Monday, January 31, 2011

Jeg synes, at jeg de sidste par måneder er rendt ind i lidt for mange tumper. Eller bare folk, der opfører tumpet og for dårligt. Så er det, at jeg må tage mig selv solidt i nakken for ikke at gøre eller sige noget, jeg enten kommer til at fortryde, eller som kommer til at involvere politiet og min straffeattest. Eller begge dele.

How people treat you is their karma; how you react is yours.  ~Wayne Dyer

En god lille sætning at gå og mumle, synes jeg.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Thursday, January 27, 2011

Jeg var i Stof og Stil her forleden, og mens jeg står og leder efter noget på en reol, kommer der en mor med sin datter på ca. 6 år travende efter en ekspedient. Moren siger så: “Ja, jeg skal have noget sort strækstof, det skal være det allerbilligste, du har, det er jo bare til fastelavnstøj”, mens hun ler lidt overbærende.

Jeg forstår til en vis grad rationalet - men sådan en kommentar kan da ikke undgå at gøre pigen ked af det. Og få hende til at føle sig, som om hendes fastelavnstøj ikke er noget værd. Der er godt nok mere følsomme måder at sige den slags på. Hrmf.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, January 25, 2011

Jeg bryder mig i virkeligheden meget lidt om ordet “håndarbejde” - det lugter simpelthen så gammelt. På den anden side bryder jeg mig heller ikke ret meget om den nye trend med “krea-“altmuligt. Kreablog, kreapiger, krearum, kreapause, kreaaften, kreakasse, Jeg synes, at det bruges for løst - bare man limer en en perle på en æske fra et færdigt sæt, så er man simpelthen så krea! Der mangler lidt substans og respekt for ... ja, håndarbejde. Jeg mangler noget midt i mellem, og jeg ved godt, at jeg er lidt umuligt på det punkt. Hvis jeg spredte mig til mere end syning, så havde jeg ganske givet et andet syn på den sag. Jeg hverken strikker, hækler, broderer, maler, laver blomsterbinding, scrapbooking og den slags, og måske er jeg i virkeligheden ikke ret kreativ. Jeg læser med dyb undren og respekt om folk, der kan kigge ud på vejret og lade sig inspirere til en kjole, være i et andet land og blive inspireret til en kollektion af mønstre, eller som høre noget musik og pludseligt kan male et fantastisk billede. Jeg fatter ingenting af det. Det er sikkert derfor, at jeg ikke sådan er specielt “fashion forward” - jeg ser ingen tendenser. Men måske ser jeg i det hele taget ikke så meget, jeg kommer jo ikke ret meget ud (det ser man så også på mit nys målte D-vitamin-tal, som er i kategorien “svær mangel”).

Nå, men i den forbindelse var jeg inde på Unikalks hjemmeside, hvor der var et spørgeskema. Og hvor blev jeg dog glad! Se her engang:

Selvfølgelig er det et reklamebureau eller noget lignende med fingeren på pulsen, der har formuleret det. Og undersøgelsen vidste, at jeg er kvinde. Men det viser, at håndarbejde er blevet så naturlig en del af moderne kvinders liv, og det kan man da kun være glad for.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, January 23, 2011

Her er vores nye bil #2. Skoda Felicia 1,6 1997. Den minder meget om vores gamle Skoda, som er en stationcar, og den havde helt klart den store udstyrspakke, som den lille her ikke har - det betyder, at den ikke har splitbagsæde, centrallås og servostyring. Puha, det med den manglende servo skal man lige vænne sig til, jeg var helt lam i armene af at køre hjem via de små gader i Århus C, da vi lige havde købt den.   Men fin er den, og den eneste ting, der skal repareres her og nu er bagrudeviskerens motor.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tanker
Sidste år kaldte jeg “the roller coaster year” - jeg ved snart ikke, hvad det her år skal kaldes, men det har ikke været et af de bedste i rækken. Heller ikke blogmæssigt - jeg har været en rigtig dårlig blogger, men jeg synes, at det er så svært at blogge, når der ikke er så meget godt at sige. For der har faktisk ikke været ret meget godt at sige i det forløbne år - der har været mange skuffelser, mange kampe, og jeg kommer til at bruge for meget energi på ting, der burde være sekundære. Men jeg kan jo rigtigt godt lide at blogge, det er i virkeligheden sådan en rar egentid, og egentid skal man dælme godt nok hæge om.

Jeg synes, at det er så svært at afsætte tid til det, jeg selv gerne vil, og som giver mig glæde og energi. Jeg ved godt, at man ikke kan være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv, men i praksis er det svært for mig. Jeg er sygemeldt med det dumme piskesmæld, og jeg har konstant hovedpine. Jeg bliver hurtigt overanstrengt, så jeg bliver rigtig dårlig. Jeg passer Pelles hjemmetræningsprojekt, og det bruger jeg det meste af min energi på. 3-4 gange om ugen skal jeg bruge tid om formiddagen på at forberede træningen om eftermiddagen, som varetages af enten mig selv eller en hjælpetræner. To gange om ugen skal jeg selv til træning, hvilket er vigtigt for mit forsøg på velbefindende, men jeg har måttet skære det ned til én gang om ugen for tiden, fordi jeg går til noget behandling på sygehuset for piskesmæld, som er en eftermiddag om ugen + forberedelse hver dag. Der er ikke andre end mig, der kan passe hjemmetræningsprojektet, så det kan jeg ikke sygemelde mig fra. Og når jeg så har hentet Simon og Jesper kommer hjem, så skal jeg jo også have energi og overskud til at være sammen med dem. Derfor går jeg hele dagen og passer på, at jeg ikke overanstrenger mig - og selvom det gør mig glad at gå et par timer i syrummet, risikerer jeg at overanstrenge mig, så jeg ikke har energi senere, så derfor undlader jeg at gå i syrummet, fordi jeg ikke synes, at jeg kan være bekendt at være så træt, når vi skal være sammen efter arbejde. Det er godt nok besværligt.

Det udadvendte sociale liv lider også under, at vi er ikke er en overskudsfamilie. Vi tager ikke bare lige ud og besøger nogen, jeg er tit træt og har ondt, Jesper er træt, og vores unger er ikke så nemme lige at tage med eller bare lige noget noget som helst. Men vi glæder os over de mennesker, vi ser, og de mennesker, der stadig vil se os.

Min lille familie
Tre dage før jul fik Simon diagnosen autisme (atypisk autisme med normal begavelse). Vi vidste godt, at der kom en diagnose, men vi havde ikke regnet med, at den var i den tunge ende, så at sige. Når jeg kigger tilbage på Simons liv i bagklogskabens klare lys, har der været svage tegn, vi ikke har set. Det seneste år har vi snakket frem og tilbage med børnehaven om, at han virkede så doven og manglede det der drive, der skal til, for at man udvikler sig. Det korte af det lange blev, at han blev udredt på børnepsyk i efteråret, og nu har vi så to børn med autisme. De er ret forskellige, de to, så vi kan ikke bare gøre det samme emd Simon, som vi gjorde med Pelle. Og Simons autisme er mere indadvendt, så det vil i praksis være sværere at have med at gøre, end Pelles har været. Så det er godt nok tre dybe indåndinger og ind i kampen igen. Men denne gang føles det ikke så håbløst, som da Pelle fik diagnose - vi kan jo se på Pelle, at det hjælper at blive et par ældre, ABA-træning eller ej, og selvom det ikke gør det for alle børn med autisme, så giver det da lidt håb.

Pelle klarer sig godt. Han udvikler sig stadig rigtig godt, omend de sidste måneder har været svære for ham. Han bliver nemmere meget vred, og vi har en tanke om, at han simpelthen har det svært med, at Simon er så uforudsigelig og kan blive så rasende. Han skal i skole til sommer, i vores lokale distriktsskole, så det bliver meget spændende. PPR og børnehaven mener bestemt, at det nok skal gå, så vi er fortrøstningsfuld, omend vi også er lidt nervøse for, hvordan det dog skal gå. Men han skal have chancen - han vil så gerne andre børn. Man får desværre ikke ret meget støtte med, men vi søger om noget mere, og så ser vi, hvad det ender med. Der er mange faktorer i det, som man ikke kan styre - f.eks. om de andre forældre er rummelige eller ej, for hvis de er det, så bliver børnene det også. Jeg håber, at de andre forældre kan se fordelen i, at deres børn lærer at tage hensyn og forstå børn, der ikke lige er helt mage til dem selv. Pelle begyndte til FDF efter sommerferien, hvor Jesper er blevet leder også og er sammen med ham, og Pelle er pavestolt og synes, at det er sjovt at være af sted.

Sammen med nogle af de andre ABA-forældre kæmpede vi en lang og hård kamp for ABA som offentligt tilbud i Århus Kommune. Desværre stod stjernerne ikke rigtigt, og det er svært at tænke langsigtet midt i en meget stor sparerunde. Lige nu samler vi kræfter og må finde andre løsninger. Men det er jo dobbelt bitter, at vi tabte kampen i denne runde, når vi nu har to børn i målgruppen. Virkelig, virkelig bittert.

Jesper står stærkt i vinden, må jeg sige. Du godeste, som vi nogle gange kan se på hinanden og citere TV-2: “Jeg anråber Himlen og jeg sværger op til Gud, det var slet ikke sådan, mit liv sku’ se ud”.
Han har for alvor foldet sin hobby ud, nemlig at bygge med LEGO. Han har fået et bord og noget reolplads i lagerrummet ovenpå, og han bygger også en hel del med ungerne. Han har også været på træf og den slags, så det er super.

Helbred
Ja, det er ikke blevet bedre - snarere tværtimod. Evig hovedpine giver hjernen stress, og jeg kan mærke, at det nærmest er begyndt at sætte sig. Så det er der ikke særligt meget pænt at sige om. Jeg er som sagt begyndt i noget behandling, og når det er ovre, skal jeg snakke med kommunen om, hvordan jeg har det, og hvad vi så stiller op.

Hobby
Ja, syning er stadig mit “orkanens øje” - it keeps me sane. Jeg fik slæbt en del nye symaskiner til huse i 2010 - langt de fleste var brugte antikke maskiner, og så var der en udskiftningen af min overlocker til en splinterny. Vi mødes stadig i syklubben og syr sammen hver uge, og jeg elsker det. Jeg får ikke lavet så meget, som jeg gerne vil - men jeg beskæftiger mig med det, også når jeg læser blogs om det, og det hjælper også lidt på humøret. Vi får besøg af “vores” underviser fra England igen her i slutningen af marts. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan deltage, men jeg må jo være med, så meget som jeg kan - i hvert fald glæder jeg mig.

Vi har ikke været ude og geocache meget længe. Jeg får det simpelthen så skidt af at trave på ujævn grund, og min nakke gør så ondt, når jeg kigger op og kigger ned mere end nogle sekunder ad gangen, og så det er faktisk ret svært at leder efter en cache. Suk.

De andre ting
Vi købte jo en campingvogn i 2010! Vi købte den sidst på sæsonen, så vi nåede kun ud og bruge den lidt, inden det blev for koldt, men vi ser frem til foråret, hvor vi kan komme af sted igen. Drengene glæder sig, og jeg er sikker på, at det bliver godt for dem, at der er en base for dem, så selvom vi er et nyt sted, så er deres seng og vores bord det samme. Vi skal have udtænkt et system, så vi får noget ro, når vi er af sted, så drengene ikke løber på væggene - på samme måde, som vi har lidt system i tingene herhjemme i weekenderne.

Vi fik også en ny bil, fordi den anden parkerede to hjul på skrotpladsen. Vi beholdt den gamle, indtil den skulle skrottes, så vi havde to biler i efteråret. Det gav mig simpelthen sådan en ro, at det ikke ALTID var mig, der skulle køre med ungerne, men at Jesper havde muligheden for det, hvis jeg en morgen havde det rigtigt skidt, så vi besluttede at købe en lille bil til Jesper, så vi nu igen har to biler. Dyrt i drift, ja, men for pokker, hvor det dog giver RO!

Hvordan gik det så med målene for 2010?
Argh, manner. Elendigt. Lad os tale om noget andet.

Mål for 2011?
Ro. Prøve at blive rask.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, January 22, 2011

Jeg gik lavet en masse julegaver i år. Jeg har blogget om dem på Syforsyningens blog. Klik på billedet for at komme derover.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Drengene har været ude og lege i en næsten snefri have, og man bliver simpelthen så forskruet i sit hoved af det milde vejr, at man drømmer om forår og snarlig sommer, og her i huset glæder vi os jo som gale, til vi skal på camping igen! Vi har et par gavekort på fire dages ophold på forskellige campingpladser uden for sæsonen, så dem starter vi med at bruge. Og så skal vi godt nok have styr på “hverdagen” i sådan en vogn. Der er nødt til at være en vis struktur af hensyn til drengene og deres løben på væggene, og det skal være nemt at få styr på aftensmaden. De gange, vi har været af sted, synes jeg godt nok, at det har fyldt meget i mit hoved. Jeg vil nemlig komme med en indrømmelse: Vi griller ikke. Mange synes, at det er simpelthen så afslappende og nemt at grille, hvor jeg bare har stress over at skulle sørge for at ungerne ikke rører ved det, at der er ild nok og ikke for meget ild og alt muligt. Men vi må vist til at lære det. Faktisk snakkede vi om, om man overhovedet kan være campist uden at kunne grille? Der er ikke emhætte eller ovn i vores campingvogn, så det skal foregå på komfuret, når man laver mad inde, og det skal ikke ose alt for meget. Kan man mon komme på grillskole? Og så skal man jo også anskaffe sig en grill, der er til at have med i bemeldte campingvogn, uden at den fylder alt for meget. Der er selvfølgelig også mulighed for at lave mad i køkkenet på campingpladsen, men i regnvejr er det godt nok nederen at skulle ud af vognen med gryder og sådan noget.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, January 16, 2011

Da vi købte Peugeoten i august, beholdt vil vores gamle bil. Den ville ikke kunne gå gennem syn, den har defekt toppakning, utæt servostyringspumpe og tandstang, baghjulslejerne knager, og den er ved at ruste op. Derfor gav det god mening at beholde den, så Jesper kunne køre på arbejde i den og lejlighedsvist bringe eller hente børn, hvis det passede bedst, og når den så blev indkaldt til syn, kunne den blive sendt til de evige bilmarker. Vi havde en aftale om vinterdæk lørdag d. 26. november om formiddagen, men snestormen startede d. 25., og så har bilen så ikke været ude at køre siden, og den er ovre sidste salgsdato. I 1½ måned har vi så haft en enkelt bil, og Jesper har haft hverken bil eller knallert (selvom han gravede den ud af skuret, ville han ikke kunne komme nogen vegne på den ...), så ting har ikke været så fleksible. Og det har drevet mig til vanvid. Jeg plages stadig af evighedshovednakkepine, søvnproblemer og alt mulig anden dårligdom, og jeg skal bruge bilen selv de fleste dage, så med mellemrum har jeg virkelig savnet, at Jesper lige kunne tage Simon med op i børnehaven, og jeg kunne skride i seng igen med en varmepude.

Så nu har vi besluttet, at vi skal have en bil nummer 2 igen. Topluksus, ja. Dyrt, ja. Men nødvendigt for fleksibilitet og undgå-at-blive-bims-faktoren her i huset. Så i morgen skal vi ud og se på en Skoda mage til den gamle, bare ikke-stationcar-udgaven. Den har dog ikke servostyring, men så har den heller ikke nogen servostyringspumpe, der kan blive utæt. Jeg glæder mig.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget