Sunday, November 30, 2008
Min absolutte favorit-boghandel har lukket ned for salg til Danmark! http://www.bookdepository.co.uk var lidt billigere end Amazon, og de havde gratis porto! Og de havde næsten lige så meget som Amazon. Og de var lynhurtige - vi taler om to døgn fra England, så var det her. Men det skulle ikke undre mig, om de er blevet mødt med et krav om momsregistrering i Danmark, som Amazon blev det for nogle år siden. Suk. HELT ÆRLIGT! Jeg var inde og samle julegaver sammen her for få dage siden, men jeg fik ikke lige afsluttet købet, og da jeg så ville ordne det i dag, så ... ARGHGHGHH! Mor er ikke sur, mor er SKUFFET!
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Tuesday, November 25, 2008
... at jeg har forkælet mig selv oven på et noget rodet år. Jeg har simpelthen købt mig en ny symaskine. Jeg havde sparet op til “noget” til mig selv, og pludseligt slog det mig, at det var en ny symaskine, jeg skulle have mig! Symaskinemanden hos Guldager ville gerne give mig en rigtig god pris for min gamle maskine, min mor ville gerne give mig min fødselsdagsgave på forskud, og så havde de den på supertilbud, og så overfaldt den mig og tvang mig til at tage den med hjem. Det gjorde den altså! Men vi er blevet rigtig god venner, og den kan en hel masse ting - og den kan bruge flere forskellige trykfødder (enhver god maskine har gadgets, og på en symaskine er det f.eks. trykfødder), hvilket jeg altid har ønsket mig en symaskine, der kunne. Den larmer næsten ikke, og den syr som en drøm.
Hvis det ellers siger nogen noget, er det en Brother NV-400.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Jeg er begyndt at tælle ned, jeg starter på arbejde (på nedsat tid) om mindre end to uger. Det skal blive rart at komme ud i verden igen.
Det går rimeligt, omend ikke optimalt - jeg bruger ikke krykker mere, men jeg går heller ikke ret langt, og jeg halter stadig lidt. Og føler mig lidt gammel og temmelig træt. Jeg skal fortsætte min genoptræning i bassin frem til jul. Jeg var til træning hos kiropraktoren i dag for at se, om det kunne bære, og vi startede forsigtigt op - og hun mener, at jeg lige skal omkring lægen og have tjekket blodprocenten og så‘rn. Men jeg mangler “kun” styrke og stabilitet - et rask lille “kun”, der kan tage laaang tid. Men jeg er optimist, og jeg vil hellere starte på nedsat tid end have forlænget min sygemelding. Man skal lige over det der punkt, hvor man bliver træt af at lave noget og træt af ikke at lave noget. Når man lige kommer det punkt, så kan det kun gå fremad.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Sunday, November 16, 2008
Hvis man ikke kan lide sit barn, hvorfor afleverer man det så ikke et sted, hvor det kan blive fundet og passet på? Hvorfor i alverden tæsker man det ihjel over 17 måneder? Og hvordan kan de sociale myndigheder være på besøg 60 gange uden at gøre noget? Flere har henvendt sig til dem om, at den lille drengs liv var i fare, men der blev ikke gjort noget. Verden er altså bare for ond. Det er da næsten ikke til at bære. Man må håbe, at nogen lærer noget.
I Århus er det i løbet af de sidste måneder dukket flere sager op, hvor henvendelser om forsømte børn ikke er blevet taget alvorligt nok. Men der har da ikke været mord eller vold i dén grad. Endnu. Gad vide, om Danmark er ved at blive lige så rå.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Wednesday, November 12, 2008
“Husblassen ligges i blød i lidt klodt vand i 5 min. Og det smeltes over et
vandfad.”
... ikke tage ting for bogstaveligt, nej.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Monday, November 10, 2008
Fra en temaartikel om Bermudaøerne:
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Drengene elsker tog og traktorer og alt muligt, og de har for et par uger siden set deres første Traktor Tom-dvd. Stor begejstring!
