Wednesday, July 29, 2009

For to år siden i maj døde fire voksne og et ufødt barn i en spøgelsesspritbillistulykke på motorvejen ved Fredericia, og to små drenge mistede deres forældre. Forældrene havde en indbyrdes aftale med nogle nære venner, at hvis der skete noget, så tog de sig af hinandens børn. Og det gjorde der så, men de er en samlet familie i dag, så vidt man kan læse. Lige siden har jeg jævnligt tænkt på, at alle skulle have sådan en aftale med nogen, så det var klart fra starten, hvem der skulle passe på ens børn, hvis der skete noget. Aftenen før sidste uges påkørsel (tankevækkende…) tænkte jeg på det igen. I dag hørte jeg, at et barn på fire år i en af ungernes børnehave har mistet sin mor, og hvor er det dog trist.

Jeg tror, at det er svært under alle omstændigheder at skulle spørge nogen om det - det er nemmere, hvis man har tætte venner og kommer til at tale om det en sen nat efter noget rødvin og noget. Men det er rigtigt svært, når man har et handicappet barn, for det er jo et større arbejde end et “almindeligt” barn, og kan man bede nogen om det, og vil de turde sige nej af skræk for, at nogen tror, at de diskriminerer? Og hvem kan træffe de rigtige valg for Pelle? Hvis han ikke har det godt, hvor han i givet fald kommer hen, vil han måske blive mere og mere umulig, indtil han måske til sidst bliver sendt på institution. Rædsom tanke. Jeg tænker stadig, så det kna-ger.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget