Saturday, April 30, 2011

Ørj, hvor vi glædede os til påskeferien, for så skulle vi ud og rulle! I efteråret nåede vi lige et par overnatninger, hvor bladene var begyndt at drysse af træerne, men nu skulle vi af sted på fire overnatninger og prøve vores nye lille fortelt og det hele. Vi hentede vognen hjem fra vinterhi hos bondemanden i Vitved, og så skulle den gøres klar. Der er altså nogle svaler i den maskinhal om vinteren, der skulle have en prop bagi, er der!

Så tog vi til Skiveren Camping oppe ved Hirtshals. Vi havde et gavekort, ellers var vi altså heller ikke kørt så langt for fire dage. Det tog tre timer plus pauser. Men der var dejligt deroppe! Tæt ved stranden, fine faciliteter (inkl. internet), vi boede lige ved siden af legepladsen, og der var minigolf og go-carts til udlejning. Vi havde ikke flere konflikter, katastrofer og udfordringer, end vi ville have haft hjemme i sådan en ferie, vi havde det bare sjovere ind i mellem.   Vi fik også høstet en del erfaringer omkring campinglivet og de ting, man skal huske at have med, så nu er vi lidt mere klar til næste gang - woot-woot!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Tuesday, April 26, 2011

Vi har været på camping her i påsken. Det er gået godt, og vi har ikke haft flere konflikter, end vi ville have haft herhjemme, og jeg har også hængt nogenlunde sammen. Jeg vil her berette om en enkelt situation, som jeg har tænkt lidt over.

På campingpladsen var der sådan et stort børnebadeværelse med tre lave brusere, to babybadekar og nogle forskellige tingester, der kunne sprøjte vand, hvis de ellers var tændt. Vi skulle have ungerne vasket, så vi går derop. Først prøver vi at få dem overbevist om at prøve bruseren eller i det mindste få vasket deres tæer i bruseren, men det kan vi godt glemme. De går i ragende panik. De er bange for bruseren herhjemme også, men der var jo ikke noget almindeligt badekar. Det ender med, at de får hvert et babybadekar, hvor Pelle så sidder skruet fuldstændigt ned i det - han er 130 cm høj. Nå, til sidst er de rene, vi får dem tørret (det kan de ikke selv - Pelle kan dog tørre sig halvvejs, fordi vi er begyndt at træne det), og så render de lidt rundt og leger.

Ind kommer så en mor og en dreng på ca. 4 år. Vi hilser, drengene har hoppet med ham på hoppepude. Han tager tøjet af, hopper selv op i bruseren og holder selv bruseren over sit hoved, mens moderen vasker ham. Da de så er færdige, hjælper hun ham ud på gulvet, og han går selv i gang med at tørre sig. Hun siger så “jeg går lige ud og ser til de andre - husk at tørre dig mellem tæerne”, og så går hun ud, og knægten får sig tørret. Så kommer faren ind og giver ham creme på og sætte ham til at tage nattøj på. Ingen natble nødvendig. Jeg bliver lidt trist til mode, som vi sidder der i badeværelset, for hvor han den dreng dog meget, som mine drenge overhovedet ikke har begreb om. Vi taler virkelig skærende kontrast.

Til sidst tager jeg mod til mig og siger til faren: “Hvor har du dog en dygtig dreng, alt det han kan selv”. Og så svarer faren sådan lidt overbærende, måske endda med en snert af hån, og et hovedkast i retning af drengen: “Ja, LIGE NU er han dygtig.” - jeg tager endnu mere mod til mig og siger “Jamen, han er da dygtig!” - og faren svarer “Jaja”.

For dælen da. Jeg er klar over, at folk med almindelige, neurotypiske og normaltudviklede børn ikke aner, hvor heldige de er - og heldigvis for det, at de ikke har haft det modsatte inde på livet. Men du der hånlige far, vær dog for pokker lidt stolt af din knægt, når nogen roser ham! Fat dog, at det vil ingen på under 80 år sige den slags af høflighed. Det kan da sagtens være, at den dreng ikke altid er lige så nem og dygtig, som han var lige der på badeværelset, men helt ærligt. Årh, jeg blev sgu så træt af almindelige forældre lige der. Og hvad ligner det at sige den slags, når knægten hører på det? Tal lige om at ødelægge hans selvtillid - han har sgu da ingen grund til at være dygtig, når hans dumme far alligevel ikke værdsætter det. Klaphat.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, April 06, 2011

Så er Simon startet i den nye børnehave, som også er Pelles børnehave. Det har været en hård uge for mig, må jeg indrømme. Da Pelle i sin tid skiftede børnehave, fordi de ikke havde ret meget fokus på hans udvikling, var det jo nemt nok - der var de jo bare nogle idioter, som man ikke kom til at savne, og sandt at sige havde Pelle ikke haft det sådan supergodt der.

Men Simon skulle nu forlade den børnehave/vuggestue, hvor han har gået i fire år. Han har ikke altid haft det lige godt, men de har gjort, hvad de kunne. Hvor de voksne er skønne og dejlige, omend fortravlede, hvor jeg har snakket løbende med mange om, at Simon græd sådan, når han blev afleveret, at han bed de andre børn, og alt muligt andet. Jeg har krammet en pædagog, da hun gik akut kold med stress og pludseligt gav sig til at sidde og græde midt i det hele, jeg har repareret deres sofabetræk og udklædningstøj og syet nyt til dem, og jeg har givet dem slik og kage til jul og sommerferie. Den børnehave var det sted, hvor jeg var helt almindelig mor, der boede i den anden ende af villakvarteret og mødte de andre forældre i Fakta. Jeg har haft nogle voksne at sludre kort med, når jeg kom, og det er faktisk ret rart, når man er sygemeldt, for så møder man ikke ret mange tilfældigt.

De sidste seks uger, hvor han har haft støtte på, har han haft det rigtigt godt. De andre børn har villet lege med ham igen, de har sagt højt til hans støtte, hvor dejligt det var, at han ikke længere bed dem, og han har været meget gladere. Tænk at skulle flytte ham netop, som han var blevet så glad for at være der igen.

Alt det skulle Simon sige farvel til, men det var i høj grad også mig, der skulle sige farvel til normaliteten. Indtil nu har diagnosen mest udmøntet sig i ord, tanker og nære handlinger, men en børnehaveflytning er virkelig en stor, fysisk manifestation af, at DER ER NOGET GALT. Selvfølgelig er det for det bedste, og det er det, der skal til. Al god vilje (og mange af dem holdt også virkelig meget af den lille bandit) til trods vil de ikke kunne give ham det, han har brug for, så det er godt, at det bliver sådan - godt, at Pelles børnehave har givet os den mulighed allerede nu og ikke først til sommer, hvor der først reelt var ledige H-pladser (det er pladser til børn med særlige behov). Til gengæld gik det op for mig i går morges, da Simon og jeg travede op mod børnehaven, at nu får jeg faktisk lov til at opleve en normalitet, jeg ikke før har oplevet: At have begge mine unger i den samme børnehave. Det var jo meningen for længe siden, da vi flyttede herud, men Pelle startede jo så aldrig i den lokale. Som de siger på engelsk: There is always a silver lining.

Så altså: Farvel til gammel børnehave og goddag til ny. Simon græd virkelig meget, da han en uge før fik at vide, at han skulle skifte, men i løbet af ugen vænnede han sig til tanken, og de var på besøg derhenne. Det hjælper selvfølgelig, at han kender børnehaven og er kommet der masser af gange de sidste to år, og så har han jo Pelle i nærheden, trods alt.

Et par dage inden flytning hang vi ud deroppe et par timer en eftermiddag og så bl.a. hans nye rum. Her er Pelle og Simon ved at prøve, om det passer - og ja, det er ude på badeværelset, men fordi han er et ekstra barn, så har de faktisk ikke plads i garderoben til ham.

Vi gav de voksne i den gamle børnehave en gave. Jeg lavede en filtkurv til deres nyindrettede personalerum (som først skulle have været med pink puder, derfor købte jeg pink, men så var de limegrønne i stedet, og så måtte jeg jo lave en limegrøn “blomst” på den), fyldte den med slik og en 3 liters-vin til deres næste personalefest.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, April 03, 2011

Vi har købt et nyt fortelt. Vi havde formanet hinanden om, at vi under ingen omstændigheder skulle købe noget nyt, før vi havde prøvet det gamle af, så vi var sikre på, hvor lidt plads vi kunne nøjes med, hvor døren skulle være og bla bla bla. Men altså ... det gælder simpelthen om at få det campinghalløj indrettet, så min dumme nakke og hvad der ellers gør ondt ikke blive overbelastet. Det fortelt, der fulgte med vores campingvogn, er virkelig tungt, så det ville kræve mindst to voksne at sætte op. Hvem skal så løfte i stedet for mig, og hvem skal så holde øje med ungerne i mens? Så derfor har vi nu købt et letvægtsfortelt, som vejer 16,5 kilo og kan sættes op af én mand. Teltet kan ses her: http://www.tent-tents.com/overzichtpagina3.asp?cat=2&id=12&arid=7310 - tanken med at købe et telt med en oplukkelig side er, at så kan man bære havebordet ud og ind alt efter, hvor godt vejret er - jeg er lidt kuldeskær, så der skal være godt vejr, før jeg vil sidde ude, men med sådan et udhæng kan man sidde ude, sidde i teltet med udhænget lukket op, helt inde i teltet og helt inde i campingvognen. Så har vi da noget at vælge i mellem. En sten faldt fra mit hjerte, og nu glæder jeg mig endnu mere til første tur.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

I et akut anfald af forårsglæde gav jeg mig til at google opskrifter på kammerjunkere. Så stødte jeg på den her: http://www.idenyt.dk/artikler_show.asp?show=14798

Ingredienserne er:
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 tsk vanilje eller revet skal fra en økologisk citron
35 g sukker
75 g smør eller margarine
1 æg
1/2 dl mælk - vælg variant alt efter, hvor meget fedt, du ønsker i kammerjunkerne

Nåja! I 50 ml skummetmælk er der 0,05 gram fedt, og i 50 ml sødmælk er der 1,75 gram fedt. Vi har lige puttet 75 g smør i, så valget af mælk er VIRKELIG udsalgsgivende for den samlede fedtprocent. Mmm-mmm!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget