Thursday, December 18, 2008
Jeg kom sent hjem i går og skulle lige på toilet. Jeg sad der lidt og tænkte over tingene. Da jeg så trak ud og skulle til at tage bukser på, så jeg en skygge i toilettet, og jeg tænkte “sig mig, har jeg tabt mit tørklæde i ARGH EN ROTTE!”, da jeg opdagede, at den mørke skygge padlede alt, hvad den havde lært, for at komme op. Mens jeg stod og overvejede, hvad jeg skulle gøre, hvis den slap op, røg den med ud igen.
Jesper sov (“ingen hørte hende skrige…”), og jeg måtte nøjes med at skrive en seddel med “RING KLOAKFOLK! ROTTE!” og lægge på køkkenbordet i det vanvittige tilfælde, at jeg skulle have have glemt det, når jeg stod op. Jeg indrømmer, at det lige tog et kvarter ekstra at falde i søvn, og at jeg tog toilettet ovenpå i morges. Og at jeg har tænkt mit i løbet af dagen, hver gang jeg har set et toilet. Og at jeg spurgte kommunens rottefængerdame, om de bider i måse - og det gør de ikke. Og rottefængerdamen var ligeglad med en rotte i et toilet - det sker jævnligt, og man kunne jo bare lukke låget på toilettet efter brug. Hm… Der kommer en kloakmand på tirsdag, selvom en rotte ikke altid betyder hul i rørene - men jeg vil nu nødigt møde den igen, hvis jeg kan blive fri.
Jeg kan forstå af kommentarene på min rottemødestatus på facebook, at det er noget, som folk virkelig frygter - det forstår jeg sådan set godt. I morges, da jeg fortalte Jesper det, sagde jeg “jaja, den bed mig i det mindste ikke” - hvortil han svarede “nej, men tæt på er også slemt nok” - og så fik jeg straks kvabab igen. 
Thursday, December 04, 2008
Jeg overlevede heldigvis formiddagen i fin stil. Distriktspædagogen var sådan en sød dame, der mødte en noget mere velfungerende og glad dreng, end hun havde forventet ud fra de papirer, hun havde læst. Yeah.
Og så har jeg været til læge i dag. Jeg fik taget blodprøver i sidste uge, fordi jeg ikke sådan syntes, at jeg var på toppen, og nu skal jeg jo starte på arbejde igen i næste uge, så nu var det altså tiden at holde op med at være så træt og sølle. Han sagde nærmest som det første, om jeg var begyndt at gå med burka? For mit d-vitamin-tal var så lavt, at det skrabede bunden, og det så man altså sjældent ved folk på min alder. Nåja, mumlede jeg, jeg har selvfølgelig ikke været så meget ude de seneste måneder… Så nu skal jeg have nogle stik i bagen over en periode, og så må vi se, om jeg kommer lidt op i gear igen.
I dag begynder Pelles udredning på børnepsykiatrisk. Vi får hjemmebesøg af en distriktspædagog om en halv time. Jeg småtuder allerede. Og det er der jo ingen grund til, vi har ventet på den udredning, hun bringer næppe noget nyt til torvs, der er næppe noget, der kan skræmme os længere.
Men ... I dag er det præcis 18 måneder siden henvisningen, og vi har ventet i de 18 måneder. Nu er dagen kommet, og de sidste par dage har alle følelser, alle frustrationer og alle tårene fra de sidste 18 måneder stået i kø for at blive genoplevet, fordi den elendige udredning er så stor en milepæl. Eller, det er den måske ikke i praksis, men alligevel. At få besøg af børnepsyk (eller selv besøge) er altså også et spark i ansigtet a la “DER ER NOGET GALT I HOVEDET PÅ DIT BARN”, og vi har kun været i kontakt med dem en enkelt gang før, så på det punkt er jeg stadig lidt tyndhudet.
Så jeg ved jo godt, hvorfor jeg tuder, og hvorfor min dejlige store Pellemus lige får et ekstra kram, men jeg vil nu alligevel gerne lige sætte en prop i kanalen, inden hun kommer, for det er altså ikke særligt hensigtsmæssigt på nogen måde. Når hun skal se, hvordan Pelle fungerer, skal jeg jo ikke gøre ham forvirret ved at sidde dér og vande høns. Jeg må lige ...
Vi havde i øvrigt møde med talepædagogen i denne uge. Pelle er blevet så god til at udtale ord, at han ikke behøver talepædaogisk undervisning. Der er alle de andre ting med begreber, sprogforståelse og brug af sproget, der stadig er bagud, men han udtaler fint. For et år siden kunne talepædagogen slet ikke teste ham. Han er rykket så meget på et år. Og vi forældre fik meget ros, for han ville ikke være rykket så langt uden vores ihærdige indsats. Oh, we like!
Page 1 of 1 pages