Tuesday, May 26, 2009
14 gode boller - langtidshævede
12,5 g gær
2 tsk salt
2 tsk sukker
5 dl koldt vand
- rør sammen.
5 dl hvedemel
5 dl speltgrahamsmel (eller alm. grahamsmel)
- rør i. Det skal være klistret. Hvis du vil have lettere boller, så brug mindre grahamsmel og mere hvidt mel.
Der skal være plads til, at det kan hæve til cirka det dobbelte. Sæt låg eller vitawrap på og sæt i køleskabet (eller køligt) i 12-24 timer. Tag en stor spiseske og sæt passende klatter dej på en bageplade. Bag i 12-15 minutter ved 200 grader.
Tuesday, May 19, 2009
I dag var jeg på suppestegogis med tidligere kolleger fra skobranchen, Linda og Signe. Eneste indvending mod caféen er, at de staver “laks” og “okse” med x - lax er altså ikke en fisk, og oxe er et efternavn. Maden var fin nok.
Jeg tror ikke, at jeg har grinet så meget og så inderligt i mindst en måned. Jeg kan mærke det i maven endnu, og det var virkelig tiltrængt. Vi havde en “kaffeaftale”, og tidspunktet blev sat til 12:45, og jeg tænker mig overhovedet ikke om, da jeg spiser lidt frokost, inden jeg tager afsted. Det havde nok været naturligt at tænke “frokostaftale” i stedet. Nå, men jeg tager forskud på aftensmaden og spiser en anden omgang frokost sammen med de to andre, og så griner vi ellers igennem i to timer, mens vi taler om jobsøgning, gourmetmad, det stik modsatte af gourmetmad, lidt om skobranchen, lidt om mænd og lidt om alt muligt. En skøn eftermiddag. Det kan kun blive godt, når vi skal mødes med den gamle skobranche om to uger.
... som han kunne vise med fingrene. I tirsdags blev Simon tre år gammel, og han blev fejret af besøg fra vuggestuen, og i søndags blev han fejret ved det store familieræs, begge dele var rart og hyggeligt.



De sidste par måneder har han rykket sig helt vildt, det gør de jo gerne i ryk, og nu kan vi have hele samtaler med ham, og han kan sige rigtigt mange ting, og man kan høre, at tænkeren kører på fuld damp. Hvor er det skønt at være vidne til. Min lille store dreng.
Saturday, May 16, 2009
Jobsøgning er naturligvis noget, jeg bruger tid på. Ingen tvivl om, at der til visse stillinger er helt vildt mange ansøgere. Helt vildt. Det kan så aflæses i nogle jobopslag. I gamle dage, når man så et superspecifikt jobopslag, kunne man i reglen gå ud fra, at de allerede havde kandidaten, men at de af en eller anden årsag skulle slå stillingen op. I vore dage er det nok snarere, fordi de ønsker at indskrænke ansøgerfeltet, så de hurtigere kan sortere i de mindst 185 ansøgninger - eller sikre, at de ikke modtager det tredobbelte. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er årsager til det jobopslag, man kan finde herunder, men jeg må godt nok sige ... holdaop. Tror de virkelig selv, at de finder sådan en? Man får jo hovedpine af LIX-tallet alene.
—————————————————-
Koordinator for rekruttering af studerende
AARHUS UNIVERSITET , Århus
Aarhus Universitet søger med tiltrædelse snarest muligt og senest 1. august 2009 en koordinator for rekruttering af studerende (AC-fuldmægtig). Stillingen er nyoprettet og tidsbegrænset for 1½ år med mulighed for fastansættelse efter evaluering af projektet.
Du skal som koordinator dels fungere som idégenerator for Aarhus Universitets rekrutteringsarbejds¬gruppe og dels være med til at sikre, at arbejdsgruppens egne ideer og planer omsættes i praksis. Du skal primært varetage udviklingsopgaver frem for driftsopgaver. Som koordinator skal du samarbejde med og have din gang blandt Aarhus Universitets hovedområder og centrale afdelinger samt universitetets eksterne samarbejdspartnere.
Koordinatoren vil blive ansat i Kommunikationsområdet og referere til vicedirektøren for kommunikation. Da hovedparten af jobbet skal udføres i tæt samarbejde med formanden for rekrutteringsarbejdsgruppen, får du kontorplads dels på det centrale Informationskontor og dels ved formanden for rekrutteringsgruppen.
Baggrund for stillingen
Aarhus Universitet ønsker at styrke arbejdet med tiltrækning af studerende. Derfor har rektoratet nedsat en rekrutteringsarbejdsgruppe, der sammen med den nye koordinator skal sikre anvendelse af ‘best practice’ fra de mange aktiviteter, der foregår på universitetets ni hovedområder. Desuden skal koordinatoren foretage analyser og skabe nye interne og eksterne kontakter, der kan styrke og kvalificere Aarhus Universitets rekrutteringsaktiviteter rettet mod kommende studerende.
