Tuesday, October 27, 2009
Jeg har været på kursus i weekenden sammen med otte andre. Jeg har selv arrangeret det med god hjælp fra Lene, og underviseren fra England boede her, og så holdt vi kurset på en skole lørdag og søndag. Kurset handlede om et system til symønstertilretning, som hedder Fit for Real People, og det er genialt. Nu har vi rodet med at arrangere det i over et halvt år, så det var et stort øjeblik faktisk at stå med underviseren foran sig i lufthavnen. Kurset gik rigtigt godt, og vi håber på at kunne arrangere anden del i foråret. Og jeg er nu superklog, og bare man dog kunne klemme sig ind i tidslomme i en uges tid og bare sy og sy ... 
I en af børnehaverne er der en mor til et barn, som ikke virker sådan super tilfreds. Hun vranter tit over, at der er noget andet galt. Hun er begyndt at sætte sedler op til pædagogerne på barnets garderoberum og tøjkasse på badeværelse. Den første besked var “SOFIE SKAL SOVE I LANGÆRMET TRØJE!!”. Den næste besked var “HUSK HUE, NÅR HUN SKAL UD!!” Den tredje besked er “HUSK HJEMMESKO!!”. Så blev jeg til sidst så provokeret, at jeg sneg mig ud på badeværelset og tilføjede “HUSK UDRÅBSTEGN!!” Jeg synes simpelthen, at det er en uforskammet måde at kommunikere på!! Ikke særligt venligt!!
Friday, October 09, 2009
Jeg har stadig evindelig hovedpine og nakkeproblemer efter den dumme påkørsel i juli. Jeg har det dog generelt set bedre, jeg behøver efterhånden kun sjældent at hvilke mig midt på dagen, og jeg er friskere i hovedet og den slags, men mange småting udløser en kraftig reaktion. Jeg har f.eks. lige været til frisøren - sådan en omgang hårvask, frottering, rede-klippe-rede-klippe-børste og børste lidt mere, og jeg var klar til at kaste op i hækken på vej hjem. Pyyyh ....
Sunday, October 04, 2009
Pelle og Simon sad i bilen en dag, da vi var på Pletten for at slå græs, fordi græsslåmaskinen larmede, og det hader Pelle. De kan normalt sagtens sidde der og lege, men for tiden er Pelle meget glad for ure, og det er givetvis det, der blev uret i bilens endeligt. Jeg ved, at det i hvert fald er Pelle, der er dets banemand, eftersom uret var gået i stå på gerningstidspunktet, 15:06, og der sad han på forsædet. Vores ur i bilen er en af de store skiver på instrumentpanelet, og der stikker sådan en lille pind ud til at stille uret med. Jeg HADER ikke at have ur, så det måtte jeg jo så til mekaniker med - belejliget nok skulle den aldrende vogn alligevel derud. Jeg snakkede med mekanikeren om uret i telefonen, og han kunne slet ikke forestille sig, hvad der var sket, siden uret var gået helt i stå. Nå, men jeg henter bilen:
Mekaniker kigger på mig med tydelig undren: Hvad var det, du sagde, havde din søn ødelagt uret?
Anne: Yep. Det kan jeg se på tidspunktet.
Mekaniker (endnu mere undren): Så må han godt nok have mange kræfter. Han havde presset pinden tværs gennem printpladen, og der skal altså mange kræfter til.
Anne: Ja, det skal såmænd nok passe, det har han også, haha.
Mekaniker: Så jeg var nødt til at have hele instrumentpanelet ud og bestille et helt ur, for de ville ikke bare sælge mig printpladen, for den går normalt ikke i stykker alene.
Mekaniker mumler så lidt om, at nu får knægten nok en skideballe oven i den, han fik, da han havde ødelagt det, og jeg beroliger ham med, at det får han ikke. Den kommentar gav nok en vis indikation af regningens størrelse, men jeg har besluttet at grine af det, indtil regningen kommer.
Ligesom en læge engang spurgte “ser han godt?”, hvortil svaret var “ih ja, han kan se en postbil på flere hundrede meters afstand”, kan dette måske bruges som indikation på både fin- og grovmotorik? Manner, de unger.
Friday, October 02, 2009
Min yndlingschokolade er udgået! Hvor kunne de. Hvor kunne de. Snøft.
PS: Stadig ondt i hovedet, men generelt en lille bedring.
Page 1 of 1 pages