Mad og drikke
Dette vil ikke blive noget større kulinarsk mekka, for så god er jeg nu heller ikke
til at kokkerere, men jeg synes nu alligevel, at jeg vil dele nogle af mine yndlingsmadopskrifter
med dem, der har lyst til at læse dem. Nogle af dem vil være links ud i verden og andre
vil været skrevet ind af mig selv.
Opskrifter
Ristede grønsager til tilbehør
Snit en bunke af dine yndlingsgrønsager - her i huset bruger vi hvidkål og gulerødder
som "basis" og så tilsætter vi fx snittet peberfugt, lidt rødløg og sådan lidt.
Så varmer man lidt olie i en pande (gerne lidt smør også), rister noget karry, og så
hælder man grøntsagerne i. Steg gerne ved god/stærk varme, så de bliver ristet fremfor
kogt. Rør tit, så det ikke brænder på. Krydr med lidt salt og peber. Er
fortrinligt til det meste.
Tomatsuppe med pasta og basilikum
2 ds hakkede tomater
2 spsk olivenolie
1 mellemstort løg, finthakket
1 fed hvidløg, presset
1 lille rød peber, finthakket
1 liter grøntsagsboullion
3 tsk konc. tomatpuré
salt og peber
1 tsk sukker
1½ tsk. tørret basilikum
150g pasta - sløjfer, muslingeskaller, horn eller noget andet - bare, det er småt
frisk basilikum til pynt
Steg løg, hvidløg og rød peber under omrøring, til de er møre. Hæld de hakkede
tomater i gryden og kog i 10 min. Tilsæt boullion, tomatpuré, salt, peber og sukker. Låg på og kog
15 min. Tag gryden af blusset og hæld basilikum i. Så skal suppen blendes - hvis man har en stavblender er
det ligetil, hvis man kun har en alm. blender, skal suppen køles af først og siden genopvarmes. I mellemtiden
har man kogt pastaen i en gryde ved siden af, og når den er færdig, tilsættes den suppen (efter suppen
er blevet blendet). Drys med frisk basilikum til sidst.
Rækker til 4-5 personer.
Tip: Det skager godt med groft brød (fx rugbrød). Er man meget sulten/nærig/fattig/glad for pasta, kan man tilsætte mere pasta.
Frit efter "Den store vegatariske kogebog".
Min fars fantastiske spaghettisovs
500g hakket oksekød (helst 9-12%)
1 hakket løg
2 fed hvidløg
2 ds tomatpuré (af de små - ellers 1 ds af de store)
2 ds hakket tomat
en boullionterning
1½ tsk timian
¾ tsk basilikum (vigtigt at disse mål overholdes!)
salt og peber
5 spsk olie
Evt. lidt orkestersovs
Kog løgene møre i olien. Steg kødet med. Hæld resten i, bland sammen og lad
koge ved svag varme i en times tid. Check jævnligt, at det ikke koger tørt.
Rækker til 4-5 personer.
Nem, nem lasagne
400g hakket oksekød (helst 9-12%)
2 hakkede løg
2 revne gulerødder
2 ds hakket tomat (prøv også at bruge de krydrede varianter)
1 boullionterning
salt og peber
lasagneplader efter behag
revet ost til at drysse på til sidst
Bechamelsovs: Brug Karolines Mornaysovs blandet op med mælk eller lav den selv:
1 l mælk
1 dl hvedemel
2 del revet ost
... i en gryde og rør sammen ved svag varme. Men pas på, det brænder pokkers nemt på. :-)
Læg det hele lagvist (undgå plader helt i bunden og helt i toppen, de bliver knasende tørre) og afslut med bechamelsovs.
Sættes i ovnen i 30-45 min. ved 225 grader.
Rækker til 4-5 personer.
Asiatisk kylling
2-3 personer, 20 min. tilberedning.
1 pk kylling (ca. 300g)
olie
hvidløg og chili efter behag
2 dl hvidvinseddike
½ dl soya
3 spsk honning
Olien varmes i en tykbundet gryde, kyllingen skæres i passende stykker og brunes godt på alle sider. Hvidløg (delt i fed, pillede og grofthakkede)
og chili (tørret og finthakket) tilsættes, varmen reduceres og de øvrige ingredienser tilsættes. Det hele blandes godt og simrer 10 min., til saucen
er kogt lidt ind. Pas på det ikke koger for meget ind, så der stadig er lidt sauce til kødet, der gerne må se let glaseret ud.
Tilbehør: Vermicelli, spagetti eller løse ris. (Ris er bedst, synes vi.)
M&M's Double-Decker Confetti Brownies
(Min gamle afdeling var helt syg med den her kage - men den er også god.)
250 g blødgjort smør eller margarine (den bliver klart bedst med smør)
240 g sukker
240 g farin
4-5 store æg
1 tsk vanillesukker
590 ml hvedemel
2½ tsk bagepulver
½ tsk salt
80 ml kakao
1 spsk smør eller margarine, smeltet
240 ml M&M's chokoladelinser (evt. mini)
Ovnen tændes på 190 grader.
En lille bradepande (33 x 23 cm) smøres indvendigt og stilles til side.
Sukker, farin og smør røres godt, til det er luftigt. Pisk vanillesukker og æg i blandingen. Bland 530 ml hvedemel (husk at gemme 60 ml) med bagepulver og salt, og rør det godt sammen med smør-sukker-æggeblandingen.
Put halvdelen af dejen over i en anden skål. Bland smeltet smør og kakao, rør det i dejen i den ene skål. Spred kakaodejen jævnt ud i bradepanden.
I den anden skål røres det resterende hvedemel (60 ml) og halvdelen af M&M chokoladerne. Denne dej fordeles jævnt ud over kakaodejen i bradepanden, og drysses med resten af M&M'erne.
Bages i 25-30 minutter, eller indtil kanterne af kagen begynder at trække sig tilbage fra siderne af bradepanden. Afkøles helt, inden den skæres ud i 24 aflange stykker. Opbevares i kagedåse med tætsluttende låg.
Det er bare en megalækker kage - der er mange kalorier i, men hold da op, hvor er den bare god.
Kager i papirforme
Lækre, lækre kager i papirforme. Giver 50-60 kager. Bemærk, at det tager
tid dels at hakke, dels at fylde alle de dumme papirforme op. :-)
6 æg
500 g sukker
250 g smeltet smør eller margarine (jeg plejer at bruge smør)
250 g mel
100 g hakkede smuttede mandler
100 g hakket mørkt chokolade
250 g knuste makroner
Pisk æg med sukker. Tilsæt mel og smeltet fedtstof. Tilsæt chokolade,
mandler og makroner. Put en klat dej i hver papirform (fyld cirka halvt op).
Bages ved 200 grader i ca. 15 min., kun én plade ad gangen.
Hyldeblomstsaft
Hylden blomstrer i ca. to uger i midten/slutningen af juni. Man skal ikke plukke fra buske,
der er er for tæt ved en befærdet vej. Hyld står tit ved veje, da det er
på trådene i masterne, at fuglene sidder og klatter, så der bliver plantet
hyld.
Denne opskrift er fra Eurowomans(!) juni 2002-nummer. Hvis du starter tidligt,
kan du nå at lave to og måske endda tre portioner efter hinanden.
40-50 store skærme af hyldeblomst
2 spsk citronsyre (KØB I GOD TID - alle steder bliver ribbet totalt for citronsyre,
når det er sæson - ellers kan man få store portioner i Matas, og så
har man til flere år og en afkalkning af opvaskemaskinen)
3 økocitroner i skiver med skræl
1,3-2 kg rørsukker - kommer an på, hvor sød din tand er. Det købte er normalt
ret sødt, så prøv at sammenligne med det - men husk, at man altid kan eftersøde.
Klip de groveste grønne stængler af skærmene og læg dem i en stor skål, gryde eller
krukke. Lad det stå lidt, så edderkopper og andre større kryb har tid til
at kravle ud. Man slipper ikke for de helt små tordenfluer, men de gør nu ingen
fortræd. Hæld resten af ingredienserne i. Hæld 2-3 liter kogende vand over.
