Sunday, January 23, 2011

Tanker
Sidste år kaldte jeg “the roller coaster year” - jeg ved snart ikke, hvad det her år skal kaldes, men det har ikke været et af de bedste i rækken. Heller ikke blogmæssigt - jeg har været en rigtig dårlig blogger, men jeg synes, at det er så svært at blogge, når der ikke er så meget godt at sige. For der har faktisk ikke været ret meget godt at sige i det forløbne år - der har været mange skuffelser, mange kampe, og jeg kommer til at bruge for meget energi på ting, der burde være sekundære. Men jeg kan jo rigtigt godt lide at blogge, det er i virkeligheden sådan en rar egentid, og egentid skal man dælme godt nok hæge om.

Jeg synes, at det er så svært at afsætte tid til det, jeg selv gerne vil, og som giver mig glæde og energi. Jeg ved godt, at man ikke kan være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv, men i praksis er det svært for mig. Jeg er sygemeldt med det dumme piskesmæld, og jeg har konstant hovedpine. Jeg bliver hurtigt overanstrengt, så jeg bliver rigtig dårlig. Jeg passer Pelles hjemmetræningsprojekt, og det bruger jeg det meste af min energi på. 3-4 gange om ugen skal jeg bruge tid om formiddagen på at forberede træningen om eftermiddagen, som varetages af enten mig selv eller en hjælpetræner. To gange om ugen skal jeg selv til træning, hvilket er vigtigt for mit forsøg på velbefindende, men jeg har måttet skære det ned til én gang om ugen for tiden, fordi jeg går til noget behandling på sygehuset for piskesmæld, som er en eftermiddag om ugen + forberedelse hver dag. Der er ikke andre end mig, der kan passe hjemmetræningsprojektet, så det kan jeg ikke sygemelde mig fra. Og når jeg så har hentet Simon og Jesper kommer hjem, så skal jeg jo også have energi og overskud til at være sammen med dem. Derfor går jeg hele dagen og passer på, at jeg ikke overanstrenger mig - og selvom det gør mig glad at gå et par timer i syrummet, risikerer jeg at overanstrenge mig, så jeg ikke har energi senere, så derfor undlader jeg at gå i syrummet, fordi jeg ikke synes, at jeg kan være bekendt at være så træt, når vi skal være sammen efter arbejde. Det er godt nok besværligt.

Det udadvendte sociale liv lider også under, at vi er ikke er en overskudsfamilie. Vi tager ikke bare lige ud og besøger nogen, jeg er tit træt og har ondt, Jesper er træt, og vores unger er ikke så nemme lige at tage med eller bare lige noget noget som helst. Men vi glæder os over de mennesker, vi ser, og de mennesker, der stadig vil se os.

Min lille familie
Tre dage før jul fik Simon diagnosen autisme (atypisk autisme med normal begavelse). Vi vidste godt, at der kom en diagnose, men vi havde ikke regnet med, at den var i den tunge ende, så at sige. Når jeg kigger tilbage på Simons liv i bagklogskabens klare lys, har der været svage tegn, vi ikke har set. Det seneste år har vi snakket frem og tilbage med børnehaven om, at han virkede så doven og manglede det der drive, der skal til, for at man udvikler sig. Det korte af det lange blev, at han blev udredt på børnepsyk i efteråret, og nu har vi så to børn med autisme. De er ret forskellige, de to, så vi kan ikke bare gøre det samme emd Simon, som vi gjorde med Pelle. Og Simons autisme er mere indadvendt, så det vil i praksis være sværere at have med at gøre, end Pelles har været. Så det er godt nok tre dybe indåndinger og ind i kampen igen. Men denne gang føles det ikke så håbløst, som da Pelle fik diagnose - vi kan jo se på Pelle, at det hjælper at blive et par ældre, ABA-træning eller ej, og selvom det ikke gør det for alle børn med autisme, så giver det da lidt håb.

Pelle klarer sig godt. Han udvikler sig stadig rigtig godt, omend de sidste måneder har været svære for ham. Han bliver nemmere meget vred, og vi har en tanke om, at han simpelthen har det svært med, at Simon er så uforudsigelig og kan blive så rasende. Han skal i skole til sommer, i vores lokale distriktsskole, så det bliver meget spændende. PPR og børnehaven mener bestemt, at det nok skal gå, så vi er fortrøstningsfuld, omend vi også er lidt nervøse for, hvordan det dog skal gå. Men han skal have chancen - han vil så gerne andre børn. Man får desværre ikke ret meget støtte med, men vi søger om noget mere, og så ser vi, hvad det ender med. Der er mange faktorer i det, som man ikke kan styre - f.eks. om de andre forældre er rummelige eller ej, for hvis de er det, så bliver børnene det også. Jeg håber, at de andre forældre kan se fordelen i, at deres børn lærer at tage hensyn og forstå børn, der ikke lige er helt mage til dem selv. Pelle begyndte til FDF efter sommerferien, hvor Jesper er blevet leder også og er sammen med ham, og Pelle er pavestolt og synes, at det er sjovt at være af sted.

Sammen med nogle af de andre ABA-forældre kæmpede vi en lang og hård kamp for ABA som offentligt tilbud i Århus Kommune. Desværre stod stjernerne ikke rigtigt, og det er svært at tænke langsigtet midt i en meget stor sparerunde. Lige nu samler vi kræfter og må finde andre løsninger. Men det er jo dobbelt bitter, at vi tabte kampen i denne runde, når vi nu har to børn i målgruppen. Virkelig, virkelig bittert.

Jesper står stærkt i vinden, må jeg sige. Du godeste, som vi nogle gange kan se på hinanden og citere TV-2: “Jeg anråber Himlen og jeg sværger op til Gud, det var slet ikke sådan, mit liv sku’ se ud”.
Han har for alvor foldet sin hobby ud, nemlig at bygge med LEGO. Han har fået et bord og noget reolplads i lagerrummet ovenpå, og han bygger også en hel del med ungerne. Han har også været på træf og den slags, så det er super.

Helbred
Ja, det er ikke blevet bedre - snarere tværtimod. Evig hovedpine giver hjernen stress, og jeg kan mærke, at det nærmest er begyndt at sætte sig. Så det er der ikke særligt meget pænt at sige om. Jeg er som sagt begyndt i noget behandling, og når det er ovre, skal jeg snakke med kommunen om, hvordan jeg har det, og hvad vi så stiller op.

Hobby
Ja, syning er stadig mit “orkanens øje” - it keeps me sane. Jeg fik slæbt en del nye symaskiner til huse i 2010 - langt de fleste var brugte antikke maskiner, og så var der en udskiftningen af min overlocker til en splinterny. Vi mødes stadig i syklubben og syr sammen hver uge, og jeg elsker det. Jeg får ikke lavet så meget, som jeg gerne vil - men jeg beskæftiger mig med det, også når jeg læser blogs om det, og det hjælper også lidt på humøret. Vi får besøg af “vores” underviser fra England igen her i slutningen af marts. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan deltage, men jeg må jo være med, så meget som jeg kan - i hvert fald glæder jeg mig.

Vi har ikke været ude og geocache meget længe. Jeg får det simpelthen så skidt af at trave på ujævn grund, og min nakke gør så ondt, når jeg kigger op og kigger ned mere end nogle sekunder ad gangen, og så det er faktisk ret svært at leder efter en cache. Suk.

De andre ting
Vi købte jo en campingvogn i 2010! Vi købte den sidst på sæsonen, så vi nåede kun ud og bruge den lidt, inden det blev for koldt, men vi ser frem til foråret, hvor vi kan komme af sted igen. Drengene glæder sig, og jeg er sikker på, at det bliver godt for dem, at der er en base for dem, så selvom vi er et nyt sted, så er deres seng og vores bord det samme. Vi skal have udtænkt et system, så vi får noget ro, når vi er af sted, så drengene ikke løber på væggene - på samme måde, som vi har lidt system i tingene herhjemme i weekenderne.

Vi fik også en ny bil, fordi den anden parkerede to hjul på skrotpladsen. Vi beholdt den gamle, indtil den skulle skrottes, så vi havde to biler i efteråret. Det gav mig simpelthen sådan en ro, at det ikke ALTID var mig, der skulle køre med ungerne, men at Jesper havde muligheden for det, hvis jeg en morgen havde det rigtigt skidt, så vi besluttede at købe en lille bil til Jesper, så vi nu igen har to biler. Dyrt i drift, ja, men for pokker, hvor det dog giver RO!

Hvordan gik det så med målene for 2010?
Argh, manner. Elendigt. Lad os tale om noget andet.

Mål for 2011?
Ro. Prøve at blive rask.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Saturday, January 22, 2011

Jeg gik lavet en masse julegaver i år. Jeg har blogget om dem på Syforsyningens blog. Klik på billedet for at komme derover.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Drengene har været ude og lege i en næsten snefri have, og man bliver simpelthen så forskruet i sit hoved af det milde vejr, at man drømmer om forår og snarlig sommer, og her i huset glæder vi os jo som gale, til vi skal på camping igen! Vi har et par gavekort på fire dages ophold på forskellige campingpladser uden for sæsonen, så dem starter vi med at bruge. Og så skal vi godt nok have styr på “hverdagen” i sådan en vogn. Der er nødt til at være en vis struktur af hensyn til drengene og deres løben på væggene, og det skal være nemt at få styr på aftensmaden. De gange, vi har været af sted, synes jeg godt nok, at det har fyldt meget i mit hoved. Jeg vil nemlig komme med en indrømmelse: Vi griller ikke. Mange synes, at det er simpelthen så afslappende og nemt at grille, hvor jeg bare har stress over at skulle sørge for at ungerne ikke rører ved det, at der er ild nok og ikke for meget ild og alt muligt. Men vi må vist til at lære det. Faktisk snakkede vi om, om man overhovedet kan være campist uden at kunne grille? Der er ikke emhætte eller ovn i vores campingvogn, så det skal foregå på komfuret, når man laver mad inde, og det skal ikke ose alt for meget. Kan man mon komme på grillskole? Og så skal man jo også anskaffe sig en grill, der er til at have med i bemeldte campingvogn, uden at den fylder alt for meget. Der er selvfølgelig også mulighed for at lave mad i køkkenet på campingpladsen, men i regnvejr er det godt nok nederen at skulle ud af vognen med gryder og sådan noget.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, January 16, 2011

Da vi købte Peugeoten i august, beholdt vil vores gamle bil. Den ville ikke kunne gå gennem syn, den har defekt toppakning, utæt servostyringspumpe og tandstang, baghjulslejerne knager, og den er ved at ruste op. Derfor gav det god mening at beholde den, så Jesper kunne køre på arbejde i den og lejlighedsvist bringe eller hente børn, hvis det passede bedst, og når den så blev indkaldt til syn, kunne den blive sendt til de evige bilmarker. Vi havde en aftale om vinterdæk lørdag d. 26. november om formiddagen, men snestormen startede d. 25., og så har bilen så ikke været ude at køre siden, og den er ovre sidste salgsdato. I 1½ måned har vi så haft en enkelt bil, og Jesper har haft hverken bil eller knallert (selvom han gravede den ud af skuret, ville han ikke kunne komme nogen vegne på den ...), så ting har ikke været så fleksible. Og det har drevet mig til vanvid. Jeg plages stadig af evighedshovednakkepine, søvnproblemer og alt mulig anden dårligdom, og jeg skal bruge bilen selv de fleste dage, så med mellemrum har jeg virkelig savnet, at Jesper lige kunne tage Simon med op i børnehaven, og jeg kunne skride i seng igen med en varmepude.

Så nu har vi besluttet, at vi skal have en bil nummer 2 igen. Topluksus, ja. Dyrt, ja. Men nødvendigt for fleksibilitet og undgå-at-blive-bims-faktoren her i huset. Så i morgen skal vi ud og se på en Skoda mage til den gamle, bare ikke-stationcar-udgaven. Den har dog ikke servostyring, men så har den heller ikke nogen servostyringspumpe, der kan blive utæt. Jeg glæder mig.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, September 12, 2010

Man FÅR ikke et godt liv. Man SKABER sig et.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, August 30, 2010

Vi har været ude med sardindåsen her i weekenden på en rigtig campingplads, og det har været en glimrende afprøvningstur, og vi skal nok lære det der campingliv. Jeg fik påtalt af et par hyggelige herrer oppe i køkkenet, at det altså ikke var kvinderne, der vaskede op, når man var på camping, det var mændene, og så skulle de havde skyllemiddel (=øl) med. Da Jesper så kom for at hente nøglen til campingvognen, fik han samme tur. Det var lidt skægt.   Det var en lidt kølig tur for sådan et par frossenpinde som Jesper og jeg, men der er heldigvis varme i sådan en vogn! Badelandet var godt nok blevet for koldt, men ellers fik vi spillet minigolf, Jesper og drengene tog en tur på en stor gocart, vi lavede mad i vognen og alt muligt. Herligt, herligt!

Det var en plads med lidt små pladser (kaldet enheder) at campere på, og for at være tæt på legepladsen endte vi desværre et sted, hvor der var lidt smalt og hæk på to sider. Vi tog af sted og satte den op, inden vi hentede unger, så vi havde ro til at prøve det første gang, og det var nok klogt nok. Efter en del oksen frem og tilbage havde vi fået vognen på plads, så den stod lige og tæt nok på hækken. Men da vi så skulle derfra ... jorden var vist lidt blød, for vi kunne overhovedet ikke rokke den nogen steder. Heldigvis var der et par enheder væk nogle venlige mennesker, der gerne ville hjælpe med at skubbe, så vi fik den bakset ud og koblet på. Af sted med os. Vi kørte hjem, og jeg dristede mig til at prøve motorvejen - det gik fint. Hjemme skulle vi lige gøre den ren og flytte tasker ind, og så skulle den vendes rundt, så den kunne blive koblet på bilen igen, når den skulle køres til opbevaring i en lade 10 km herfra - vi har nemlig ikke plads til den herhjemme. Netop som vi havde trukket den ud på vejen for at vende den, kom en bil kørende - han steg hurtigt ud ud og tilbød sin hjælp (så hurtigt, at vi går ud fra, at han gerne ville hjælpe og ikke, fordi det blev pinligt…), så vi fik den vendt. Efter maden drog Pelle og jeg af sted ud på på landet for at aflevere den. Vi ankommer til den ret store gård, og jeg spotter en vej bag om gården - “Aha, den skal sikkert derom”, tænker jeg, og så kører jeg den vej - desværre endte den vej i ca. 100 små læskure til grise eller får, så jeg måtte tage mig sammen og lave en 8-punktsvending med vognen uden at køre ned i gyllepøl eller ind i halmvogn. Rundt og ud igen og om til stuehuset. Desværre var der gået noget galt i den aftale, for der var ikke nogen hjemme - og ingen tog telefonen. Så stod Pelle og jeg der med alle vores talenter. Nå, men vi kan ikke have vognen stående ude på vejen, så jeg kørte den op på græsplænen bag vores have, og så måtte den stå der et par dage. Jeg sendte Pelle ind ad lågen og ringede til Jesper, at han skulle lukke ham ind, og så parkerede jeg vognen med et vældigt besvær, fordi græsset var blødt, og der stadig mangler lidt rutine i afkobling (“Skal det håndtag nu den ene eller den anden vej? Hænger den stadig fast?”). Så fandt jeg låsen til kuglekoblingen frem, som vi har fået med fra forhandleren, og ... den passede ikke. Jeg tror ikke, at det var en fejl40, for der var ikke meget at tage fejl af - det så ud til, at stabilisatoren er blevet sat på med lidt for lange bolte, for låsedimsen stødte ind i de bolte. Nå, så måtte jeg af sted igen, for jeg kunne ikke lade den stå ulåst så befærdet et sted. Så ringede jeg efter Jesper, en cola og noget chokolade, og så brugte vi så en halv time på at få vendt vognen og koblet den på igen - halvt manglende rutine og halvt vådt og snasket græs, hvor vognen sank i. Det var nu helt mørkt. Jeg kørte ned til mine forældre, hvor bror Jesper og Lena hjalp mig med at få den bugseret på plads, så den ikke spærrer den lille vej. Nu skal jeg så lige finde ud af, hvad jeg skal starte med - den skal retur til forhandler og have ordnet småting og den der lås, og så skal jeg have fundet ud af det med opbevaring. Men jeg/vi fik prøvet stort set alt med den vogn i går - på nær vinterkørsel.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Vi har rigtigt været ude og investere her i august. Vores gamle bil, den blå Skoda, har længe hostet lidt og småfejlet ting, som det ikke kunne betale sig at reparere, fordi den alligevel ikke ville kunne gå gennem syn her til vinter. Men så gik toppakningen, og så skulle man enten køre ret langsomt eller meget kort tid, før motoren blev så varm, at man skulle have fuld skrald på varmeblæseren, for at bilen ikke kogte over, og det var altså lidt bøvlet en varm sommerdag - jeg husker stadig, da jeg kom hjem fra turen ud til mekanikeren i Egå, hvor jeg havde haft fuld varme på ud og hjem, jeg lignede en kogt krebs, så varmt havde jeg det.