Eftersom Simon er glad for at lege med opvaskebørsten i vasken, og Pelle er begyndt at hjælpe med at skære agurk, var svaret jo lige for: Ens forklæder, og jeg havde stoffet liggende, som jeg har fået af min svigerinde engang. For ligesom at understrege, at de er brødre, har de også ens nattøj på, og de læser minsandten også to ens bøger.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
For nogle år siden tog Ewan McGregor og Charley Boorman på motorcykeltur øst på jorden rundt. Det optog de så på film i Long Way Round, og jeg har lånt dem af Alex og Lene. Jeg er ikke motorcykelentusiast, men de er begge ret seje, og de skulle rejse gennem Ukraine og Rusland, så det ville jeg gerne se.
Hele turen er i store træk fra London gennem Europa, Ukraine, Rusland, Kazakhstan, Mongoliet, tilbage til Rusland og så til Alaska, Canada og USA og hjem igen.
Jeg har lige set afsnit 3, og jeg er topbegejstret. I dette afsnit rejser de gennem Europa, så de når til Tjekkiet, Slovakiet og ind i Ukraine. De sidder fast ved grænsen i 12 timer, indtil nogen finder ud af, at ministeren har ringet, og så kommer de igennem, de bor på det samme hotel i Lvov, som bror Jesper og jeg boede på for over 10 år siden, de møder folk, de ikke kan tale med, de møder meget venlige folk, der har en del våben, og så fremdeles. Det er virkelig alt for fedt, og jeg var helt grådkvalt af genkendelsesglæde over at se det land og al den trøstesløshed og venlighed, som jeg jo i virkeligheden holder så meget af, selvom det er så pukkelbesværligt.
Det kan ses på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=wu82ewtRgvA
Jeg glæder mig allerede til resten. ![]()
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Wednesday, November 05, 2008
På arbejde har vi en amerikansk chef, og ham nåede jeg jo så at have i 2-3 måneder, inden jeg blev opereret. Jeg har derfor set ham mere i overtagelsesfase end i driftsfase, så jeg kender ham vel i princippet kun halvt. Men jeg synes, at han er rigtig rar, og han virker til at tage os alvorligt, og vi har haft gode grin på kort tid. Jeg har udvekslet et par mails med ham om arbejdstidsplanlægning, og han skriver så:
“When is your first day back in the office? Hope soon! :-D”
Se, det er jo et interessant studie i kulturspekulation. For mener han nu noget med det? Mener han, at han gerne ser mig tilbage så snart så muligt, fordi jeg skal arbejde, og nu har jeg vist været længe nok væk, eller fordi han synes, at jeg er rar at have hængende ud på kontoret?
Jeg valgte at blæse på den bekymring og skrev:
I must unfortunately stick to the plan to come back Dec. 8th. I still need time for rehabilitation. I am still aching, I still can’t walk properly, and muscles have deserted my butt so I can’t sit for very long. But trust me, I look forward to coming back when I am back in shape. ![]()
Kan man mon skrive det til sin amerikanske chef?
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Tuesday, November 04, 2008
Her i huset har vi i flere år kørt med ugentlige madplaner og indkøbsture. Det får man lidt røg for ind i mellem - jeg er faktisk blevet decideret hånet ude på arbejde over, at jeg om fredagen vidste, hvad vi skulle have om mandagen, for slet ikke at tale om, at vi har indkøbslister i Excel.
Men da madplaner og ugentlige indkøb er en god idé, vil jeg her forklare, hvordan vi griber det an. Den ugentlige indkøbstur klares onsdag aften og starter i Netto og slutter i Føtex. På den måde bliver det billigst og hurtigst.
De rigtigt dygtige madplanlæggere smider aldrig for gammel mad ud. De sørger for, at hvis de køber en knoldselleri, så bliver den brugt. Eller hvis de får kylling, koger de suppe på skroget, og så indgår suppen i en ret to dage efter. Så gode er vi ikke. Vi har heller ikke en kvart ko i fryseren eller en kule i haven med hvidkål og kartofler. Men det går nu meget godt alligevel.
Tirsdag aften sætter vi os med kalenderen for ugen, tilbudsavisen for Netto og Føtex og de to-tre opskriftsbøger, vi bruger oftest. Vi har en madplan med ugedagene. Først skriver vi ned, hvad der sker af ting, der kan påvirke aftensmaden. Gæster? Møder? Kommer nogen sent hjem? Så kan den se sådan ud (vores går så fra torsdag til torsdag, fordi der købes ind onsdag):
Mandag [Louise]
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag [Morten]
Lørdag
Søndag [Rude]
Nu ved vi så, at Louise spiser med mandag, Morten spiser med fredag, og søndag er vi på besøg hos mine forældre til aftensmad. Tirsdag er ungerne hos mine forældre hele dagen og kan ikke spise ret meget, når de kommer hjem. Vi ved, hvad Louise og Morten ikke kan lide, så det undgår vi de dage.
Så brainstormer vi lidt over, hvad vi kunne tænke os. Det er længe siden, vi har fået pizza eller lasagne. Begge dele er tunge på kalorier, så vi vælger en af dem, og det skal på en dag, hvor der er rimelig god tid.
Vi prøver at planlægge, så vi ikke får det samme kød eller tilbehør (pasta/ris/kartofler/bulgur) to dage i træk og ikke det samme kød eller tilbehør tre gange på en uge. Der er grøntsager til næsten alt.
Mandag [Louise] Pasta med tunsauce
Tirsdag Boller i karry med ris (+ portion til fryseren)
Onsdag Pangasiusfilet med kogte kartofler
Torsdag Kylling i soya/honning/hvidløg med ris
Fredag [Morten] Forloren hare med ovnkartofler
Lørdag Lasagne
Søndag [Rude]
Undervejs i planlægningen flytter vi rundt flere gange, fordi der så kom kartofler to dage i træk, og det skulle lige rettes.
Så laver vi indkøbslisten. Det er et forudfyldt ark med de ting, vi plejer at købe. Man køber jo i reglen 80% de samme ting - pålæg, mælkeprodukter, grøntsager, pasta, ris og den slags, og man husker nemmere at få tjekket, om man mangler noget. I løbet af ugen har vi en seddel på køleskabet, hvor vi skriver ned, hvis vi kommer i tanke om noget. Her er et kik på vores:
Tre kolonner inddelt i kategorier, så der er plads til at skrive et par ekstra ting på i hver kategori. F.eks. køber vi sjældent tomatpuré på flaske, men når vi gør, skriver vi det lige på ved siden af ketchuppen. Den tredje kolonne er til alle ekstratingene - når der er ting uden for kategori, vi skal have, f.eks. hvis der er en film på tilbud i Føtex, eller vi skal have printerpapir. Hvis der er ting, der skal købes et bestemt sted, noteres det ved N: foran varen for Netto og F: for Føtex og så fremdeles. Indkøbslistens kategorier er sorteret efter Jespers foretrukne rute rundt i Netto.
Man tager så madplanen, listen fra køleskabet, tilbudsavisen og kogebøgerne med ugens opskrifter, og så har man på fem minutter lavet en indkøbsliste. Det nemmeste er, hvis man selv sidder ved bordet og skriver og har en hjælper i køkkenet, der kan tjekke, når man råwer “har vi mere tomat på dåse”, men det er en detalje.
Vi holder os ikke slavisk til madplanen. Hvis det en dag er lunt, og vi ikke gider tomatsuppe, bytter vi bare om på en dag eller finder på noget nyt og skubber planen en dag. Vi tager ikke kød op om morgenen, vi tøer det op om eftermiddagen i microen - der burde vi også være mere supermadplanlæggere, men det virker ikke helt for os. Det er også derfor, vi kan ændre plan lige pludseligt. Af samme årsag fryses det meste kød ned lige efter indkøb, så er vi sikre på, at det ikke bliver for gammelt i køleskabet.
Derudover har vi også et godt lager - vi har altid noget kød og grønt i fryseren og ris og pasta i skabet, så vi kan overleve et par dage uden at få købt ind. Vi køber altid kød stort ind på tilbud.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Ja, endnu en uge gik, og det var en lidt broget uge. Måske på grund af det pludselige omskift i vejret, men jeg har ikke haft det supergodt. Meget træt og meget øm. Det er dog begyndt at lette lidt igen. Jeg kørte en lille smule bil søndag, og det var rart - ikke så længe, og det var lige dør-til-dør, så der er endnu et stykke vej til at aflevere unger eller tage ud og købe ind. Der er cirka en måned, til jeg skal starte på arbejde igen, og jeg sørger for ikke at lade mig stresse over, at der skal genvindes en del kropsfunktion, før jeg kan starte hverdagen igen.
Jeg keder mig heldigvis ikke så meget mere, nu jeg kan gå rundt i huset og den slags uden at planlægge det et kvarter i forvejen. I like.
Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget
Page 1 of 1 pages