Sunday, October 04, 2009

Pelle og Simon sad i bilen en dag, da vi var på Pletten for at slå græs, fordi græsslåmaskinen larmede, og det hader Pelle. De kan normalt sagtens sidde der og lege, men for tiden er Pelle meget glad for ure, og det er givetvis det, der blev uret i bilens endeligt. Jeg ved, at det i hvert fald er Pelle, der er dets banemand, eftersom uret var gået i stå på gerningstidspunktet, 15:06, og der sad han på forsædet. Vores ur i bilen er en af de store skiver på instrumentpanelet, og der stikker sådan en lille pind ud til at stille uret med. Jeg HADER ikke at have ur, så det måtte jeg jo så til mekaniker med - belejliget nok skulle den aldrende vogn alligevel derud. Jeg snakkede med mekanikeren om uret i telefonen, og han kunne slet ikke forestille sig, hvad der var sket, siden uret var gået helt i stå. Nå, men jeg henter bilen:

Mekaniker kigger på mig med tydelig undren: Hvad var det, du sagde, havde din søn ødelagt uret?
Anne: Yep. Det kan jeg se på tidspunktet.
Mekaniker (endnu mere undren): Så må han godt nok have mange kræfter. Han havde presset pinden tværs gennem printpladen, og der skal altså mange kræfter til.
Anne: Ja, det skal såmænd nok passe, det har han også, haha.
Mekaniker: Så jeg var nødt til at have hele instrumentpanelet ud og bestille et helt ur, for de ville ikke bare sælge mig printpladen, for den går normalt ikke i stykker alene.

Mekaniker mumler så lidt om, at nu får knægten nok en skideballe oven i den, han fik, da han havde ødelagt det, og jeg beroliger ham med, at det får han ikke. Den kommentar gav nok en vis indikation af regningens størrelse, men jeg har besluttet at grine af det, indtil regningen kommer.

Ligesom en læge engang spurgte “ser han godt?”, hvortil svaret var “ih ja, han kan se en postbil på flere hundrede meters afstand”, kan dette måske bruges som indikation på både fin- og grovmotorik? Manner, de unger.

Posted by Anne in
Permalink og kommentarer til indlægget