Nå, men det kaldte så altså på en ny bil. Heldigvis havde Skodaen jo truet længe, så vi havde sparet op til ny bil, selvom det jo lige blev nogle måneder tidligere end beregnet. Nu drømte vi jo om campingvogn næste år, så vi kunne jo passende kigge efter en bil, der kunne trække sådan en. Så kom vi lige forbi en forhandler, der havde sådan en vogn, som det måske kunne blive, og så kunne vi jo lige kigge på den for at se, om det var sådan en, vi skulle lede efter i løbet af vinteren. Men uha-uha, den forhandler ville sørme gerne sælge, rabat her og afslag der, og vi endte med at købe den. Dagen var jeg på brugtbilstur med bror Morten, og vi endte på Fyn, hvor vi købte en (afhentnings)bil, som jeg havde med hjem samme dag. Der var lige en overraskelse med den, at hele den ene bagbremse ikke virkede, og det var lidt dyrt at få repareret, men samlet set kan det stadig løbe rundt, og alle er glade

Mød Peugeout 406 2,2 TS4 fra 2000 og Adria Unica L 502 UK fra 1995:

Kravene til bilen var, at den skulle kunne trække campingvogn, være bred nok til, at der var plads til en slank voksen på bagsædet mellem autostolene, have airbags og kunne holde nogle år. Hvis der havde stået en 2,0 ved siden, havde jeg nok købt den - det er godt nok en stor motor, der er lidt dyr i ejerafgift, og som hurtigt bliver tørstig, hvis man lige ånder for meget på speeder, og hvis man ikke passer på, kører den dælme stærkt. Men den kan i hvert fald opfylde behovene, og så må man jo bare lære at træde forsigtigt på speederen.

Kravene til campingvognen var, at der skulle være to ens køjer (så ingen bliver kede af, at den anden har noget, som den ene ikke har), siddegruppe, der kan laves om til seng, og så en lille siddegruppe i midten, hvor vi lige kan sidde, så vi har et sted at sidde, uden at vi skal pakke sengen sammen altid. Og så skulle den ikke være for stor og for tung. Nu var vi afsted i weekenden, hvor vi spiste alle måltider og lavede mad i campingvognen (vi havde ikke fortelt på), og det fungerer fint. Den midterste siddegruppe er lidt mindre i brug end forventet - men jeg vil mene, at det kan løses med lige at have en skammel til at sidde på for enden, så skal det nok gå.

Så nu er vi i hvert fald godt kørende.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, August 08, 2010

I oktober 2006 var jeg noget øv over, at en del af familien flyttede til Kiev: Opbrud

Ooooog! Det er mig en STOR glæde at melde, at nu er de kommet hjem! Min bror skal stadig være i Kiev i perioder (jeg ved ikke hvor meget, og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke skrive det, det er jo meget i vælten at komme til at udtale sig løst om den slags!), men basen bliver hjemme i Århus, og det er jeg sgu glad for. De har altså manglet til fødselsdagene og familiemiddagene, og de har altid haft så travlt, når de har været hjemme på ferie. Aaaah…..!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Thursday, July 29, 2010

Vi har nu haft ferie i et par uger, og det lakker mod enden. Vi har jo været en uge i lejet campingvogn på Sølyst Camping i Nibe, og det var en god tur! Det startede lidt tungt, fordi jeg havde noget maveonde, der fuldstændigt føltes som den ledeste influenza, men da det var ovre, var det samlede overskud noget større, og vi havde det dejligt. Det var en mindre campingplads med svømmepøle, legeplads, hoppepude, fine toiletter og baderum. (Deres internet kunne dog have virket lidt bedre.) 

Vi skulle jo afprøve det hersens campingvognskoncept for at mærke efter, om det var noget for os, og ganske som vi regnede med: Vi er klar! Vi skal have sådan en tingest! Så inden vi tog hjem købte vi bogen “Camping - håndbog for campister”, så vi havde lidt vinterlæsning omkring alle detaljerne ved camping og en campingvogn (der må gerne fnises her), og jeg har ihærdigt pløjet nettet for campingvogne til salg og mange gange råbt til Jesper “SE HER! Det er sådan en her, vi skal have!”. Men vi skal jo ikke købe en campingvogn nu - af mindst to grunde: 1) vi har ikke en bil, der kan trække noget som helst uden at løbe varm, og 2) vi har ikke mere sommerferie lige om lidt, så hvorfor købe noget nu? Punkt 1 løser sig forhåbentligt snart - vi er på udkik efter en anden bil, inden den anden opgiver ævred. Punkt 2 kunne påvirkes af, at folks brugte campingvogne bliver billigere i slutningen af sæsonen.

[Advarsel: Campingnørdsnak.] Nå, men hold da op, man kan bruge lang tid på at se på og læse om campingvogne. Ih, der er næsten mere religionskrig på det område, end der var mellem Pepsi og Coca-Cola for 15 år siden. Vi hælder ind til videre til en indretning, som lejecampingvognen havde, som er to køjer i bagenden, en lille siddegruppe i midten, voksenseng i den anden ende og så køkken og toilet. Køjerne til ungerne, og man skal kunne lukke ind til dem, så forældresnak ikke holder dem vågne. Vi er som bekendt lidt forfrosne, så vi vil kunne sidde inde i vognen om aftenen, og vi er også lidt dovne, så vi gider ikke at skulle pakke vores seng væk hver morgen, og jeg vil have mulighed for at kunne hvile mig om dagen, så derfor skal der være en lille siddegruppe ud over voksensengen. Så samlet set betyder kravene, at vi måske også lige skulle spare lidt mere op, haha.

Helbredsupdate: Det går elendigt. Ingen bedring, snarere tværtimod, og det er svært at holde modet oppe. Gad vide, om det ville hjælpe at trøsteshoppe en campingvogn?

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, June 02, 2010

Jeg er klar over, at man ikke skal præge børn for meget med sine holdninger til drengefarver og pigefarver. Men jeg synes altså godt, at Pelle kunne have valgt noget andet end LILLA, da vi var oppe og købe clogs til ham. Helt ærligt. Jeg spurgte ham, om ikke han syntes, at lilla var lidt en pigefarve. “NEJ, mor, det er en DRENGEfarve!” - og så måtte jeg jo klappe i og betale. De er godt nok ret panglilla, men knægten er glad. Jeg spurgte, om man stadig kunne få de der tingester til at sætte i hullerne til pynt, men det kan man ikke - pokkers, så havde jeg nappet et par dødningehoveder til at drengificere dem lidt. Men nej.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Monday, May 03, 2010

Vi var til fødselsdag i går - 1. maj er det præcis 10 år siden, at amerikanerne slukkede for scramblingen på GPS-signalet, så det blev præcist nok til, at ikke-militære kunne bruge det til noget fornuftigt, og 3. maj (altså netop i dag) gemte en amerikaner den første geocache nogensinde. Han gravede en tønde ned i en skov, fyldte den med ting og sager og lagde koordinaterne ud på nettet. Han vidste, at det ville blive stort, så han filmede det hele, lidt sjovt.   (video her: http://www.youtube.com/watch?v=LMHZcgM11GU)Nå, men i den anledning er der 10 års-events over hele verden (vi har været med i næsten fem år, tænk sig), og der har været 10 i Danmark i denne weekend, og vi var så til nok det mindste i går 45 minutter herfra ved Kalø Vig. Vi havde ungerne med, så vi nåede kun tre, men det var vist også passende gåtur i skoven til mig, jeg var fuldstændigt smadret resten af dagen i går. Men det var en god tur, var det, dejligt at komme ud igen.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, May 02, 2010

Han prøvede at skylle mine briller ud i toilettet. Heldigvis lykkedes det ikke - jeg tør ikke tænkt på, hvad sådan et par briller kunne gøre for en faldstamme, en vandlås og en kloak med rottespærring på. Lille bandit…!

