Friday, September 25, 2009
Jeg skulle hente en på universitetet i går, og jeg kom lidt tidligt (very unlike me) og holdt derfor og ventede ca. 15 minutter. Det var tørvejr, det begyndte at regne, folk fik fri og kørte, folk mødte ind for at gå til forelæsning, så jeg nåede at opleve en hel del på det kvarter. Jeg vil bare sige, at jeg godt kan forstå, at folks mobiler går i stykker - de unge mennesker tager dem jo frem i øsende regnvejr! Og tænk, at det stadig kun er uendeligt få studerende, der bruger cykelhjelm - jeg mener, på psykologi burde man da vide noget om hovedskader. Til gengæld var der ikke ret mange rygere ude i det elendige vejr. Og så kom der også en pige, der lod sine ear plugs rasle hen ad jorden, mens hun parkerede, med det resultat, at ledningen viklede sig grundigt ind i navet på baghjulet. Manner, hvor dumt.
Næh, da jeg var studerende, havde jeg en Nokia 2110 og en Nokia 3210, og dem havde man etui om for at kunne have dem i lommen, så de ikke støvede til indvendigt. Those were the days. ![]()
PS: Jeg har købt en orange vinterjakke på Ebay i England. Update følger, når den er kommet til huse.
Wednesday, September 16, 2009
Som bekendt har jeg to drenge. Ingen af dem har nogensinde haft nogen særlig mening om, hvilken farve deres tøj eller sko skulle have. På det punkt er der jo altså STOR forskel på drenge og piger. Jeg lytter med en vis misundelse til Lene, som kan have sin datter med i Stof og Stil, og så finder pigen noget, hun gerne vil have tøj i, og så syr mor det, og så er hun lykkelig. På den anden side er der jo også visse fordele i at kunne give ungerne hvad som helst på, så længe det er rent. Nå, men i går kom det store efterårskatalog fra H&M så ind ad døren, og jeg satte mig med Simon for at prøve at afæske ham en mening om vinterfrakke. Jow jow - selvfølgelig vælger han en orange jakke, som fås i str. 8-16 år. Og han blev rigtig gal, da jeg prøvede at spørge, om ikke også nogle af de andre var pænt. Nejnej. Så nu er jeg på jagt. Og på den. For selvfølgelig er sådan en u-op-drivelig. Det er bare ikke en farve, der er jakker i i denne sæson. For første gang har et af mine børn en mening om sit tøj, og så er det ikke til at finde. Iiiih….!
Saturday, September 12, 2009
Oprindeligt skulle vi have været på Pletten i dag for at høste, thi vi har ikke været der i et par måneder, og græsset står garanteret så højt, at der snart indløber en klage fra grundejerforeningen. Men så var Pelle trist og virkede til at have lidt ondt i maven, og så skulle vi ikke afsted. I stedet ville vi så tage i Storcenter Nord (så vi kom lidt ud af huset), og så ville Jesper købe nye bukser. Men så skulle vi lige det ene og det andet først, og da vi så ENDELIG skal afsted, så vil Simon pinedød ikke med. Han var træt og havde scoret sig en sut (hvilket normalt er helt utilstedeligt der midt på dagen, når man er 3 år), og han ville altså ikke med på udflugt. Så det endte med, at Jesper og Pelle tog afsted, og jeg er blevet hjemme hos Simon. Eller, “hos Simon” er vist egentlig en tilsnigelse, for han vil bare lege selv - så han trængte vist til en slappe af-dag i dag.
Vi er kommet godt i gang med træning med Pelle - mit hjerte svulmer, når vi sidder der og træner, han er altså bare dygtig, når han forstår, hvad der foregår.
Page 1 of 1 pages