Wednesday, February 25, 2009
For en måned siden beskrev jeg, at kaffemaskinen var taget til reparation. Jeg havde ringet og spurgt servicefirmaet lige før jul, om jeg skulle have et returnummer eller noget, og det skulle jeg ikke, jeg skulle bare sende over. Nogle dage efter kom den retur. Det viste sig så, at de var holdt op med at reparere fra nytår, men det havde de ikke fundet relevant at oplyse mig om, da jeg ringede. Nå, men retur kom den, og så var de 160,- spildt. Damen i telefonen havde været noget vranten og henviste til et andet servicefirma, men de vidste ikke noget. Så ringede jeg til serviceinformationen for d’Longhi i Tyskland. På arbejde har vi et begreb, vi kalder “skobranchetysk” - selvom man ikke kan ret meget tysk, lærer man ret hurtigt skobranchetysk, fordi man taler som regel med kunderne om støvler, bestemte numre, bestemte størrelse og “ankommet”, “afsendt”, “utæt” og den slags. Jeg taler ikke særlig korrekt tysk, men jeg kunne konstatere, at selvom man taler om støvler til daglig, kan man også tale om kaffemaskiner. Jeg fik adressen på et tysk servicecenter, som jeg så ringede til. Når maskinen er købt i Tyskland, er der gratis fragt frem og tilbage på garantireparationer inden for Tyskland - så vi skal selv betale fragt begge veje, men de vil gerne lave den for os. (Jaja, world wide-garanti er ikke sjovt, når det danske servicecenter lukker). Nå, men det ville så koste 336,- at sende den til Tyskland. IRK! Jeg får lov at sende den fra arbejde og bruge vores storkunderabat. Jeg pukler kassen ud og får den sendt. I går vil jeg så slå pakken op for at se, om den er kommet godt frem. Hm, ingen scanning på den? Fat i Post Danmark. Næh, de kunne ikke se, at de havde fået pakken. Om den stadig stod på lageret? Naturligvis gjorde den ikke det, og jeg udfyldte harmdirrende en reklamation over forsvunden pakke. Da jeg var kølet lidt ned og sad og spiste frokost, foreslog en af de andre mig at tjekke, om andre pakker fra den dag var kommet frem? Aha! Det viser sig, at alle pakker til Tyskland fra den dag (altså hele pallen) heller ikke var blevet scannet nogen steder. Det tyder kraftigt på, at alle pakkerne står på deres palle med mega-vitawrap et sted og er blevet væk. Så der er håb endnu for god kaffe i det lille hjem. Men altså...! Så vi er nu på anden krukke espresso-pulverkaffe. Jeg håber, at vi undgår en tredje… 
Sunday, February 22, 2009
Kære Viasat.
De sidste to år er vi blevet ringet op af jer et sted mellem 12 og 15 gange, vil jeg tro. Hver eneste gang beder jeg jer mindeligt om at holde op med at ringe. Vi skal ikke have Viasat. Eller noget andet parabol-tv, for den sags skyld. Jeg siger det pænt og venligt, og flere gange er jeg blevet lovet, at det nok skal blive noteret, at vi ikke vil ringes op. Og alligevel går der et par måneder, og så ringer I igen.
Når jeg deltager i forbrugerundersøgelser, lyver jeg altid, når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg modtager mit tv-signal, i håb om, at I ikke ringer igen.
I går blev jeg ringet op igen. Og igen siger jeg det samme, og så spørger jeg: “Skal jeg virkelig tale med en chef, før vi kan få lov at være i fred?” - og så får jeg surt at vide, at jeg kan ringe til kundeservice, for “jeg gider ikke ringe for dig”. Godt så.
Er der gået sport i at ringe og høre min trætte og irriterede stemme? Skal jeg virkelig straffes, fordi jeg ikke bare smide røret på og faktisk taler med personen i den anden ende?
Jeg forventer, at I holder op med at ringe. For fremtiden smider jeg røret på, med først efter at have skreget rigtig mange grimme ord i hovedet på ham, der ringer - måske jeg så ad åre kan få skræmt livet af alle inde hos jer, så ingen gider at ringe, siden det er så komplet umuligt at slippe for de evindelige opkald.
Og for lige at slå fast: VI SKAL ALDRIG NOGENSINDE HAVE VIASAT. Vi ser en halv times tv hver uge. Vi kan få glimrende kabel-tv her på adressen, hvis vi havde behov for andet end DR1. Vi har betalt ADSL, så vi kan få TV via bredbånd, hvis vi vil. Vi er med andre ord helt vildt uden for jeres målgruppe - brug jeres krudt et andet sted.
Thursday, February 19, 2009
Ah, så er jeg ENDELIG kørende igen!
Min gamle blog kørte på noget lidt bedaget software, som nogen hackede, så de kunne uploade noget kreditkortdataopsnappende software, og det var jo noget værre noget. Nu er det hele på plads igen, tak til min søde mand, som brugte noget tid på det, fordi jeg jo absolut helst ville have gamle indlæg og kommentarer med over. Jeg skal stadig lige lege lidt med grafikken, den grønne er lige pang nok.
Page 1 of 1 pages