Sæt skålen/krukken tildækket i køleskabet i 4-5 dage. (Hvis jeg har skullet
lave meget, så der ikke var plads i køleskabet, har jeg haft en portion i en
gryde med låg i en tilsnøret sæk på et koldt badeværelsesgulv. Det gik.) Rør lidt
i det hver dag. Skal sigtes i en fintmasket sigte (en billig metalsigte er ikke god nok).
Hældes på Atamon-skyllede flasker - f.eks. de små fra Mathilde "Mælk
og mokka". Hvis man hælder på store flasker, skal man drikke hurtigt, for
det kan godt begynde at gære efter at have været åbent i et par uger.
Det kan også smage meget godt, men det bliver lidt grumset af det.
Giver ca. 3 liter koncenteret drik. Ren mums.
Links til nogle af mine yndlingsopskrifter
Kyllingefilet i vinsauce - jeg
skiftede piskefløden ud med mælk og hældte lidt mere maizena i, så blev den rigtig god.
Annes egne mad- og køkkenfif
Det kan være et problem at lave spændende og varieret mad til en eller to personer hver dag, for der
er jo grænser for, hvor mange råvarer man har råd og plads til, og så skal det jo også spises
inden, det bliver for gammelt. Her vil jeg samle et par af mine egne erfaringer. :-)
Man kan købe hakket hvidløg på glas - det er en god ting at have stående i køleskabet,
for det er ligeså godt i mad som frisk hvidløg, og det har klare fordele: Det er billigt, det får ikke alting
til at lugte under tilberedning, og det holder sig godt. Hvor mange gange har man ikke smidt hvidløg ud, fordi
de er blevet tørre og bløde af at ligge for længe? Naturligvis er det sjovest/bedst at bruge
frisk hvidløg, når man skal lave en ordentlig portion, men det andet er nemmere til dagligt.
Peberfrugter er gode i mad! Til gengæld er de dyre i vinterhalvåret, og det kan være svært
at finde nogle helt friske. Det gør ikke så meget, hvis de er lidt bløde, når de skal i
en gryderet, men hvis de er bløde ved hjemkomsten, holder de kun få dage. Jeg plejer hvert efterår
at købe en ordentlig bunke, mens de stadig er nogenlunde billige, skære dem i skiver og løsfryse dem ned
i plastikposter eller plastikbøtter med mellemlægspapir mellem lagene. Så kan jeg altid lige tage en
halv peberfrugt op, og det smager ikke af "fryser". Her gælder for mig samme vægtning som ved hvidløg:
Hvis jeg skal bruge to eller flere peberfrugter, køber jeg dem naturligvis friske.
Vi har en fantastisk køkkenmaskine, som kan en hel del - den er i kategorien over advancerede foodprocessorer,
så den kan være kødhakker, pisker, grøntsagsrivejern og meget andet, men noget af det bedste
er nu alligevel, at den kan ælte dej. Og de brød, man bager af dej, der har været æltet
i god lang tid på den maskine bliver bemærkelsesværdigt bedre end dem, der "bare" af er håndæltet
dej.
Madlinks ud i verden
Jens Hørups madside - lækre sager!
"Suppens website" hedder det vist, men der er meget andet end suppe. :-)
Kvik-køkkenet har andet end køkkenskabe. Deres madweb er min klare favorit-online-kogebog
Noelia Albert / Cook Unlimited - "Lej en kok til din fest", hun laver både mad og kager og det hele. Det smager bare så godt, at man tror, det er løgn.
Mortens opskriftsamling er den kæmpeste kogebog med interessante måder at søge på - en
rar ting, når man står med to skiver rugbrød, en halv pakke Maizena og lidt stegte løg.
"opskrifter@onelist.com" - sidstnævnte er et link, ikke en emailadresse. :-)
Danish Prime Menuservice - her kan man endda se prisen pr. person pr. ret.
www.appetit.dk
Hattings cybercooking - de forærer ind i mellem deres kogebog væk.
6 om dagen - spis mere frugt og grønt
Kræftens Bekæmpelses kogebog
De Danske Slagterier
Hjerteforeningen
Fødevaredirektoratet
Thomas' Thaikøkken
Elisabeths opskriftssamling
FDFs lejrkogebog - gode opskrifter på en sjov måde. Go see!
![[Tilbage]](pics/pil26.gif)