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Wednesday, April 21, 2010

Før facebook skulle man tænke på, hvad man skrev på sin blog, fordi hele verden KUNNE læse det. Nu skal man tænke over, hvad man skriver på i sin facebook-status, fordi endnu flere ser det, hvis ens blog altså ikke er en ofte læst blog. Folk, der læser min blog, kender mig på den ene eller den anden måde, så derfor kan jeg vel også skrive noget mere om, hvordan jeg har det. Så derfor ...

Jeg er jo stadig sygemeldt med hovedpine, koncentrationsbesvær, eksplosionsfare og alt det der, og i vore dage bliver man sendt i/tilbudt “aktivitet for sygemeldte” - det er 10 timers aktivitet om ugen, så man ikke tørrer ind derhjemme, fordi alle undersøgelser viser, at hvis langtidssygemeldte tusser for længe rundt derhjemme, øges risikoen for, at de aldrig kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Konceptet er fint nok - i mit tilfælde er det så 7 timer om ugen, fordi man kan trække lægeordineret træning fra. Jeg har været til nogle kursusgange om smertetackling og til kreativt værksted, hvor jeg har leget med glas. Jeg har gået sammen med unge mennesker, for hvem de 10 timer rent faktisk er det eneste skemalagte i deres uge, og de er glade for ikke længere at gå hjemme og kede sig. Pyh. Jeg er “kun” deltidssygemeldt, fordi jeg også har Pelles hjemmetræningsprojekt at passe, og det går det meste af min energi med. Aktiviteterne er i hold, så selvfølgelig er det på bestemte tidspunkter, og det betyder, at jeg enten har for travle dage, og/eller at det går ud over min egen træning eller Pelles træning, og under alle omstændigheder ryger min hviledag. Ingen af delene er nogen fordel for noget som helst. Det er godt nok en kamel at sluge, at jeg ikke kan ret meget i forhold til “gamle dage”. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan få lov at være sygemeldt, jeg er taknemmelig over, at vi har fået lov at træne med Pelle, som vi gør, men jeg mangler lige en guide til, hvordan man jonglerer med det hele.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Thursday, April 08, 2010

Jeg er nu blevet henvist til neurolog. Jeg har ikke fået det stort bedre de sidste måneder, og jeg er ved at få spat. Og jeg har nu fået noget smertestillende af lægen. Det er lidt en pille at sluge (haha), men jeg kan jo lige så godt være realistisk.

Så for lige at peppe indlægget her lidt op, vil jeg vise noget, jeg fik lavet i påsken:

En hel uglefamilie, en til os hver

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Sunday, March 21, 2010

For nogle dage siden, da jeg var ved at hente Simon, hørte jeg ud af øjenkrogen, hvordan nogle af de mellemstore piger havde gang i et dramatisk skænderi. Der var (naturligvis, fristes man desværre til at sige) ingen pædagoger i nærheden, så det fik lov at udvikle sig. En af pigerne endte med at stortude og stå og skrige “DU HAR ØDELAGT MIT LIV!” ad en anden. Kors i hytten, mand. Jeg tænkte i mit stille sind, at det måske er derfor, at jeg har fået drenge, for det overdramatiske pigefis er da næsten ikke til at holde ud, og det føles jo slemt nok for pigerne lige i situationen, men ... argh. Fast forward til et roligt kvarter i går formiddag, hvor jeg sidder foran computeren, og Simon og Pelle faktisk sidder sammen og ser tv uden at drille hinanden. Pludseligt lyder det efter et stykke tids tavshed ud af det blå fra Simon: “Du har ødelagt mit liv, Pelle.” - manner, moderen kom op ad stolen og fik påpeget en ting eller to.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget