Det var en plads med lidt små pladser (kaldet enheder) at campere på, og for at være tæt på legepladsen endte vi desværre et sted, hvor der var lidt smalt og hæk på to sider. Vi tog af sted og satte den op, inden vi hentede unger, så vi havde ro til at prøve det første gang, og det var nok klogt nok. Efter en del oksen frem og tilbage havde vi fået vognen på plads, så den stod lige og tæt nok på hækken. Men da vi så skulle derfra ... jorden var vist lidt blød, for vi kunne overhovedet ikke rokke den nogen steder. Heldigvis var der et par enheder væk nogle venlige mennesker, der gerne ville hjælpe med at skubbe, så vi fik den bakset ud og koblet på. Af sted med os. Vi kørte hjem, og jeg dristede mig til at prøve motorvejen - det gik fint. Hjemme skulle vi lige gøre den ren og flytte tasker ind, og så skulle den vendes rundt, så den kunne blive koblet på bilen igen, når den skulle køres til opbevaring i en lade 10 km herfra - vi har nemlig ikke plads til den herhjemme. Netop som vi havde trukket den ud på vejen for at vende den, kom en bil kørende - han steg hurtigt ud ud og tilbød sin hjælp (så hurtigt, at vi går ud fra, at han gerne ville hjælpe og ikke, fordi det blev pinligt…), så vi fik den vendt. Efter maden drog Pelle og jeg af sted ud på på landet for at aflevere den. Vi ankommer til den ret store gård, og jeg spotter en vej bag om gården - “Aha, den skal sikkert derom”, tænker jeg, og så kører jeg den vej - desværre endte den vej i ca. 100 små læskure til grise eller får, så jeg måtte tage mig sammen og lave en 8-punktsvending med vognen uden at køre ned i gyllepøl eller ind i halmvogn. Rundt og ud igen og om til stuehuset. Desværre var der gået noget galt i den aftale, for der var ikke nogen hjemme - og ingen tog telefonen. Så stod Pelle og jeg der med alle vores talenter. Nå, men vi kan ikke have vognen stående ude på vejen, så jeg kørte den op på græsplænen bag vores have, og så måtte den stå der et par dage. Jeg sendte Pelle ind ad lågen og ringede til Jesper, at han skulle lukke ham ind, og så parkerede jeg vognen med et vældigt besvær, fordi græsset var blødt, og der stadig mangler lidt rutine i afkobling (“Skal det håndtag nu den ene eller den anden vej? Hænger den stadig fast?”). Så fandt jeg låsen til kuglekoblingen frem, som vi har fået med fra forhandleren, og ... den passede ikke. Jeg tror ikke, at det var en fejl40, for der var ikke meget at tage fejl af - det så ud til, at stabilisatoren er blevet sat på med lidt for lange bolte, for låsedimsen stødte ind i de bolte. Nå, så måtte jeg af sted igen, for jeg kunne ikke lade den stå ulåst så befærdet et sted. Så ringede jeg efter Jesper, en cola og noget chokolade, og så brugte vi så en halv time på at få vendt vognen og koblet den på igen - halvt manglende rutine og halvt vådt og snasket græs, hvor vognen sank i. Det var nu helt mørkt. Jeg kørte ned til mine forældre, hvor bror Jesper og Lena hjalp mig med at få den bugseret på plads, så den ikke spærrer den lille vej. Nu skal jeg så lige finde ud af, hvad jeg skal starte med - den skal retur til forhandler og have ordnet småting og den der lås, og så skal jeg have fundet ud af det med opbevaring. Men jeg/vi fik prøvet stort set alt med den vogn i går - på nær vinterkørsel.

Nå, men det kaldte så altså på en ny bil. Heldigvis havde Skodaen jo truet længe, så vi havde sparet op til ny bil, selvom det jo lige blev nogle måneder tidligere end beregnet. Nu drømte vi jo om campingvogn næste år, så vi kunne jo passende kigge efter en bil, der kunne trække sådan en. Så kom vi lige forbi en forhandler, der havde sådan en vogn, som det måske kunne blive, og så kunne vi jo lige kigge på den for at se, om det var sådan en, vi skulle lede efter i løbet af vinteren. Men uha-uha, den forhandler ville sørme gerne sælge, rabat her og afslag der, og vi endte med at købe den. Dagen var jeg på brugtbilstur med bror Morten, og vi endte på Fyn, hvor vi købte en (afhentnings)bil, som jeg havde med hjem samme dag. Der var lige en overraskelse med den, at hele den ene bagbremse ikke virkede, og det var lidt dyrt at få repareret, men samlet set kan det stadig løbe rundt, og alle er glade

Mød Peugeout 406 2,2 TS4 fra 2000 og Adria Unica L 502 UK fra 1995:

Kravene til bilen var, at den skulle kunne trække campingvogn, være bred nok til, at der var plads til en slank voksen på bagsædet mellem autostolene, have airbags og kunne holde nogle år. Hvis der havde stået en 2,0 ved siden, havde jeg nok købt den - det er godt nok en stor motor, der er lidt dyr i ejerafgift, og som hurtigt bliver tørstig, hvis man lige ånder for meget på speeder, og hvis man ikke passer på, kører den dælme stærkt. Men den kan i hvert fald opfylde behovene, og så må man jo bare lære at træde forsigtigt på speederen.

Kravene til campingvognen var, at der skulle være to ens køjer (så ingen bliver kede af, at den anden har noget, som den ene ikke har), siddegruppe, der kan laves om til seng, og så en lille siddegruppe i midten, hvor vi lige kan sidde, så vi har et sted at sidde, uden at vi skal pakke sengen sammen altid. Og så skulle den ikke være for stor og for tung. Nu var vi afsted i weekenden, hvor vi spiste alle måltider og lavede mad i campingvognen (vi havde ikke fortelt på), og det fungerer fint. Den midterste siddegruppe er lidt mindre i brug end forventet - men jeg vil mene, at det kan løses med lige at have en skammel til at sidde på for enden, så skal det nok gå.

Så nu er vi i hvert fald godt kørende.

Ooooog! Det er mig en STOR glæde at melde, at nu er de kommet hjem! Min bror skal stadig være i Kiev i perioder (jeg ved ikke hvor meget, og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke skrive det, det er jo meget i vælten at komme til at udtale sig løst om den slags!), men basen bliver hjemme i Århus, og det er jeg sgu glad for. De har altså manglet til fødselsdagene og familiemiddagene, og de har altid haft så travlt, når de har været hjemme på ferie. Aaaah…..!

Vi skulle jo afprøve det hersens campingvognskoncept for at mærke efter, om det var noget for os, og ganske som vi regnede med: Vi er klar! Vi skal have sådan en tingest! Så inden vi tog hjem købte vi bogen “Camping - håndbog for campister”, så vi havde lidt vinterlæsning omkring alle detaljerne ved camping og en campingvogn (der må gerne fnises her), og jeg har ihærdigt pløjet nettet for campingvogne til salg og mange gange råbt til Jesper “SE HER! Det er sådan en her, vi skal have!”. Men vi skal jo ikke købe en campingvogn nu - af mindst to grunde: 1) vi har ikke en bil, der kan trække noget som helst uden at løbe varm, og 2) vi har ikke mere sommerferie lige om lidt, så hvorfor købe noget nu? Punkt 1 løser sig forhåbentligt snart - vi er på udkik efter en anden bil, inden den anden opgiver ævred. Punkt 2 kunne påvirkes af, at folks brugte campingvogne bliver billigere i slutningen af sæsonen.

[Advarsel: Campingnørdsnak.] Nå, men hold da op, man kan bruge lang tid på at se på og læse om campingvogne. Ih, der er næsten mere religionskrig på det område, end der var mellem Pepsi og Coca-Cola for 15 år siden. Vi hælder ind til videre til en indretning, som lejecampingvognen havde, som er to køjer i bagenden, en lille siddegruppe i midten, voksenseng i den anden ende og så køkken og toilet. Køjerne til ungerne, og man skal kunne lukke ind til dem, så forældresnak ikke holder dem vågne. Vi er som bekendt lidt forfrosne, så vi vil kunne sidde inde i vognen om aftenen, og vi er også lidt dovne, så vi gider ikke at skulle pakke vores seng væk hver morgen, og jeg vil have mulighed for at kunne hvile mig om dagen, så derfor skal der være en lille siddegruppe ud over voksensengen. Så samlet set betyder kravene, at vi måske også lige skulle spare lidt mere op, haha.

Helbredsupdate: Det går elendigt. Ingen bedring, snarere tværtimod, og det er svært at holde modet oppe. Gad vide, om det ville hjælpe at trøsteshoppe en campingvogn?

