Saturday, January 22, 2011

Drømme, drømme om sommer ...

Drengene har været ude og lege i en næsten snefri have, og man bliver simpelthen så forskruet i sit hoved af det milde vejr, at man drømmer om forår og snarlig sommer, og her i huset glæder vi os jo som gale, til vi skal på camping igen! Vi har et par gavekort på fire dages ophold på forskellige campingpladser uden for sæsonen, så dem starter vi med at bruge. Og så skal vi godt nok have styr på “hverdagen” i sådan en vogn. Der er nødt til at være en vis struktur af hensyn til drengene og deres løben på væggene, og det skal være nemt at få styr på aftensmaden. De gange, vi har været af sted, synes jeg godt nok, at det har fyldt meget i mit hoved. Jeg vil nemlig komme med en indrømmelse: Vi griller ikke. Mange synes, at det er simpelthen så afslappende og nemt at grille, hvor jeg bare har stress over at skulle sørge for at ungerne ikke rører ved det, at der er ild nok og ikke for meget ild og alt muligt. Men vi må vist til at lære det. Faktisk snakkede vi om, om man overhovedet kan være campist uden at kunne grille? Der er ikke emhætte eller ovn i vores campingvogn, så det skal foregå på komfuret, når man laver mad inde, og det skal ikke ose alt for meget. Kan man mon komme på grillskole? Og så skal man jo også anskaffe sig en grill, der er til at have med i bemeldte campingvogn, uden at den fylder alt for meget. Der er selvfølgelig også mulighed for at lave mad i køkkenet på campingpladsen, men i regnvejr er det godt nok nederen at skulle ud af vognen med gryder og sådan noget. grin

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget

Page 1 of 1 pages

Powered by ExpressionEngine