Monday, August 24, 2009
Fredag og lørdag kom der brev fra den unge mands forsikringsselskab, hvor de vedkender sig ansvar for hhv. bil og mig. Det tog også kun en måned, men dejligt, at bilen kan blive ordnet. Så nu er der bestilt taksator på hos mekanikeren. Så mangler jeg bare at finde en, der lige så hurtigt kan få skruet min nakke ordentligt sammen igen. Jeg er bange for, at det ikke går helt så nemt, selvom jeg er i behandling, men jeg tænker, at jeg er rette vej - det går bare lidt langsomt. 
Friday, August 14, 2009
Det er en typisk bemærkning i institutioner, at det er de voksne, der bestemmer. Vi bruger ikke selv den bemærkning ordret, men vi kan høre, at ungerne kender den. F.eks. sker det ind i mellem, at hvis en af dem ikke vil gøre, som f.eks. hans far siger, kan han sige “Du er ikke voksen! Mor er voksen!”. Simon kom med den absolutte perle:
Jesper (til meget vranten og tvær Simon): Du skal altså gøre, hvad jeg siger.
Simon (kigger surt og trodsigt op på Jesper): Du er ikke voksen! Du er en sur gammel mand!
—
Pelle har hørt Gummi-Tarzan som lydbog en del på det seneste. Her til morgen sad han og spiste cornflakes, og pludseligt spilder han mælk ned i skødet: “Hjælp, hjælp, jeg har fået buksemælk!”
—
Ved morgenbordet sidder Jesper og mumler lidt om, at han har ondt i hovedet.
Pelle: Har du ondt i hovedet, far?
Jesper: Ja, lidt.
Pelle: Har du også ondt i håret?
Sunday, August 09, 2009
Fra tid til anden bliver jeg spurgt, hvorfor jeg ikke syr nogle ting og sælger på Trendsales eller Etsy - f.eks. børnetøj. Folk betaler rask væk 2-300,- for et par bukser til børn i velour. Jo, altså, der er to grunde til det: Så snart jeg skal serieproducere, går jeg kold. Jeg mister al motivation. Det kunne selvfølgelig løses ved at sy på bestilling. Men så er der værste: Jeg evner ikke at se, hvornår noget er hipt, fashion forward og smart. Et eller andet lille sted i min hjerne er jeg en 85-årig bitterfisse, hvad den slags angår. Jeg synes, at meget ER SÅ GRIMT! Og som bekendt er den røde streg mellem hipt og grimt meget, meget tynd. Problematisk. Et hurtigt eksempel kunne være denne taske:
Jeg ved, at den er hip. Stoffet er in, bambushåndtag er hot, pompombånd er sagen, de der glastingester er toppen, farverne matcher uden at matche for meget, men .... jeg synes, at den er rædselsfuld. Ak dog.
Saturday, August 08, 2009
Jeg snakkede i årsopgørelsen 2008 om et nytårsforsæt, der hed “blive bedre til sytekniske ting”. Og det arbejder jeg på. Derfor har jeg ikke fået produceret så forfærdeligt mange ting, må jeg indrømme - men jeg har godt nok syet meget testmateriale, om man så må sige. Jeg elsker mit syrum - hjørnet af stuen er jo blevet mit, og jeg ræser derover ved enhver given lejlighed. Praktisk nok er fjernsynet lige på den anden side af mit klippebord, så hvis abstinenserne er for slemme, kan jeg liste derover, mens ungerne lige ser lidt film, og så kan jeg sy OG holde øje med dem. Smart, ikke?
Når man syr tøj til sig selv (og andre) er der tre ting i det: Design (er det en god farve, passer modellen til personen), det sytekniske og det konstruktionsmæssige (passer modellen på personens krop). Det sidste er i reglen det mest komplicerede for alle, der syr, med mindre man er sin størrelses standardmål. Efter jeg har tabt mig, er det blevet endnu sværere for mig at få ting til at passe - i gamle dage lagde jeg bare lidt til her og og trak fra der, og så gik det da nogenlunde. Den går bare ikke længere, og jeg har været ved at blive VANvittig. Så jeg købte et par bøger om det og blev lidt klogere, men ikke klog nok, og jeg begyndte derfor i foråret at kigge lidt på at tage et kursus i at rette købesymønstre til, så de passer til de skævheder, man nu har, og jeg har længe haft kig på en metode, hvor man retter papirmønsteret til (klipper, folder, forlænger, forkortet, alt muligt), og når papirsmønsteret så passer, så kaster man sig ud i sit pæne stof - en af tilgangene til den metode hedder Fit for Real People. I Danmark har man traditionelt en lidt anden tilgang, og jeg vil gerne lære FFRP-metoden. De holder kurser i det i Portland i Oregon, og der bor LaCrosse, som jeg arbejdede for, og vi håbede på, at vi engang skulle derover og se hovedkvarteret, som en eller anden havde snakket om engang, og så kunne jeg jo blive lidt længere og være på kursus. Smart, ikke? Da de så fyrede os, var der jo ikke meget fremtid i det håb, og jeg kiggede efter noget andet. Der er en enkelt dame i Europa, der underviser i systemet, men det ville blive ret dyrt at tage til England, finde overnatning, leje bil, købe mad og alt muligt, så i stedet (long story short) arrangerede vi et kursus her i Danmark og har fået hende til at komme herover. Kurset er nu fuldt booket med ni deltagere, og det løber af stablen i slutningen af oktober. Det bliver fantastisk, og jeg glæder mig sådan. Så jeg p.t. undlader at kaste mig ud i for meget syning til mig selv ud over tørklæder(!) - jeg bliver bare endnu mere gal og rasende.
Men man kan jo kaste sig over andre fantastiske ting i sit syrum, mens man venter på kurset, der vil redde verden. Hermed en update fra december-agtigt - i hvert fald noget af det, jeg har fået lavet.Derudover har jeg brugt en del tid på at produktudvikle og lave små pusletasker og -underlag og forskellige småting. Jeg har også lavet en lille taske (med mange detaljer, argh) til malebøger og farveblyanter til ungerne, som de overhovedet ikke har brugt endnu.
Virkelig mange dyrekapper til små børn. Her er ungerne og deres kusine i julegave. Jeg lavede også udklædningstøj til vuggestuen - det blev til tre dyrekapper, to dinokapper, to tylskørter, to pallietskørter og fem sølvskørter i nervøs velour. Drengene fik også lignende kapper i brun (skulle ligne Peter Pedal) til fastelavn.
Mit julefrokost-outfit. Det lykkedes mig at lave en nederdel, der passede.
Julegave til niece - uldkjole med foer. Den her var dælme en tandudtrækker. Manner, der var mere håndsyning, end jeg har tålmodighed til igen lige foreløbigt. Andre julegaver var tørklæder og indkøbsnet.
Indkøbsnet - dem har jeg lavet nogle stykker af, her er blot to.
Forklæder til drengene med Traktor Tom.
Shorts til drengene - elendigt billede, men de har lommer og poser ved knæene. Vældig seje. Jeg har lavet flere par til dem, men de var ikke så spændende.
Pelle bad mig sy brandmandsjakker - og ja, det vil jeg meget hellere end at sy en kontrabas. De her er blevet det store hit!
Fødselsdagsgave til niecen - denne gang var der slet ingen håndsyning, så der var jeg lidt klogere…
Monday, August 03, 2009
Kære unge mand, der kørte ind i os.
Du kom kørende hen mod rundkørslen. Du kiggede lige til siden, sagde du, og da du bremsede, satte din ABS pludseligt ud, dine bremser blokerede, og derfor kunne du ikke nå at bremse, og derfor ramte du os. Ret skal være ret, du var rigtigt ked af, at det var sket, og du undskyldte mange gange, forsikrede mig om, at det ikke var med vilje og ønskede mig god bedring, da jeg blev lodset ind i ambulancen.
Først ville du have os til at tage bilen til mekaniker for at se, hvor dyrt det blev at reparere, så ville du måske betale selv. Det blev så for dyrt, mente du, og det skulle gå over forsikringen, og du ville lige vende tilbage med policenummer. Der gik nogle dage, uden at vi hørte fra dig, men så forlød det, at du havde glemt din telefon hos en kammerat, at din kæreste havde været på sygehuset i weekenden, og at du lige skulle ud til dine forældre for at hente papirerne. Det var sidste mandag, og siden har vi ikke hørt et kvæk. Nu har vi sat vores forsikringsselskab og politiet på at rode det ud, men tiden går og går, og vi kan ikke få repareret bilen, før dit forsikringsselskab sender en taksator - et held, at bilen stadig kan køre, ellers havde vi ikke haft bil i nu to uger, fordi du ikke kan køre bil og heller ikke kan tage så meget ansvar for dine handlinger, at du lige sørger for at give os de informationer, vi har brug for. Jeg har også stadig brug for policenummeret på din ansvarsforsikring, fordi jeg stadig har det skidt efter påkørslen, men det bekymrer dig tilsyneladende heller ikke så meget.
Du mener absolut ikke, at du kørte for stærkt. Hvis vi et øjeblik kigger på sagen udefra: Du er i starten af tyverne, meget korthåret, har fine tatoveringer på dine store overarme og en tyk halskæde. Du kører i en Audi A3 med skørter ned til asfalten og et anlæg så stort, at der ikke er plads bag i bilen til din smadrede forreste kofanger, selvom du lægger sæderne ned. Du kan ikke stave helt så godt, du kan ikke huske dit eget mobilnummer, og du kan ikke skrive dit CPR-nummer korrekt (man skal ikke skrive 19 foran sit fødselsår). Du skal ud til dine forældre for at finde ud af, hvem dit forsikringsselskab er, det tyder det lidt på, at du måske ikke helt selv står for den forsikring, selvom det jo ikke er lovligt. I det hele taget er det lidt suspekt, at du er blevet så tavs. Du kunne jo lige bede dine forældre ringe til mig med policenummeret. Eller bare prøve at tage telefonen, når jeg ringer - eller ringe tilbage. Jeg vil så gerne tro på det bedste i folk, men det er svært lige nu - lige om lidt finder jeg vel ud af, at du hedder Brian til mellemnavn.
Hvis jeg nogensinde hører, hvorfor du pludseligt blev så tavs, skal jeg i retfærdighedens navn nok noteret det her i brevet efterfølgende.
Viele Grüsse, ...
UPDATE: Jeg har nu talt med dit forsikringsselskab. Forsikringen er endnu ikke oprettet i deres system, og manden i telefonen læste op af en mail, der var blevet sendt til oprettelsesafdelingen: “Hej, vil I være søde at oprette den forsikring, da der er indløbet en skadesanmeldelse”. “Aha”, sagde jeg så, “han har måske lige købt bilen?” - “Ja, det er ikke så længe siden…” - javel-ja, hihi, det forklarer jo en hel del. Men når de så har fået oprettet forsikringen, så vil de så sende dig et brev, hvor de beder dig anmelde skaden. Når du så har fået det gjort (og det skynder du dig lige med, ikke?), vil de sende os et brev, hvor de beder os køre bilen på værksted og ringe efter deres taksator.
Page 1 of 1 pages