Saturday, February 26, 2011

Pelle har været on/off syg med feber og mavepine i fire uger. Der har været tre omgang med feber af et par dages varighed, og mavepinen har været stort set konstant. Der er nok også lidt “rille” i det - det er jo rart og bekvemt at tusse rundt herhjemme med mor eller far og slippe for de store krav. I hvert fald er han blevet meget kravsafvisende og decideret rigid på nogle områder - manner, den knægt mangler noget modspil. Nu satser vi på, at han kan komme i børnehaven igen på mandag.

Sidste onsdag startede der en støttepædagog til Simon i børnehaven. Hun skal være der i seks uger, og så flytter Simon hen i Pelles børnehave. Så godt nok er det en midlertidig foranstaltning, men hold da op, hvor har det bare været godt for ham. Umiddelbart tænkte jeg, at alle børn ville blive glad for øget voksenkontakt, men der siger de i børnehaven, at de fleste børn helst ville være fri for det, så ingen tvivl om, at det gavner ham lille Mons - og at han ved, at det er godt for ham. Nu sidder han f.eks. og spiser sammen med fire andre børn og en voksen i et andet rum, hvor han før sad med to voksne og alle de andre børn, og det betyder, at han nu har ro nok til faktisk at kunne få spist noget. Han har siddet og klippe og limet ting til sit fastelavnsris i løbet af ugen, fordi der er en voksen, der kan hjælpe ham med at koncentrere sig og hjælpe med finmotorikken. Og han var så stolt. Årh, hvor er det godt, at han endelig får nogle succesoplevelser. Og vi får en helt anderledes Simon hjem - før var han træt og frustreret hver eneste dag, nu kommer han de fleste dage glad hjem. Ah ... vi nyder vores åndehul.

Om et par uger går det løs igen, når han skal skifte børnehave, og vi skal snakke med kommunen igen (det koster nogle gange mange kræfter), men lige nu nyder vi orkanens øje.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, February 19, 2011

Nu viser det sig så, at drengen, der malede grafitti på Jellingestenen, har autisme.

http://www.bt.dk/krimi/autistisk-dreng-bag-jellingsten-graffiti

“Han kan ikke skelne mellem rigtigt og forkert”. Det bliver interessant at se, hvad kommentarerne bliver på det i løbet af de næste dage. Jeg kan ikke umiddelbart forudse det. Hvis det havde været en dreng med ADHD, så havde den fået hele armen med dårlig opdragelse, forkerte diagnoser og råben og skrigen om, hvem der ikke havde gjort det godt nok.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Friday, February 18, 2011

For meget lang tid tiden spurgte Simons børnehave mig, om jeg ville sy dem noget udklædning til eventyr. Det ville jeg gerne, for der var ikke nogen deadline, så det kunne jeg sådan proppe ind, når det passede. Tiden gik, og de havde lidt svært ved at komme i omdrejninger om, hvad de ville have og sådan, men til sidst blev de enige med sig selv om, hvad de gerne ville have, det var så i efteråret, men de ville gerne have, at der blev købt ind inden nytår, for det var i det indeværende regnskabsår, at de havde fået lov at bruge pengene. Så jeg købte ind, så kom Simons diagnose, så kom beslutningen om, at han skulle flytte børnehave, og pludseligt var det ikke særligt fedt at stå med alt det udklædning, der skulle sys, når nu Simon aldrig ville få gavn af det. Nå, men jeg bed tænderne sammen og fik det lavet, og så slemt var det selvfølgelig heller ikke, og de blev da også glade for det. Men selvfølgelig havde det været sjovere at bruge al den tid og ikke mindst energien på noget til mig selv eller ungerne.

Jeg har skrevet et lidt mere synørdet indlæg om det ovre på Syforsyningens blog, og der er billeder af menageriet også. http://syforsyningen.blogspot.com/2011/02/kostumer-til-klods-hans.html

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, February 07, 2011

En god veninde har været syg og sengeliggende pg plaget i TO UGER først med det ene, og så med det andet. Derfor bagte jeg en omgang cookies til hende. Jeg lavede en flipflapper (som kan hedder mange ting, se her) som kort og inderst inde stod der så, hvem det var fra. Jeg tog derud for at aflevere. De har en laaaang indkørsel. Jeg sneg mig op til huset, stillede kagedåsen på dørtrinnet, bankede hårdt på, og så spænede jeg halvt ned ad indkørslen og gemte mig bag hækken for at tjekke, om døren blev åbnet. Da den så blev åbnet, spænede jeg ned til bilen, sprang ind og kørte. Desværre havde jeg glemt, at vejen i min holde-retning er blind, hvis jeg nu havde været ordentligt forberedt, kunne jeg have kørt min vej hurtigere. Derfor måtte jeg køre op ad vejen og holde og vente lidt i tilfælde af, at nogen gik ud for at kigge ude ved vejen, inden jeg kørte hjem.

Og hvor kommer ungdommeligheden så ind? Jo, jeg følte mig som en 9-årig igen, da man lavede dørklokkefis, da jeg sad og fnes bag hækken.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget