Sunday, March 21, 2010
For nogle dage siden, da jeg var ved at hente Simon, hørte jeg ud af øjenkrogen, hvordan nogle af de mellemstore piger havde gang i et dramatisk skænderi. Der var (naturligvis, fristes man desværre til at sige) ingen pædagoger i nærheden, så det fik lov at udvikle sig. En af pigerne endte med at stortude og stå og skrige “DU HAR ØDELAGT MIT LIV!” ad en anden. Kors i hytten, mand. Jeg tænkte i mit stille sind, at det måske er derfor, at jeg har fået drenge, for det overdramatiske pigefis er da næsten ikke til at holde ud, og det føles jo slemt nok for pigerne lige i situationen, men ... argh. Fast forward til et roligt kvarter i går formiddag, hvor jeg sidder foran computeren, og Simon og Pelle faktisk sidder sammen og ser tv uden at drille hinanden. Pludseligt lyder det efter et stykke tids tavshed ud af det blå fra Simon: “Du har ødelagt mit liv, Pelle.” - manner, moderen kom op ad stolen og fik påpeget en ting eller to.
Friday, March 19, 2010
Jeg er startet i aktivering. “Aktivering af sygemeldte” for at være helt præcis. Undersøgelser viser, at jo længere tid langtidssygemeldte går hjemme og tusser, jo mindre er sandsynligheden for, at de kommer ud på arbejdsmarkedet igen. Det lyder jo logisk nok. Så altså: Aktivering af sygemeldte på et arbejdsmarkedscenter, og det er jeg så kommet i gang med. Det er 10 timer om ugen, og jeg får så fradrag for de tre timer om ugen, jeg er til genoptræning. Det giver syv timer, og det er så de næste tre uger fordelt på kreativt værksted, hvor jeg arbejder med koldglas (skære og udsmykke glas og ind i en ovn, og så kommer der fade, smykker og den slags ud), og så undervisning i psykologisk smertetackling.
I fredags var jeg første gang til undervisning i smertetackling, og det var ret interessant. Jeg vidste det meste i forvejen, men her er dagens mest interessante: Kedsomhed er den sikre vej til flere smerter. Hvis hjernen keder sig, vil den tage det input, der er, og hvis det input er smerter, vil hjernen forstærke smerteoplevelsen. Det giver jo meget god mening, ligesom hvis man tænker negativt om noget, så vil ens oplevelse af det blive negativt - og det er da noget, man kan handle på. Så den sidste uges tid har jeg udfordret mig selv lidt mere - jeg har også betalt for det, men man skal jo udfordres. 
Men det var megahårdt at sidde til undervisning - det vidste jeg godt, at det ville blive. Sidde stille, se den samme vej, koncentrere sig og høre efter, alle fire ting er ret hårdt for mig - og jeg var også så dårlig bagefter, at jeg tog lige hjem i seng, sov 1½ time, vaklede op igen, hentede Simon, havde det dårligt resten af dagen, og lørdagen var også dårligere end status quo. Men kreativt værksted var mere håndterligt - vi var kun to på holdet, så ingen larm, og vi skulle lave forskellige ting, skære, vaske, slibe, stå op, sidde ned, så der var tilpas med variation.
Thursday, March 04, 2010
“Han mener det godt” er altid en god forklaring/undskyldning, hvis nogen har sagt eller gjort noget, der kan være upassende, klodset, fornærmende eller bare tåbeligt, hvis man på nogen mulig måde kan finde et formildende element i udsagnet eller handlingen. Det har jeg tænkt en del over. Jeg skal ikke kunne afvise, at det bunder i, at jeg er lidt træt af den floskel. Jeg vil sige, at hvis den er i brug om den samme person og/eller samme handling mere end én gang, så er der ikke nogen “god mening”, for så har vedkommende ikke forstået et klap. F.eks. hvis en mand hvert år på bryllupsdagen giver sin kone en buket blomster, hun er allergisk overfor, så er der altså ikke nogen “god mening” i det, så er manden en torsk. (Og nej, det er ikke mig selv, jeg nævner, jeg er ikke allergisk. ) - Eller giver en æske chokolade til folk, som de godt ved er på slankekur. Eller giver legetøj i mange små dele til et barn på to år, når de burde vide bedre. Mange mener tilsyneladende, at “at mene det godt” er undskyldning for ubetænksomhed, ligegyldighed og så at være helt almindelig uforskammet. Det er altså mærkeligt.
Page 1 of 1 pages