til gengæld over, at jeg stadig tog så mange smertestillende.
Derfor er det en helt ny dag i dag! Dels har jeg skåret de smertestillende væsentligt ned, dels skal jeg nu lave nogle hårdere genoptræningsøvelser, og dels humper jeg rundt uden krykker - alle tre ting ville hver for sig komme til at gøre noget mere ondt, så nu tager jeg en kold tyrker og får det overstået. Derudover har jeg for første gang i seks uger været i bad uden krykker, fået kontaktlinser på igen i stedet for briller og fundet mig et par ordentligt bukser i stedet for slaskede joggingbukser.
Lad os tales ved i morgen, hvordan det går.
Friday, October 17, 2008
Onsdag aften skulle Jesper ud at købe ind, og jeg skulle så selv putte ungerne. Jeg kan kun passe ungerne, hvis de hører efter hver gang, så det giver sig selv, at det er lidt udfordrende. Derfor havde jeg lokket med Lene, der ville komme på besøg om aftenen, om hun kunne vær eher kvart i otte, så hun om nødvendigt kunne hjælpe mig med at få lagt ungerne i seng. Simon plejer nemlig ikke at ville med, og at bære ham ovenpå på krykker ... nej.
Nå, men Pelle gik i seng allerede kl. 19, og jeg fik Simon til at gå op 19:30. Jeg tænkte på, at det var da lige godt pokkers, at jeg så havde jaget med Lene, nu var det så slet ikke nødvendigt. Nå, vi kom op på Simons værelse, han legede lidt, og han ville bare ikke i seng. Jeg fik ham indfanget og med besvær løftet op i sengen, hvor han stod og græd NEJ MOR NEJ MOR. Hm, jeg må hellere lige tjekke, og jeg tager fat i hans bukser for at løfte ud i dem for at tjekke bleen og ... bonus. Ud over det hele. Jeg står nu med bæ på fingrene, skrigende barn og krykker uden for rækkevidde.
I samme øjeblik kan jeg høre, at døren går op nedenunder, og jeg er reddet.
Sunday, October 12, 2008
Indrømmet, jeg sidder i min seng. Indrømmet, jeg er stadig i nattøj. Men jeg fik min kaffe med herover uden brug af ukæk taske om halsen. I lidt større perspektiv vil jeg sige, at det går stadig fremad.
Bassintræning er fedt nok, og jeg er harmdirrende arrig over, at de holder efterårsferie! Helt ærligt - hvordan kan genoptræning holde ferie? Jaja, hvis der endelig var noget genoptræning, der skulle holde ferie, er det jo nok lidt mere ufarligt ikke at komme til i forhold til f.eks. hjerneskadegenoptræning, men lille mig i min lille osteklokke med meget lille tålmodighed råber bare FNØH over det.
Jeg er begyndt at skære lidt på smertestillende, og samtidig er jeg begyndt at blive lidt mere modig, så jeg kan sagtens mærke, at jeg er til. Sådan noget med at tage et enkelt hurtigt skridt helt uden krykker føles meget modigt og forbudt, og jeg gør heller ikke ret meget i det, og jeg får en ubændig trang til at kyyyyle de krykker langt væk af det. Det er faktisk lidt ligesom dengang, hvor man sagtens kunne køre bil, men kun lige manglede at være til køreprøve - det er bare ikke sjovt.
Og så det vrantne (hej Fie!): Og jeg må stadig ikke køre bil, og jeg gik glip af en garanteret god fest med spisning i går aftes, fordi jeg ikke ville kunne komme hjem på egen hånd.
På syfronten er jeg kommet lidt i gang - jeg har fået syet en taske, der skal bruges til gave, og jeg har fået klippet til to mere. So nice.
Monday, October 06, 2008
Det er i dag fire uger siden, at jeg var under kniven, og det går da fremad! Det gør det da. Men ÅH, hvor er det kedeligt at ligge her. Det værste er, at min ryg begynder at brokke sig over manglende træning og trælse “arbejdsstillinger”, så nogle gange har jeg mere ondt i ryggen end i hoften - det er jo helt galt. Men i dag var jeg for første gang til genoptræning i varmtvandsbassinet, og det var sgu fedt nok. I vandet er man så let, at jeg måtte gå på begge ben uden at støtte - det var godt nok sært. Utroligt, så hurtigt man får programmeret sin hjerne til, at man ikke må gå uden krykker, så jeg skulle virkelig koncentrere mig om at gå på begge ben. Sært, altså. Men fysioterapeuten sagde, at når man først var kommet i gang med bassintræning, begyndte det at gå stærkt, så det ser jeg virkelig frem til. Jeg skal til kontrol på hospitalet om to uger, og så kan det måske være, at jeg må begynde at øve mig i at gå uden krykker på land også. Iiiih!:-)
Page 1 of 1 pages