Jeg er jo stadig sygemeldt med hovedpine, koncentrationsbesvær, eksplosionsfare og alt det der, og i vore dage bliver man sendt i/tilbudt “aktivitet for sygemeldte” - det er 10 timers aktivitet om ugen, så man ikke tørrer ind derhjemme, fordi alle undersøgelser viser, at hvis langtidssygemeldte tusser for længe rundt derhjemme, øges risikoen for, at de aldrig kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Konceptet er fint nok - i mit tilfælde er det så 7 timer om ugen, fordi man kan trække lægeordineret træning fra. Jeg har været til nogle kursusgange om smertetackling og til kreativt værksted, hvor jeg har leget med glas. Jeg har gået sammen med unge mennesker, for hvem de 10 timer rent faktisk er det eneste skemalagte i deres uge, og de er glade for ikke længere at gå hjemme og kede sig. Pyh. Jeg er “kun” deltidssygemeldt, fordi jeg også har Pelles hjemmetræningsprojekt at passe, og det går det meste af min energi med. Aktiviteterne er i hold, så selvfølgelig er det på bestemte tidspunkter, og det betyder, at jeg enten har for travle dage, og/eller at det går ud over min egen træning eller Pelles træning, og under alle omstændigheder ryger min hviledag. Ingen af delene er nogen fordel for noget som helst. Det er godt nok en kamel at sluge, at jeg ikke kan ret meget i forhold til “gamle dage”. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan få lov at være sygemeldt, jeg er taknemmelig over, at vi har fået lov at træne med Pelle, som vi gør, men jeg mangler lige en guide til, hvordan man jonglerer med det hele.

Så for lige at peppe indlægget her lidt op, vil jeg vise noget, jeg fik lavet i påsken:

En hel uglefamilie, en til os hver

I fredags var jeg første gang til undervisning i smertetackling, og det var ret interessant. Jeg vidste det meste i forvejen, men her er dagens mest interessante: Kedsomhed er den sikre vej til flere smerter. Hvis hjernen keder sig, vil den tage det input, der er, og hvis det input er smerter, vil hjernen forstærke smerteoplevelsen. Det giver jo meget god mening, ligesom hvis man tænker negativt om noget, så vil ens oplevelse af det blive negativt - og det er da noget, man kan handle på. Så den sidste uges tid har jeg udfordret mig selv lidt mere - jeg har også betalt for det, men man skal jo udfordres.   Men det var megahårdt at sidde til undervisning - det vidste jeg godt, at det ville blive. Sidde stille, se den samme vej, koncentrere sig og høre efter, alle fire ting er ret hårdt for mig - og jeg var også så dårlig bagefter, at jeg tog lige hjem i seng, sov 1½ time, vaklede op igen, hentede Simon, havde det dårligt resten af dagen, og lørdagen var også dårligere end status quo. Men kreativt værksted var mere håndterligt - vi var kun to på holdet, så ingen larm, og vi skulle lave forskellige ting, skære, vaske, slibe, stå op, sidde ned, så der var tilpas med variation.

Fastelavn er jo en social ting og en vigtig begivenhed i mange børns liv, så derfor mener vi, at det er en god idé at arbejde på at lære Pelle at deltage i fastelavn. Når han kan overskue det, vil han også få glæde af det. For to år siden ville Pelle i hvert fald ikke klædes ud. Sidste år gik det bedre, de havde trænet udklædning i børnehaven i løbet af året, han havde en abe-kappe, han nemt kunne tage af og på, og han var med på kø-slå-aflevere-kølle-rytmen, og han var så begejstret, når det var hans tur. I år har det været helt fantastisk. For nogle uger siden begyndte vi at snakke om, hvad han gerne ville være til fastelavn, og han besluttede sig for at være skorstensfejer. Simon ville ikke være noget. Jeg printede et billede af to skorstensfejere til ham, som vi så snakkede meget om, og han bestilte en uniform, en hat, en kost og en stige. Stigen fik jeg ham dog heldigvis talt fra, og han tilføjede senere et hvidt tørklæde til bestillingen. I løbet af nogle dage fik jeg tingene færdige, og Pelle var lykkelig. Han tog det på mange gange, og mange aftener tog han det sågar med i seng. Men da det var færdigt, blev Simon ked af det, han ville også være skorstensfejer. Så syede jeg et sæt til ham også, men da det var færdigt, ville han ikke være skorstensfejer. (AAARGGHGHGHH!) Han ville være haj! Eller racerkører. (Det med racerkører havde de fået idéen til, da de var med deres far i Racehall i Viby (gocart-hal) og se gocart-løb, men det fik vi da talt Pelle fra, eftersom hans skorstensfejerudstyr var næsten færdigt på det tidspunkt.) - Nå, men Simon fik så besked på at vælge mellem det, vi havde i forvejen, så han kunne blive abe, leopard, hund, pirat, brandmand eller skorstensfejer. Han valgte så brandmand, og de var skønne begge to - Simon havde også en brandslange, den glemte vi lige på billedet:

Nå, men midt i førnævnte sne og kulde har vi for en gangs skyld været ude i god tid og bestilt sommerferien! Vi var jo i telt sidste år på en campingplads, og det var en rigtig god uge. Den eneste dårlige dag var onsdag, hvor vi var i Givskud Zoo - DET var ikke sagen, for mange mennesker og for meget af alt muligt, men dagene på campingpladsen og små udflugter passede alle godt, så vi prøver noget lignende i år. Vi pønser på engang at købe en campingvogn, så vi skal lige afprøve konceptet grundigt. I år har vi valgt at leje en campingvogn (som godt nok er større og dyrere end noget, vi selv skal have, men udvalget er ikke så stort) på en mindre campingplads ved Nibe. De har et lille udendørs badeland, ligger ned til vandet, har en legeplads, en kiosk, en grill, og ikke mindst internet og daglige traktorture rundt på pladsen. Så er alle vist glade.  

Årets tre store begivenheder, hvoraf de to var inden for samme fem dage, der virkelig lavede ting om for os:

1) Jeg blev fyret i slutningen af marts sammen med mine tre kolleger, fordi skobranchen flyttede kontoret til København.
2) I midten af juli fik vi besked om, at vi havde fået bevilget ABA-hjemmetræning til Pelle
2) I midten af juli blev vi påkørt i bilen, og jeg har siden døjet med piskesmældslignende symptomer.

Min lille familie
Simon er nu 3½ år og en glad dreng med voksende ordforråd og interesse i verden omkring ham. Han har bestemt sine meninger - vi kalder ham ind i mellem teenageren, når han ikke hører det. Han er glad for at gå i børnehave, men han er stadig tit ked af det og græder hjerteskærende, når han skal afleveres. Han er en kærlig dreng, der gerne kysser og krammer, og han holder meget af sine venner i børnehaven. Der er ved at komme lidt mere sul på ham efterhånden, og han er ikke så tit forkølet længere, og hans ben er ikke længere så usikre. Han kommer desværre til at bide ind i mellem - jeg ved ikke helt, hvad han tænker på, når han sætter tænderne i låret på sin yndlingspædagog, og det ved han vist heller ikke helt selv. Samtidig gnaver han i sine ærmer, sin hue og sin jakkekrave, så der er vist kløe i de der tænder. Han er ikke spor interesseret i at smide sin ble, men han er da i det mindste holdt op med at blive stinkende arrig, når man tager ham ud for at skifte ham.

Pelle rykker for vildt! Han havde nogle trælse måneder i starten af året, hvor han ikke havde det så godt, men det blev bedre, og siden vi kom i gang med ABA-træningen i august, er der sket store forskelle. Væsentligt færre frustrationsanfald og flip, meget større ordforråd, en større interesse i verden omkring ham, så alt i alt er han blevet en gladere dreng, der virker til at have det bedre og hvile bedre i sig selv. Det er en stor glæde. Han har det så godt, at fremmede ikke spotter autismen, hvis de giver sig til at tale længe med ham. Han blev diagnosticeret på børnepsyk i foråret, og diagnosen er infantil autisme med svag mental retardering, så det var helt som ventet. Han smed bleen i foråret, og det var dejligt, for han var sørme en stor dreng at pukle op på puslebordet. Vi regner med at få udsat skolestart, så vi har 1½ år endnu med hjemmetræning og verdens bedste børnehave, og så vil han forhåbentligt være så langt i sin udvikling, at han kan starte i almindelig skole med støtte.

Jesper er glad for sit arbejde, men han trænger vist snart til lidt mere fritid. Han er kommet i ilden igen efter sommeren, fordi det går op og ned med, hvor meget jeg kan deltage i husligt arbejde og pasning af børn. Men han tager det i stiv arm.

Helbred
Som sagt blev vi kørt ind i juli, og jeg har haft ondt i hovedet, ondt i nakken, koncentrationsbesvær og svimmelhed lige siden. Det er ret bekymrende, at det endnu ikke er gået væk, for nu er det alligevel snart et halvt år siden. Jeg går til genoptræning og har gået en del til kiropraktor og fysioterapeut, og det er stadig noget skidt. Det påvirker nærmest endnu mere end tiden efter operationen gjorde, fordi der var da en del fremskridt, og der er stor forskel på ikke at kunne gå og ikke at kunne tænke og huske ordentligt. Musklerne i mit ben er ikke helt trænet op endnu - bl.a. op-ad-bakke-musklen, den store bag på låret, er noget svag i det, så hvis jeg går op ad en bakken, kommer jeg til at halte som en gammel mand. Meget yndigt.

Bolig
Mit syrum er næsten færdigt. Vi inddrog hjørnet af stuen til mit syrum, og der mangler stadig et par låger på et skab, og jeg flytter stadig lidt rundt på nogle af tingene, fordi jeg i virkeligheden har lidt flere ting, end der er plads til på de 6 m2, men jeg ELSKER mit syrum. Det er bare skønt at kunne gå til og fra. Planen var at overveje gipsvæg ind til stuen og gennemgang til kontoret, men gipsvæggen blev droppet, fordi det ville gøre stuen så mørk, og gennemgangen til kontoret blev droppet, dels af dovenskab, dels fordi der ikke er plads til at have gennemgang, dels fordi Jesper ikke skulle trækkes med larmen inde fra mig. Vi er godt tilfredse, som det er nu, og jeg er så glad. Fik jeg sagt, at jeg er glad for mit syrum?

De er begyndt at bygge lidt mere og tage vores udsigt, men til gengæld har de som det første bygget en Fakta! DEN er vi glade for! Vi kan se derover fra første sal, vi kan gå derover, og den generer os overhovedet ikke.

Arbejde
Æh ja, jeg blev jo så fyret, og jeg nåede ikke at finde noget andet, før vi blev kørt ind i, og jeg blev sygemeldt. Det er lidt komisk at tænke på, at jeg ikke sygemeldte mig umiddelbart efter uheldet, fordi “det gik nok væk på et par uger”. HA!

Hobby
Geocaching og syning er stadig toppen! Vi har desværre ikke fået geocachet så meget siden sommeren, men jeg håber, at vi kan få taget revanche. Men med mit dumme hoved er det så ubehageligt at rende ind og ud af bilen og gå rundt på ujævnt terræn. Så jeg syr noget mere, end jeg geocacher. Jeg har sammen med et par andre oprettet en forening, så vi kan låne offentlige lokaler. Det brugte vi, da vi havde en underviser fra England her i efteråret, og vi mødes hver anden tirsdag på den lokale skole for at sy og hygge os. Oh, I love it.

Venner og familie
Love you all. Jeg er stadig ved at vænne mig til kun at se brormand og familie to gange om året, når de er hjemme fra udlandet, og jeg holder nok aldrig op med at være træt af det.. Og som enhver børnefamilie ser vi vennerne for sjældent. Men ungerne bliver større, Pelle kan overskue mere, så jeg er sikker på, at det bliver et bedre år end sidste år.

Malurten i bægeret
Jeg er træt af altid at have ondt og være et skravl.

Hvordan gik det så med nytårsforsættene fra sidste årsopgørelse?
Ja, her er en fra 2007: Ikke drikke så meget kaffe med sukker: Jeg drikker kaffe med mælk og sukker, og sådan er det.

At blive bedre til ikke at komme så tæt på stress igen. - njah, jeg ved sgu ikke. Stress er måske ikke så problematisk, når man ikke har et arbejde, men jeg skal love for, at man kan have stress uden at have travlt. Det har taget mig lidt tid at forstå det, men når man slår nakken, som jeg har gjort, så får man simpelthen stress, fordi kroppen har så svært ved at holde hovedet på plads, og hjernen er forvirret.

Holde min nye vægt. Ja, det går sgu rimeligt. Det er jeg glad for. Men det er ikke et nytårsforsæt, det er et livsforsæt, for det er altså en daglig udfordring.

Blive bedre til sytekniske ting – jeg vil være bedre end ”avanceret begynder”. - jeg arbejder da på sagen. Men jeg kan stadig ikke sy tøj, der sidder ordentligt, efter jeg har tabt mig. Det er dælme træls. Men jeg arbejder på det!

Komme op i gear igen – jeg (og det er Jesper nok også!) er så træt af, at jeg altid er så træt.   (Indsæt selv hånlig latter og græmmelse her…) - nåja, det gik da fint det første halve år af 2009.

Nye mål for 2010
Ja, jeg håber vist bare på, at min nakke og mit hoved får det bedre, så jeg vil gøre, hvad jeg kan for det - blive ved med at træne, blive ved med at være optimist. Hvis man ikke har sit helbred, har man ingenting, og så er det vist en dum idé at sætte for luftkastelsagtige mål.   Men jow, få det bedre, så jeg kan få et job og noget mere kvalitetstid med mig selv og alle andre.