Opgaver
Du skal blandt andet
- afdække, inspirere og videndele ‘best practice’ fra enkelte hovedområder til de øvrige
- styrke sammenhæng og synergi mellem hovedområdernes rekrutteringsaktiviteter - såvel nye som eksisterende
- understøtte implementering og koordinering af (nye) rekrutteringsaktiviteter på tværs af hovedområderne
- indsamle og videndele ‘best practice’ til hovedområderne fra andre universiteter i og udenfor Danmark
- kontakte nye, ikke-opdyrkede, eksterne samarbejdspartnere og stakeholdere og vedligeholde og udbygge kontakten til de allerede eksisterende samarbejdspartnere og stakeholdere (fx studievalgscentre, gymnasier, andre universiteter, mv.) for at koordinere og indsamle viden
- analysere AU’s organisation, projektledelse og arbejdsgange mht. rekrutteringsaktiviteterne
- fungere som sparringspartner for nye uddannelser i forbindelse med rekrutteringsaktiviteter
- udarbejde årsplaner for AU’s rekrutteringsaktiviteter og udarbejde en langsigtet strategi, målsætning og handlingsplan for universitetets rekrutteringsaktiviteter
- indsamle viden og afdække mangler i universitetets rekrutteringsindsats
- analysere, hvordan AU’s mange rekrutteringstiltag virker
- forestå fokusgruppeundersøgelser af AU’s rekrutteringsaktiviteter
- fungere som akademisk sekretær for ‘Arbejdsgruppen for rekruttering af studerende’.
Kvalifikationer
Du skal have en relevant akademisk uddannelse, gerne med kommunikation i fokus. Du har erfaring med at arbejde med rekruttering af studerende og grundig indsigt i videregående uddannelser - såsom opbygning, studieliv, kultur(forskelle) og organisering. Det er desuden en fordel, hvis du har kendskab til ungdomsuddannelsernes overordnede opbygning, kultur(forskelle) og organisering. Det er også et plus, hvis du har et netværk til personer i uddannelsesverdenen: Aarhus Universitet, de øvrige universiteter, ungdomsuddannelserne, grundskoleuddannelserne, studievalgscentre o.l., og hvis du har indsigt i ungdomskulturerne.
Vi forventer, at du er selvstændig og ambitiøs, har gode samarbejdsevner og er udadvendt, og du skal være dialogisk i din tilgang og god til at kommunikere med dine omgivelser. Du skal kunne udføre eller organisere analyser, undersøgelser og fokusgruppeundersøgelser. Du skal være handlings- og løsningsorienteret og være en god projektleder - herunder dels have mod til at være projektleder for og igangsætter af ‘usikre’ projekter. Du skal kunne følge de sager, som du arbejder med, til dørs. Du skal være indstillet på fleksible arbejdstider i perioder pga. mødeaktivitet og deadlines.
Vi tilbyder
Du kommer til at indgå i et inspirerende miljø af kommunikations- og vejledningsmedarbejdere både centralt og på hovedområderne med store muligheder for at præge og udvikle arbejdsområdet.
Thursday, May 07, 2009
Pelle har været i biografen for første gang! Vi har ikke rigtigt vidst, hvornår vi skulle prøve den slags, men jeg vandt så to billetter til den nye Mumitrold-film på Geekculture.dk (de kære mennesker), og så var det jo bare om at få dem brugt. Skæbnen ville så, at Jesper og Pelle var de eneste i salen (med plads til næsten 200 mennesker), så der havde været rig lejlighed til højlydt at tale om filmen, for slet ikke at tale om at finde en rigtig plads. Pelle havde så også sagt, at han skulle i biografen, “ligesom [dreng fra børnehaven], og så skal man have slik!” - jow jow, det er ikke alt, der går over hovedet på ham.
... og så måtte faderen jo hoste op.
Tuesday, May 05, 2009
Jo mere tid, man har, jo mindre tid har man tilsyneladende.
Jeg søger job, naturligvis gør jeg det. Sammen med alle de andre. Hvis man ringer og stille de gode spørgsmål om et job, man vil søge, skal man tænke sig om to gange, frør man spørger “har I fået mange ansøgninger?”, for der lyder et suk på dybde med Marianergraven i den anden ende og et “ja, det må man sige”. Jeg fik svar tilbage på en ansøgning, hvor der stod “tak for din ansøgning, vi vil bruge maj på at kigge de indkomne ansøgninger igennem”. Man tør jo næsten ikke tænke på, hvor mange de har fået…
Der er mange ting omkring Pelle og systemet, der står på spring til at gøre mig alt mellem potentiel drabskvinde og rystende grøntsag, så jeg prøver at kanalisere energien til noget postivt. Jeg cykler gode ture, og jeg har efterhånden fået mit syrum (a.k.a et hjørne af stuen) op at stå. Der mangler stadig at blive ryddet lidt op, og så skal jeg i IKEA efter hængsler til lågerne, som jeg kom til at lægge fra mig, da vi var derude, så de kom ikke med hjem, men nu nærmer det sig. Jeg vil glæde mig til, at det er et lille hjørne af mit liv, som jeg kan styre næsten 100%, og som ikke kræver noget til gengæld. Det trænger jeg til.
I hvert fald går det ikke ret godt med at styre kaffe- og colaindtaget, og så taler vi ikke mere om det!
På lørdag skal vi til bryllup. Jeg glæder mig HELT VILDT! Det skal blive godt med noget rigtigt dejligt og festligt. Det kommende ægtepar er skønne mennesker, så det kan kun blive godt.
Og jeg ser frem til sommeren. Og et nyt job. Og en lidt mere samarbejdsvillig ryg. Og måske ro.
Page 1 of 1 pages